pixel

Faldefærdig gård må (formentlig) alligevel rives ned

Nedslidt ejendom, der var dømt bevaringsværdig, står i vejen for nybyggeri i Sundby. Men nu er tilladelse til nedrivning alligevel på vej.

Ulrik Bechs Alle 54

Kommer der et tidspunkt, hvor en historisk bygning ikke længere er værd at bevare? 

For eksempel når det originale udtryk stort set er blevet udraderet af gentagne ombygninger og skiftende anvendelser?

Eller når bygningen er så nedslidt og faldefærdig, at den nærmest bliver en magnet for grafitti, hærværk og affald?

Ser man på de beslutninger om at tillade eller forbyde nedrivninger af gamle bygninger, som bliver taget af politikerne i Københavns Kommune, er det tydeligt, at der ikke er noget entydigt svar på dét spørgsmål.

Indimellem vælger man at bevare næsten for enhver pris, som i nogle af den seneste tids sager om politiske ‘fredninger’ af huse, der er på listen over bygninger, som udgør ‘byens sjæl’.

Andre gange vinder pragmatikken, og en bygherre får lov til at lade falde, hvad næsten ikke kan stå, til fordel for et nyt og mere brugbart byggeri.

Senest har vi her i Magasinet KBH skrevet om, at et tidligere afvist boligbyggeri på Wilders Plads på Christianshavn nu formentlig alligevel får lov at erstatte en gammel udtjent lagerhal.

Og nu tyder meget på, at også en bygherre på Amager får lov at nedrive en gammel ‘bevaringsværdig’ gård på Ulrik Birchs Allé 54 i Sundby.

Vi sætter bevaringsværdig i citationstegn, fordi ejendommen rent ud sagt ligner noget, der er løgn.

Nej til nedrivning

Som vi tidligere har beskrevet, er der godt nok tale om den sidste eksisterende gård fra dengang Sundby var en bondelandsby. Men gårdens tre længer har gennem tiden været brugt til alt fra beboelse til autoværksted, og de afskallede, grafittiovermalede mure og sprosseløse vinduer udstråler ikke ligefrem bondegårdsidyl.

Som en del af et større projekt, der omfatter flere tilstødende matrikler, ville gårdens ejer derfor gerne rive den ned og erstatte den med et nyt, tidssvarende boligbyggeri.

Men da bygningen tilbage i 1992 var blevet udpeget som bevaringsværdig blev ønsket om nedrivning afvist af politikerne.

Siden har grundejeren arbejdet på at få omgjort afgørelsen, og der er blandt andet blevet foretaget en ny vurdering af gården, som sætter dens arkitektoniske og historiske værdi væsentligt lavere end den oprindelige vurdering.

Storskrald og lyssky klientel

Og nu har dét arbejde tilsyneladende båret frugt. På det seneste møde i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune fremlagde Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti et forslag om, at omgøre bevaringsbestemmelsen og give tilladelse til at rive gårdbygningerne ned.

Formelt skal det gøres ved få udarbejdet en ny lokalplan for området.  

De to partier pegede blandt andet på, at det på grund af bygningernes dårlige stand ikke har kunnet betale sig at sætte dem i stand, og at de også har vist sig umulige at sælge videre. Af forslagsteksten fremgår det blandt andet, at et ‘utryghedsskabende klientel’ hænger ud i området omkring bygningerne, der også bliver brugt til at efterlade storskrald.

Et flertal af politikerne kunne se fornuften i forslaget, der blevet vedtaget med syv stemmer for og fire imod. Kun Enhedslisten og Alternativet syntes ikke, det var en god idé at sætte gang i processen, der skal ophæve bevaringsværdigheden.

En del af noget større

Det planlagte byggeri på Ulrik Birchs Allé 54 er blot en lille del af et større projekt, der skal erstatte et tidligere erhvervsområde lige nord for Englandsparken med et nyt boligkvarter.

Området omfatter yderligere to bevaringsværdige bygninger — en villa fra 1921 og en tidligere værkstedsfabrik fra 1916. Dem skal der efter planen ikke pilles ved i forbindelse med byggeprojektet.

Vi har tidligere beskrevet det samlede projekt lidt mere detaljeret i en artikel, som kan læses her.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Bjarne Sinkjær
Ejendomsudviklere køber en ejendom som investeringsprojekt, og lader den forfalde indtil den "ikke længere er bevaringsværdig" - så de alligevel får lov til at rive den ned. Flertallet på Rådhuset, som burde være den magt der kan afbalancere udviklingen af København, vælger at belønne denne praksis. Der er kommunevalg om 1½ år - stem på nogen der bekymrer sig om Københavns sjæl.
Poul Hviid
Helt enig med Bjarne

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling