Lokal app er din tilbudspusher
Den ideologiske tilbuds-app YourLocal vil ressourcespild til livs og erobre København ét nabolag ad gangen.
YourLocal
En københavnsk udviklet app til smartphones.
Formidler spontane tilbud fra lokale butikker til de brugere af appen, der befinder sig i nærheden.
Dækker ind til videre Vesterbro, Frederiksberg, Nørrebro, Østerbro, Islands Brygge og Indre By.
Hent den på App Store eller Google Play.
”Bæredygtigt” og ”lokalt”. Så bliver det ikke mere moderne. Især, når det kommer i en gratis app. YourLocal hedder den og er flyttet ind på tusinder af københavnernes smartphones for at gøre ressource- og madspild i byen mindre – og måske samtidig få brugerne til at bruge deres eget nabolag mere.
YourLocal pusher nemlig varer og ydelser, der ellers er spildt, fra dine lokale butikker. Det kan være en ledig frisørtid, et læsfuld overskydende hindbærsnitter, de sidste biografrækker til halv pris. Men kun til de lokale og kun nu og her. Lidt som at slentre forbi de butikker, man alligevel kommer i, og opdage et slagtilbud.
Nu får man dem så bare som en notifikation på telefonen fra for eksempel Paludans Bogcafé, Min Helsekost eller frisøren The Mullet.
Startede som SMS-kæde
Der vil være dage, hvor du ikke får nogle tilbud i appen. Enten fordi der ikke er noget i overskud hos nogle af de tilmeldte butikker, eller fordi du ikke er tæt nok på dem. YourLocal mener det, når de siger local.
»Brugerne kan se tilbud indenfor en radius af fem kilometer. Det er jo en lokal service med spontane tilbud, så derfor giver afgrænsningen mening. Men du kan flytte din placering i appen og dermed se andre steder. Vi arbejder hele tiden på at forbedre den,« siger Kasper Kastoft Nielsen.
Han er en af de to venner, der startede YourLocal som en SMS-kæde med 120 brugere og ti forretninger på Vesterbro. Det var sidste november, i januar begyndte de at udvikle appen. I midten af maj lanceredes den.
I dag dækker YourLocal Vesterbro, Frederiksberg, Nørrebro, Østerbro, Islands Brygge og senest Indre By. Med 20.000 brugere, 25 frivillige og alt i alt over 150 butikker, spisesteder med mere.
Flere fisk over disken
Blandt dem er Kodan Fisk på Gammel Kongevej. Indehaver Lejla Ziberi og hendes tre søstre er anden generation i familien, der har arbejdet med fisk, fra faderen kom fra Makedonien for fyrre år siden. De seneste otte år har de haft foden under egen disk.
»I fiskebranchen kan man indkøbe en stor mængde billigt, men man risikerer også at brænde inde med det. Vi kan nemt komme af med overskuddet nu,« fortæller Lejla Ziberi om appen.
»Vi havde for eksempel dansk hummer for 100,- stykket mod 400,- normalt. De lå fremme til den pris, men de blev først revet væk, da vi lagde dem på YourLocal som tilbud. Kunderne tør mere prøve nyt, når der tikker et tilbud ind, end når de kommer ind efter noget bestemt. Nogle gange køber min far lidt ekstra om morgenen nu, fordi vi ved, vi kan komme af med det,« uddyber hun.
Ingen politimænd eller forretningsplan
Med så klar effekt melder spørgsmålet sig, om ikke butikkerne kan udnytte den direkte adgang til københavnerne og begyndte at spekulere i tilbud. Som en slags pendant til de mange deal-sites, der opererer i byen – og efter manges mening udvander kvaliteten.
»Vi har tænkt over det. Butikkerne tjener som udgangspunkt ikke noget på at være med, men de undgår at tabe penge. Vi tror ikke, der er et incitament for tilbud, der er opfundet til lejligheden. Men vi er ikke politimænd, det er brugernes vurderinger, der tæller,« siger Kasper Kastoft Nielsen fra YourLocal.
Han har allerede været vidt omkring i sin karriere med bred erfaring fra rejse- film- restaurant- og kommunikationsbranchen, og YourLocal bliver hverken den første eller sidste opstart. Det kan kun betyde en ting:
I må have en knivskarp forretningsmodel?
»Vi har ikke engang en! YourLocal begyndte jo som et ideologisk projekt. Men på et tidspunkt skal vi have en. Vi vil jo gerne tjene penge på det engang. Vi har store ambitioner, vi taler med investorer og vi skal nok finde en bæredygtig model for det, der sikrer at det bliver med at være gratis for brugere og butikker,« siger han.
Og næste skridt for YourLocal? Aarhus og Berlin.