pixel

Stejlepladsen får den variation, som mange savner andre steder

Der er fuld gang i opførelsen af kvarteret 'Stejlepladsen', og ny information viser mere af, hvad der er i vente.

stejlepladsen facader

Det er den sydligste del af Sydhavnen, der i disse år står for den største del af byggeaktiviteten i det gamle industri- og arbejderkvarter.

Og i den allersydligste del finder vi det nok mest kontroversielle projekt: Stejlepladsen, der først mødte indædt modstand, men som nu er godt på vej op af mulden lige ved siden af den rustikke 'Fiskerhavnen'. 

Her bliver der hørt John Mogensen og drukket øl på flaske — og her kan man byde på klondyke-stemning af den slags, hvor en tilsyneladende glemt campingvogn fra 80'erne er parkeret mellem et par blå containere og et selvbygget træhus med bliktag.

Men lige ved siden af er et nybygget kvarter altså på vej til verden — og for nylig afholdt selskabet bag projektet et informationsmøde, der afslører mere af, hvilken arkitektonisk virkelighed der er ved at indfinde sig her blot et fiskestangs-kast fra Sjællandsbroen.    

Sild og kutter på vejen 

Lige siden planerne for kvarteret først blev præsenteret, har det været idéen, at den lidt kaotiske og selvbyggede karakter ved Fiskerhavnen skulle "oversættes" til det nye kvarter med 900 nye boliger.

Dén tanke blev cementeret, da områdets kommende gader sidste måned blev navngivet på Københavns Rådhus. Med navne som Ørredvej, Sildevej, Kuttervej og Skudevej var der regulært fiskeritema, da kvarteret var en tur nede i døbefonten.

Men rent arkitektonisk skal oversættelsen manifesteres i stor forskellighed fra hus til hus — i hvert fald når man alene ser på facaderne:

"Ved at lade de enkelte huse fremtræde med sin egen farve, materialitet og vinduessætning opstår der et stærkt tilhørsforhold til det enkelte hus; beboeren identificerer sig med sin egen arkitektur."

Sådan lød det på et af de slides, der ledsagede den nylige præsentation. Og dermed ønsker man altså at skabe noget helt andet end de mere bastante, monolitiske byggerier, der har rejst sig mange andre steder i byen, og hvor man som beboer udefra kan have lidt svært ved at identificere sig med sit hjem — simpelthen fordi det blot er én af måske 100 lejligheder i samme struktur og ligner så meget af alt det andet lige ved siden af.

Variation hvordan?

Den oprindelige vinderplan fra Christensen & Co. og bl.a. Urban Power fra 2019 lagde op til, at der blev skabt "ægte" variation i form af, at store dele af Stejlepladsen blev udstykket i små byggefelter, så selvbyggere kunne opføre deres egne små — og lidt større — huse.

Metoden trak tråde tilbage til "gamle dage", hvor mange karrér opstod ved, at én bygherre byggede sig en bygning. Endnu et byggeri hæftede sig så på den efterladte gavl, og sådan fortsatte det, indtil man havde en hel karré.    

Dén vision for Stejlepladsen overlevede dog ikke mødet med By & Havn og PFA Pension, der købte grunden med henblik på at bygge på den, så de kan skabe afkast til deres kunders pensioner.

Kvarteret Stejlepladsen kommer derfor ikke til verden ved, at mindre enkeltbyggerier bliver opført ved siden af hinanden i varierende materialer. I stedet bygges det hele — som meget af det nye København — i én effektiv omgang finansieret af pensionsselskabets pengetank.

Men i hvert fald udadtil vil kvarteret stadig have meget af den variation, som vinderarkitekterne så for sig.

For de store bygningsvolumener vil få spring i højden og forskellige tagformer — og facaderne vil senere blive beklædt med meget forskellige materialer og være isat vinduer i forskellige størrelser og former.

Facader i alt fra blåt genbrugsmetal over røde, genanvendte tegl til grå naturskiffer er på programmet — og udbredelsen af smalle boliger vil gøre, at der ikke er langt fra den ene facadetype til den næste.   

Ud til gaden skal det skabe noget af den afveksling og "kaos", som i hvert fald nogen savner i byens mere ensartede kvarterer med store, monotone flader og begrænset afveksling fra facade til facade.

Offentlig adgang nu

Om stemningen bliver ligeså 'autentisk', som hvis Stejlepladsen var blevet bebygget af selvbyggere, ved vi mere om i løbet af nogle år. 

Byggeriet er i fuld gang, og der er netop blevet gravet ud til den parkeringskælder, som stort set skal overflødiggøre parkeringspladser på terræn.

Og så er man tæt på at være færdige med anlægget af 'Nordkysten' og 'Stranden', som der nu er offentlig adgang til. Områderne skal være de kommende beboeres — og gæsters — grønne frirum ud mod Fiskerhavnens både.     

Ved udgangen af i år vil hele området have fået lagt de kloakker, vandrør, elkabler og så videre, der skal til, før man kan bygge nye huse ovenpå.

Så fra 2025 vil man kunne se det meste af området begynde at rejse sig over jordhøjde, og de første Stejleplads-beboere kan efter planen flytte ind i første halvdel af 2026. 

Også gang i naboen

Hele Stejlepladsen — med Ørredvej, Sildevej, Kuttervej og alle de andre — vil efter planen være klar midt i 2028, men der vil være kraner i området flere år ud i fremtiden.

Stejlepladsens komme — og den nye metrostation ved Sluseholmen — har nemlig "trukket" det sydligste af Sydhavnen tættere på byen, både mentalt og rent transportmæssigt; og utvivlsomt også gjort det mere økonomisk attraktivt at byudvikle området.

I hvert fald afslørede ejerne af et stort industriområde lige ved siden af Stejlepladsen i 2022, at man nu også her ville til at skabe et nyt kvarter i byen.

Her i sommer var planerne nået så langt, at der blev sat gang i processen med at udvikle en egentlig lokalplan for 'Bådehavnsgade Vest'. 

Et rimeligt bud kunne derfor lyde, at der inden for de næste tre år også ruller gravkøer til Stejlepladsens nabo, og at hele området vil være færdigtransformeret med i alt cirka 3.400 nye boliger om måske ni-ti år.  

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

johnjoiz

Mht. Bådehavnsgade Vest. Er der mon nogle tanker/retningslinier for byggeriets udformning, i stil med Stejlepladsen?

Eller kommer der mon endnu en gang firkantede rædsler styret af profitbegær?
Snahfulo
Okay - det r blevet bedre, men en væsentligt element er at det bliver kedeligt med de ens etagehøjder - sorry - just is.
ned_krivblade0r

Fint og smukt. Endnu et nyt byområde, der vil blive kraftigt påvirket af Københavns Skyttecenters og KFK’s forfærdelige støjforurening. Ligesom Sydhavn, Ørestad og Islands Brygge.

Kan der virkelig ikke gøres noget ved de mange høje skud/eksplosioner pr. sekund hver lørdag /søndag morgen/eftermiddag?
jensbierring ned_krivblade0r
Ja, Man kunne bruge noget overskudsjord til at forhøje støjvoldene

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling