Tænke bænke ud af boksen
Mindreårige designere står bag farvestrålende og finurligt formede bybænke på Vesterbro.
Tre alternative bænke, den ene mere pudsig end den anden, pynter nu på det ydre Vesterbro. Formet som en UFO, et spørgsmålstegn og to kærlige svaner, hæver de legesyge og farveprægtige bænke sig under snetæppet og inviterer til en sjovere siddepause på nogle ellers ubenyttede pletter.
Selv på en sibirisk februardag, hvor det er alt for koldt til at sidde stille, giver synet af de klare farver både opmærksomhed og små smil fra forbipasserende. Med foråret snart om hjørnet, skal de hyggelige bænke nok komme til deres ret.
Det er københavnske 6. klasses elever, der har stået for designet af de formbrydende bybænke, der som en del af Områdefornyelsen Centrale Vesterbro skal invitere til åbenhed og opfordre til at sidde sammen.
Svanebænken står foran Kulturanstalten i Lyrskovsgade og er udtænkt af Leonora fra Nørrebro Park Skole. De to andre byrumsmøbler er flyttet ind på den anden side af Enghave Parken, på Sønder Boulevard tæt ved Enghave Station. Spørgsmålsbænken er krediteret Daniel fra Nørrebro Park Skole, og UFO-bænken er Hussain fra Tove Ditlevsens Skoles værk.