Lav om på byen med CityChange
Magasinet KBH har lanceret ny app, der skal give byens beboere bedre mulighed for at påvirke byens udvikling.
Hvis vi alle ved, hvad beboerne i byen ønsker sig for byen — og ikke ønsker sig — ja, så ender vi i sidste ende med en bedre by at leve i.
Nogenlunde sådan lyder præmissen for Magasinet KBHs nye app CityChange, som blev lanceret for få dage siden.
Med dén i hånden kan du anmelde eksisterende byrum og arkitektur i byen — og du kan stille forslag om nyt, som andre kan støtte.
Vild med Israels Plads, men ikke så glad for Bohrs Tårn på Carlsberg? Du deler din holdning på få sekunder.
Vil bredere fortove på en gade nær din bopæl være en god ide? Du stiller dit forslag til noget nyt eller en ændring i byen på ét minut.
Kortlægning af ønsker
Alle de mange input, som kommer ind via app'en, samler vi og bruger til at kortlægge beboernes meninger om — og ønsker for — byen.
Mange af resultaterne vil du kunne se direkte i app'en, så du kan følge med i, hvad andre synes om byen og ønsker sig for den. CityChange er også en slags socialt medie for udviklingen i København. Du kan kommentere på — og like — andres forslag og kommentarer.
Nogle af konklusionerne vil du også kunne se i forbindelse med artikler her i Magasinet KBH.
Og allerdybest i systemet ligger en analyseplatform der — helt anonymt, selvfølgelig — skaber et bredt overblik over beboernes holdninger til enhver lokalitet i byen.
Det er i sidste ende analyseplatformen, der skal sørge for, at mange af idéerne i CityChange også ender med at blive til virkelighed — og at byens professionelle byudviklere lærer af befolkningens holdninger.
I første omgang er vi i kontakt med Københavns Kommune, der følger projektet. De vil få adgang til resultaterne og er interesserede i fremover at lade platformen informere kommunens arbejde.
Dét kræver primært blot én ting:
At mange københavnere bruger app'en, så den kan levere brugbare konklusioner.
Så vi håber, du vil downloade og bruge app'en flittigt.
Er dét nyt?
CityChange er ikke den første app til at inddrage byens beboere i arbejdet med at udforme byen.
I den kommende 'borgersamling' omkring udviklingen af Lynetteholm vil By & Havn f.eks. benytte sig af den belgisk udviklede CitizenLab-platform til at lave rundspørger.
De eksisterende løsninger, CitizenLab inklusive, er dog alle drevet af, at der skal være en afsender — typisk en kommune.
Dét vil sige, at beboernes input er styret af, hvad afsenderen ønsker information om — ofte et konkret projekt. I de eksisterende løsninger vil man f.eks. blive bedt om at udfylde et allerede udformet spørgeskema.
CityChange er noget ganske andet. CityChange er, hvad man vil kalde en peer-to-peer løsning.
I CityChange lever holdningerne til byen deres eget liv 24-7. Man kan anmelde, foreslå og kommentere når man har lyst — og om hvad man har lyst.
I takt med at nye data kommer ind fra beboerne, vil resultaterne blive opdateret real time — over dage, uger, måneder og år.
Og så er det altså en løsning der samtidig er koblet på en medieudgivlese, så beboernes input kan deles endnu bredere i forbindelse med journalistisk indhold.
Længe undervejs
CityChange har været længe undervejs — faktisk mere end tre år.
I starten af 2019 søgte vi økonomisk støtte fra læserne til at udvikle projektet, men nåede desværre ikke helt vores målsætning om at rejse 250.000 kroner.
Siden har vi dog modtaget støtte fra anden side — og er dykket helt ned i bunden i sparegrisen. Så nu er CityChange altså alligevel blevet en realitet.
Den netop lancerede app har fået versions-nummer 0.9.5.
Med dét ønsker vi at signalere, at app'en stadig kan have nogle børnesygdomme, og at vi vil arbejde videre med den efterhånden, som den får flere brugere.
Oplever du fejl — eller har du anden feedback — vil vi blive meget glade, hvis du skriver til test@citychange.app.
Tusinder af timer er investeret i arbejdet med at designe og udvikle app'en, og vi glæder os rigtig meget til at se, hvordan københavnerne bruger den — og at arbejde videre med at lade data fra app'en få indflydelse på byens udvikling.