Tårnværelser over Jagtvej
Ungdomsboligkompleks med et rundt tårn på 10 etager bliver genbo til Zoologisk Museum.
På hjørnet af Lersø Park Allé og Jagtvej har den røde murstensbygning, som tidligere husede Københavns Erhvervsakademi KEA, stået tom og forladt, hvis man ser bort fra de mere eller mindre talentfulde graffitimalere, der har prydet den med deres kunst.
Men i løbet af 2020 kommer der nyt liv til området, når 161 almene ungdomsboliger står færdige lige skråt overfor Zoologisk Museum på grænsen mellem Østerbro og Nørrebro.
De fleste af de studerende flytter ind i et nyt silolignende tårn på Jagtvej-siden af hjørnet. Det runde ungdomshus får 76 lejligheder fordelt på ti etager med fremskudte og tilbagetrukne glaspartier og en teglstensbeklædning, der spiller sammen med den gamle KEA-bygning.
Efter en renovering skal den aflange bebyggelse på Lersø Park Allé-siden, oprindeligt opført som navigationsskole i 1953, også selv igen huse unge mennesker, der kan få ganske kort i skole, hvis de går på nogle af de omkringliggende uddannelsesinstitutioner som Københavns Tekniske Gymnasium og Københavns Universitets Nørre Campus.
Ombygningen skal bevare og genbruge så meget af det eksisterende murværk, lofter, vægge og gulve som muligt. De gange, der tidligere førte til klasselokaler, bliver til adgangsveje til i alt 60 ungdomsboliger, mens kælderen omdannes til hjem for cykler, vaskeri og depoter.
Udendørs campusstemning
Til de sidste 25 beboere opføres to lavere bygninger i to og tre etager bag tårnet. De forbindes til den genbrugte navigationsskole med en svalegang og får en sydvendt tagterrasse.
Hele bebyggelsen får fælles opholdsarealer i stueetagen ovre i den høje ungdomssilo, og også de grønne udearealer skal bidrage til fællesskabet med blandt andet et centralt torv, der skal tænde op under campus-stemningen.
Samlet bliver ungdomsboligkomplekset på godt 6.000 etagemeter, hvoraf omkring 60 procent er nybygget.
Projektet er udformet af arkitketfirmaet Zeso. Det opføres og udlejes af det almene boligselskab Bo-Vita (tidligere kendt som Lejerbo København).
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!