‘Fremtidens Landsby’ ligger tæt på storbyen
I den kommende Tømmerup Haveby på Vestamager flettes boligerne ind i landskabet — i cykelafstand fra centrum.
Børn der leger frit i naturen lige udenfor døren og flere generationer under (næsten) samme tag.
Tømmerup Haveby kan lyde som mangt en families fantasi om det gode liv — og kun 7 kilometer fra Københavns centrum.
Det kommende nybyggeri i Tårnby er da også blevet kaldt ‘fremtidens landsby’ — et sted hvor man vil forsøge at balancere nogle af landsbyens kvaliteter med storbyens ditto:
Nærhed til naturen, men ikke langt til byen. Fællesskab med naboer, men ikke decideret bofællesskab. Og flere generationer tæt sammen, men uden at man skal gå hinanden på nerverne.
Tømmerup Haveby — som kvarteret skal hedde — kommer til at ligge klos op ad Amagers Ugandaskoven, en kilometers penge fra Kalvebod Fælled.
250 boliger
Området bliver sammensat af både private og almene boliger, og med både rækkehuse og lejligheder blandt de i alt cirka 250 nye boliger vil området være gearet til både familier, singler og ældre.
Som noget særligt vil man i det nye kvarter kunne leje sig ind i 10 såkaldte generationshuse — rækkehuse der giver mulighed for at bo flere generationer eller flere familier i samme bygning, uden at skulle leve bag samme hoveddør.
Fællesskab omkring friluftsliv
Hele kvarteret er konstrueret med fokus på fællesskabet, og private og almene boliger bliver opført i samme materiale, så de opleves som en samlet bebyggelse.
Alle boliger får egen udgang til fællesarealer, og tanken er, at de mange grønne uderum, nyttehaver og naturlegeplads skal danne rammen om et sammentømret naboskab.
Området får forbindelse til de omkringliggende arealer med stier gennem en regnvandspark, og træer og øvrig beplantning vil være de samme arter, der naturligt findes i nærområdet på Kalvebod Fælled.
Klar i 2022
Tømmerup Haveby skriver sig ind i tidens efterspørgsel på alternative boligformer og grønne omgivelser. Men selvom grønt for de fleste er guld, er det ikke altid, at boligbyggeri tæt på naturen bliver taget godt imod.
Fra det nye kvarter i Tårnby er der f.eks. kun cirka tre en halv kilometer til Fælledby — tidligere kendt som Vejlands Kvarter — der på grund af sin beliggenhed på Amager Fælled har været genstand for vedholdende, folkelige protester, siden de første skitser forlod Henning Larsens Tegnestue.
Det ser dog ikke ud til, at nogen har fået Tømmerup-projektet galt i halsen, og hvis alt går efter planen, kan første etape af havebyen stå klar i efteråret 2022.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!