pixel

Nordhavns første — flytbare — kirke klar til pinse

Tolvkantet trækirke i Nordhavn skal "udfylde kirkeligt tomrum", indtil en permanent løsning opføres på Levantkaj — og byggeriet er i gang.

Nordhavn midlertidig kirke

Kun lidt over halvdelen af indbyggerne i Københavns Stift er medlemmer af Folkekirken — 53 procent, for at være præcis. Og dermed er københavnerne landets med afstand mindst kristne mennesker.

I årevis er trenden derfor gået mod at lukke kirker og bruge dem til noget andet snarere end at bygge nye.

Men i takt med at byen de seneste år er begyndt at brede sig ud i hidtil ubeboede områder, er trenden begyndt at vende en lille smule.

I Ørestad er det planen, at Københavns første nybyggede kirke siden 1989 skal slå dørene op i 2026. Og på Teglholmen regner man efter flere års tilløb med at kunne byde indenfor i kvarterets nye kirke i 2027.

I Nordhavn kommer der imidlertid ikke til at gå år, men derimod måneder, før en ny kirke vil ringe ind til gudstjeneste.

På den gamle industri-halvø lagde man i slutningen af januar fundamentet til den nye bydels første kirke, og håbet er, at kirken står færdig allerede til pinse i år.

Til forskel fra de planlagte kirker i Ørestad og på Teglholmen er Nordhavns nye kirke dog ikke tænkt som et permanent, kirkeligt samlingspunkt for den fremvoksende bydel. 

Som vi tidligere har beskrevet, er det tværtimod idéen, at den lille, tolvkantede trækirke relativt nemt skal kunne flyttes til et nyt sted, hvis behovet opstår — og relativt nemt skal kunne pilles ned, når Nordhavn efter planen får en blivende kirke i det kommende kvarter på Levantkaj.

Første 'tiny church'

Den nye kirke — der betegnes som Danmarks første ‘tiny church’ — får sin første, midlertidige placering på Vesterhavsvej 2 tæt ved Fiskerihavnen i Ydre Nordhavn.

De omkring 4.500 beboere i blandt andet Nordhavns Århusgadekvarter skal med andre ord ud på lidt af en pilgrimsfærd, hvis de vil til gudstjeneste. Der er ikke bare et pænt stykke vej til Fiskerihavnen — det er også en helt anden verden med farverige skurvogne, rustne blikskure og højt til himlen.

Den mobile kirke er tegnet af arkitekt Julius Hansen, som vandt en arkitektkonkurrence med over 100 deltagere. Han har blandt andet valgt den tolvkantede udformning, fordi det — ud over referencen til de 12 apostle — viste sig at være en praktisk form, hvis man vil udnytte så meget som muligt af de 75 kvadratmeter, der er til rådighed.

Bygges af overskudstræ

Kirken udstyres blandt andet med et stort ovenlysvindue og en overdækket veranda rundt om hele facaden, og den vil blive bygget så bæredygtigt som muligt, med blandt andet brug af overskudstræ fra en gulvfabrik. 

Indendørs vil der være plads nok til at rumme 40-50 kirkegængere til gudstjeneste, og det er tanken, at det højloftede rum også kan bruges til arrangementer som foredrag og konfirmandundervisning.

Venter på Levantkaj

Hans Egedes Sogn, som står bag opførelsen af kirken, har foreløbig lejet grunden nær Fiskerihavnen i tre år. Om kirken derefter skal flytte videre til et nyt sted i Nordhavn, er indtil videre uvist. Men uanset placeringen vil der sandsynligvis gå mange år, før den lille trækirke får en mere permanent erstatning.

Sognet samarbejder med det kommunale udviklingsselskab By & Havn om at finde en passende placering til en ny kirke på Levantkaj — og her skal vi helt frem til slutningen af 2026, før den lokalplan, der skal muliggøre byggeriet, er klar til politisk godkendelse.

Derefter kan der yderligere gå år, før man har har udformet og finansieret kirken og er klar til byggestart. 

Nordhavns tolvkantede trækirke er ikke den første midlertidige kirke i et af Københavns nye kvarterer. På Teglholmen har de lokale kirkegængere siden 2019 således gået til gudstjeneste på Kirkeskibet 2450 — en husbådskirke, som altså i 2027 efter planen vil få en landfast afløser.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordhavn
Kan et fiskemarked være med til at give Nordhavn lidt tiltrængt identitet og en stærkere kobling til det vand, der omgiver byens nye boligområde?
læservision
Nordhavn
Nordhavn skal have et nyt vartegn. En gigantisk figur i træ af en trind Bademester, der kan skubbes i vandet ved en fælles indsats.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling