Royal Arena åbner med tredobbelt koncertbrag
Til februar ilddøbes Københavns længe ventede multiarena af Metallica med tre udsolgte koncerter på seks dage.
Efter årtiers snak og over tre års byggeri er der endelig sat en dato på indvielsen af hovedstadens nye store superarena i Ørestad. Til gengæld bliver det så heller ikke med et lille ydmygt knald, men et kæmpemæssigt rabalder fordelt over en uges tid, når verdens største metalband Metallica spiller hele tre koncerter i træk 3. februar, 5. februar og 7. februar 2017.
Opdatering 3. oktober: En fjerde Metallica-koncert 9. februar 2017 er tilføjet.
De 3x15.000 billetter til 3xMetallica i hallen tegnet af arkitekterne 3xN var udsolgt på 3x15 minutter, så det bliver en regulær ilddåb for Royal Arena med de store ambitioner og den lovede gode akustik.
Hard rock-legenderne er egentlig ikke på tour til den tid, så åbningen er en eksklusiv koncertrække, der er kommet i stand takket være københavneren Lars Ulrich bag trommesættet.
Helt skræddersyet bliver det ugelange hjemmebaneophold dog ikke. Metallica tager nemlig deres sædvanlige runde scene med og stiller midt på halgulvet, selvom Royal Arenas tribuner er designet i en hesteskoform med fast sceneplads ved den ene endevæg. Det kritiserede designvalg, der begrænser tilskuerkapaciteten til sport til 12.500, må altså vente til efter den tredobbelte indvielse med at bevise sin berettigelse.
Queen, svømning og ishockey følger
Når Metallica har åbent ballet, forventes der fremover mellem 60 og 80 årlige sports-, koncert- og show-arrangementer i Royal Arena, som skal være fremtidens samlingspunkt for det helt nye byområde Arena-kvarteret i Ørestad Syd.
Queen-musicalen 'We Will Rock You' har meldt sin ankomst i april og maj 2017, og de første af de internationale sportsmesterskaber, som Royal Arena bliver bygget for at trække til byen, er også annonceret:
EM i kortbanesvømning i december 2017 og VM i ishockey i maj 2018 (der deles mellem København og Herning, med finale i Ørestad).
Det er Realdania og Københavns Kommune, der opfører og ejer selve bygningen, mens superarenaen drives af et selskab under den multinationale arrangør Live Nation Entertainment. Arbejdstitlen Copenhagen Arena er blevet kongelig gennem et navnesponsorat fra bryggeri-koncernen Royal Unibrew.
Se meget mere om udformningen af Royal Arena her på Magasinet KBH