pixel

Har vi hørt det sidste til Wilders Plads-projektet?

En grundejer måtte droppe planer om nye boliger på Christianshavn, da to gamle lagerhaller pludselig blev "fredet". Men er der måske alligevel lidt liv tilbage i projektet?

Christianshavn, kanal, wilders plads

Sidste år måtte en udvikler droppe sin plan om at nedrive to lave hal-bygninger på hjørnet af Wilders og Christianshavns Kanal. Her var planen ellers at opføre to nye boligbyggerier i op til fire etager.

Både rådhusets politikere og Christianshavns Lokaludvalg var positive overfor projektet, der med et stort flertal på 6-2 i Teknik- og Miljøudvalget var så godt som sikret en godkendelse af lokalplanen og et grønt lys til byggestart .

Men så skete der noget usædvanligt.

Københavns Kommune besluttede at søsætte initiativet 'Byens Sjæl' — en nyoprettet liste på 50 'oversete' bygninger i København, der på forskellig vis repræsenterede byens sjæl og derfor burde sikres for eftertiden.

Bygningerne var nomineret af de cirka 200 københavnere, der indsendte forslag til initiativet, og de blev til sidst kogt ned til 50 af et lille, såkaldt "ekspertpanel" udpeget af Københavns Kommune selv.  I panelet sad blandt andre digteren Søren Ulrik Thomsen og manden bag 'Flying Tiger'-butikkerne, Lennart Lajboschitz.

Og da Wilders Plads-hallerne var at finde på listen, blev planen for det nye byggeri i sidste øjeblik lagt i graven. Et lille politisk flertal mente, at byggeriet ikke kunne fortsætte, hvis københavnerne skulle tage initiativer som 'Byens Sjæl' alvorligt.

Ikke overraskende skete det til stor ærgelse for både udvikleren og for visse lokalpolitikere, der ikke delte synet på de lidt faldefærdige haller og hellere så nye boliger opført på den eftertragtede christianshavner-grund ved vandet.

Hvad nu?

Her kunne historien godt slutte, og det gør den muligvis også. Men måske har vi endnu ikke hørt det sidste i sagen.

I et spørgsmål stillet til embedsfolkene i Teknik- og Miljøforvaltningen ønskede Niels E. Bjerrum fra Socialdemokratiet nemlig her i september et svar på, om lagerhallerne står overfor nedrivning ovenpå sidste sommers vedtagelse af startredegørelsen for projektet.

Den socialdemokratiske politiker havde nemlig bemærket, at der var "forberedelser" i gang på grunden.

Bjerrum har tydeligvis ikke selv fulgt med i kommunens 'Byens Sjæl' initiativ, for det korte svar på spørgsmålet er naturligvis et 'nej'. Efter sidste års politiske beslutning om, at nybyggeriet ikke kunne fortsætte, og at det eksisterende udgør 'byens sjæl', er projektet officielt stoppet.   

Men det skader som bekendt aldrig at spørge, og i slutningen af deres svar kommer forvaltningen med et muligt plot twist:

"Grundejeren har fået tilladelse til en række boringer, hvor der foretages geo- og miljøtekniske undersøgelser med henblik på at få kortlagt eventuel forurening af grunden, forud for et fornyet ønske om at opføre bebyggelse," lyder det fra forvaltningen.

Dét svar gjorde os nysgerrige her på redaktionen, for hvad skal en grundejer bruge en boretilladelse og miljøteknisk undersøgelse til, efter Byens Sjæl-listen er blevet offentliggjort, og grunden er blevet "fredet" for nu?

Arbejder på at forstå konsekvenser

Til Magasinet KBH forklarer grundejeren Wilders Plads Ejendomme A/S, at det igangværende arbejde på grunden har været planlagt i lang tid og som sådan ikke har nogen sammenhæng med et eventuelt fremtidigt byggeri på byggefeltet.

Men selskabet tilføjer, at "der fortsat arbejdes på at forstå konsekvenserne af Byens Sjæl".

Sammenholdt med forvaltningens formulering om "et fornyet ønske om at opføre bebyggelse" kan man gisne om, at ønskerne om et nybyggeri måske ikke er helt opgivet i kulisserne.

Præcis hvordan et nyt byggeri skulle kunne realiseres ovenpå ‘Byens Sjæl’-udnævnelsen er dog svært at svare på. En mulighed kunne være, at man i krogene håber på, at det lille, politiske flertal mod byggeriet med tiden kan ændre sig.

De to nye boligbyggerier, som udvikleren havde tænkt sig at opføre, stod til at blive tre til fire etager høje og var tegnet af Lundgaard & Tranberg, der også står bag blandt andet Axel Towers overfor Tivolis hovedindgang. 

I et forsøg på at bevare noget af den gamle havnestemning skulle stueetagerne fortsat bruges til udadvendte serviceerhverv som café eller restaurant, mens facaderne skulles udføres i nogenlunde samme materialer og farvevalg som områdets eksisterende bebyggelse. 

Udearealerne og kajkanterne skulle efter opførelsen også stå næsten urørt hen for at bibeholde lidt af kvarter-historien — men ville blive sat i stand og begrønnet. 

Magasinet KBH følger naturligvis sagen.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

idakatrineh
Der er jo ingen der synes det er fedt, at huset på det vidunderlige hjørne blot står og forfalder. Noget må besluttes. Jeg mener stadig, at det vigtigste for hjørnet er den lave bebyggelse, så man bevarer den høje himmel over bygningen. Men det er vel økonomiske interesser, der gør at forslaget til byggeri på grunden er et ret bastant byggeri i fire etager. Byg noget lavt og smukt, der passer ind i omgivelserne, gerne noget der ligner det eksisterende.
idakatrineh
Bare man kunne rive det gamle giftige ned, rense grunden og bygge et enkelt lignende lavt hus, ikke så dyrt og fancy, med plads til kunst og restaurant på hjørnet, det mest fantastiske hjørne i byen en sommeraften med høj himmel.
Curated Works

Der er kommet en forundersøgelse (07.11.2023) på opfodring af Arkitektforeningen i samarbejde med Foreningen Kunstnerboliger af 1873, Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere (UKK), Billedkunstnernes Forbund (BKF) og Bikubenfonden, som fremhæver, at kunstnermiljøer er til gavn for storbyernes udvikling. Kunstnere / kreative har dog sjældent råd til de dyre kvadrameter og er ofte nødt til at flytte væk fra de områder, de selv har været med til at gøre attraktive.

Kunne de forfaldne haller omdannes til kunstneratelier / værksteder? Istandsættelsen kunne de nye beboere måske til dels stå for. Fortidens ånd (Byens sjæl) med små værksteder og lignende kunne dermed bevares samtidig med at udbuddet af relevante arbejdsrammer til kreative kunne øges.
Karen Melchior
Får det så lov til at forfalde indtil det er farligt at lade stå? Så kan det rives ned og nyt bygge alkoven?
redaktoren Karen Melchior
Der er formentlig ingen, der kan svare på det spørgsmål lige nu. Byggeriet er havnet lidt i et kommunalt ingenmandsland uden fortilfælde, da 'Byens Sjæl'-listen ikke formelt forhindrer nedrivninger og nybyggeri, men reelt er det alligevel endt sådan, da det politiske flertal afviste den nye lokalplan netop på baggrund af 'Byens Sjæl'. Vi gætter på nyt i sagen inden for et år og følger den naturligvis til dørs.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling