Platform C bringer dig ned på vandet
Ny udkigspost i Stadsgraven er for alle med hang til fugle, termokaffe eller bare en lille puster.
Det foregår stadig på vandet, men denne gang flyder den ikke.
Designstudiet Fokstrot sendte i 2017 for første gang deres håndbyggede ø, CPH-Ø1, ud i havneløbet — til udbredt fornøjelse for både kajakroere, havnesvømmere og almindeligt promenerende københavnere.
Og når skyerne og finregnen om nogle måneder forhåbentlig atter slipper sit tag i hovedstaden, vil Ø1 få selskab af nummer 2, 3 og 4.
Mens vi venter på sol og flere flydeøer, har Fokstrot snedkereret på endnu en søbaseret anordning, der har lagt til land ved Syddyssen — det alleryderste af Christianshavns gamle voldanlæg.
Platform_C — som den er døbt — flyder dog ikke på vandet, men er fastmonteret på bunden af den gamle voldgrav. Her afløser den en gammel, slidt trækonstruktion med en grøn skraldespand, der tidligere har ageret udkigspost til Vor Frelser Kirke og Allikerne på Kaninøen midt i graven.
Den nye platform er konstrueret, så man på dækket kun står få centimeter over vandoverfladen, og Fokstrot fortsætter dermed deres erklærede mission om — helt bogstaveligt — at bringe byboerne tættere på vandet.
På de nye kvadratmeter vil man ikke blot kunne nyde udsigten over fugleliv og Christianshavns skyline med en kop medbragt termokaffe. Man vil også kunne se Stadsgravens vand skvulpe under sine fødder — på den anden side af de egetræslister, som er sat sammen i en cirkulær form der også tillader kig nedad.
Selv for folk uden udtalte ornitologiske tendenser kan Platform_Cs omfavnende former ende med at blive et velkomment indslag i byen.
Syddyssen er et populært mål for en slendretur med barnevogn eller hånd-i-hånd med livets udkårne — og er et fast indslag på løberuten for de motionister der følger vandet ud mod Refshaleøen og tilbage igen.
Det nye stop i byen stod færdigt den 31. januar.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!