Superkilen er (næsten) fuldbragt
Fotoserie: Tag med gennem Ydre Nørrebros interaktive verdensudstillingspark.
Superkilen
Et sammenhængende område med to pladser og en park mellem Nørrebrogade og Tagensvej.
750 meter lang, i alt 30.000 m2.
Den gennemgående gang- og cykelsti er del af den grønne rute fra Emdrup til Valby.
En del af områdefornyelsen for Mimersgadekvarteret.
Udtænkt i et kreativt samarbejde mellem BIG, Topotek1, SUPERFLEX og Lemming & Eriksson.
Superkilen har kostet 58,8 mio. kroner betalt af et partnerskab mellem Københavns Kommune og Realdania.
Gennem et års tid har den været mål for beundrende blikke og kritiske røster, mens den gradvist er blevet taget i brug af de lokale nørrebroere. Men det er først nu, at den officielt er færdig, Superkilen.
Som en naturlig forlængelse af Nørrebro Parken kiler den sig ind i Mimersgadekvarteret hele vejen fra Nørrebrogade til Tagensvej med en rød, en sort og en grøn del. Med spektakulær belægning, nye træer og masser af små eksotiske indslag undervejs. Hele den knap en kilometer lange strækning er nemlig spækket med spøjst gadeinventar indhentet fra hele verden.
Det er stjernearkitekterne fra BIG, der står i front for den kreative tænketank, der har fundet på at markere områdets multikulturelle status ved at gøre Superkilen til Ydre Nørrebros egen interaktive verdensudstilling. Over et hundrede store og små stykker gadeinventar, fra japanske rutsjebaner til irske kloakdæksler, er indhentet fra 57 forskellige lande for at markere lokalbefolkningens angiveligt 57 forskellige kulturelle baggrunde.
Mere end Den Røde Plads
Mest opmærksomhed har Den Røde Plads mellem Nørrebrogade og Mimersgade suget til sig. Den røde asfalt er nemlig ikke bare meget rød, den er ind til videre også for glat at cykle på, når det regner. Flere af dens importerede fitnessredskaber er også allerede bukket under for lidt for entusiastisk brug, men der er lovet løsninger på vej på alle børnesygdommene på pladsen, der er tænkt som et sted til samling og sportslig udfoldelse.
Superkilen er dog mere end Den Røde Plads. Det er også Mimers Plads, en zebrastribet urban dagligstue med marokkansk springvand og stenborde med indbyggede brætspils-spilleplader. Og det er Den Grønne Park mellem Mimersgade og Tagensvej, med sine bløde bakker, picnic-kroge og boldbaner.
Tag her en tur gennem hele Superkilen med magKBH's fotograf Jens Larsen.
I baggrunden rutjse-blæksprutte fra Japan.
Springvandet fra Marokko. I baggrunden en lang bænk fra Tyskland og libanesiske træer.