Superkilen spirer spektakulært
En meget rød belægning og spøjst gadeinventar, indhentet fra hele kloden, er begyndt at poppe op på Ydre Nørrebro.
Superkilen
Et sammenhængende område med to pladser og en park mellem Nørrebrogade og Tagensvej.
En del af områdefornyelsen for Mimersgadekvarteret.
Indvies officielt i foråret 2012.
Se mere om Superkilen i KBH #38 i vores bladarkiv.
Var dét en palme, her på Nørrebro? Og dét en kæmpe roterende donut? Cyklister og buspassagerer får drejet nakken af led for tiden, når de kommer gennem Mimersgadekvarteret.
Anlæggelsen af Superkilen langs den grønne cykelrute mellem Tagensvej og Nørrebrogade har nemlig taget fart. Og for at markere lokalbefolkningens 57 forskellige kulturelle baggrunde, udstyres det lange byrum med 57 forskellige stykker gadeinventar, indhentet fra 57 forskellige lande. Flere af dem altså ganske spektakulære.
Mildt sagt iøjnefaldende er også den nye belægning på området foran Nørrebrohallen, der ikke får problemer med at leve op til sit nye navn, Den Røde Plads.
De forskellige dele af Ydre Nørrebros helt egen verdensudstilling vil løbende blive klar til brug i løbet af sensommeren og efteråret. Men der vil stadig være mindre byggeindhegninger og detaljer der skal tilføjes, og den officielle åbning bliver først til foråret.