pixel

Her er Sydhavnens kommende kirke

Sløret er løftet for, hvordan den kommende kirke på Teglholmen kommer til at se ud.

Ny kirke i Sydhavn

Hvis alt var gået efter planen, kunne den kommende kirke på Teglholmen være blevet Københavns første nybyggede kirke siden 1989.

Nu tyder alt dog på, at den ender med at blive slået på stregen af den kommende kirke i Ørestad, der skal stå færdig i 2027.

Men nu er det jo heldigvis ikke en konkurrence. 

Og ude på Teglholmen og i de omkringliggende kvarterer er kirkegængerne formentlig bare glade for, at der nu endelig er blevet åbenbaret håndfaste planer for deres kommende Guds hus.

Nedskaleret og omtegnet

Den nye kirke i den nye del af Sydhavnen har været på vej i snart ti år. Men på grund af blandt andet utilstrækkelig finansiering er projektet undervejs blevet både forsinket, nedskaleret og omtegnet.

Nu er sløret så løftet for det byggeri, der — om Gud vil det — i foråret 2027 endelig skal afløse den midlertidige husbådskirke, Kirkeskibet 2405, ved den tomme byggegrund ved Alfreds Nobels Bro.

Den kommende kirke og dens omgivelser er tegnet af Rørbæk og Møller Arkitekter med hjælp fra Cornelius Vöge og Thing Brandt Landskab. 

Alt efter hvilken vinkel, man betragter bygningen fra, kan den både give mindelser om et kirkeorgel, en bispehue og et vikingelangskib.

Det opadbuende tag danner to markante spidser, hvoraf den ene fungerer som kirkens klokketårn, mens den anden sikrer lysindtag til kirkerummet. På sit højeste punkt vil kirken rage 22 meter op i luften.

Kultur i stueetagen

Kirkebygningens facade får sin grålige farve fra en beklædning af patineret træ og store glaspartier, mens det buede tag skal beklædes med tagpap.

Til forskel fra den noget større, ziggurat-formede kirke som Jaja Architects oprindelig havde tegnet til bydelen, skal den nye kirke ikke også fungere som et verdsligt kulturhus ved siden af de kirkelige funktioner.

Der lægges dog stadig op til, at der i den nederste af de tre etager indrettes udadvendte kulturelle funktioner i form af blandt andet en såkaldt 'kultursal'.

Selve kirkerummet indrettes på første og anden sal, og rundt om kirken vil der blive anlagt et grønt område med forplads, stiforbindelser, en promenade langs kanalen mod øst. Nye opholdsområder og en lille havnepark ud til Frederiksholmsløbet er også på programmet.

Snarligt farvel til industrinabo

Den nye kirke vil på sigt blive nabo til et andet nybyggeri, nemlig en idrætshal med børneinstitution på toppen, der er planlagt til at blive opført på en tom byggegrund umiddelbart mod syd.

Mod vest vil kirken i det første års tid have MAN Energy Solutions’ fabriksbygninger som nabo. Maskinproducenten planlægger dog at flytte hele sin produktion til Trekroner ved Roskilde allerede i 2028. 

Hvad der derefter skal ske med den nuværende industrigrund er indtil videre uvist.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

larslh95

MAN flytter sin produktion fra Teglholmen i 2028, skriver I. Men hvad med deres store prøvestand på samme adresse? Det er her, der eksperimenteres med fremtidens klimavenlige skibsmotorer. Skal det også presses ud af byen?

- der efter min mening bliver lidt kedeligere, når boliger (eller kontorer) overtager det hele.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling