Fiks det der kan fikses
Fingernemme nørrebro-kunstnere afhjælper københavnernes brug-og-smid-væk-kultur.
Reperation-Rebuild
17. - 25. januar
En workshop og efterfølgende fotoudstilling hos YNKB, Baldersgade 70, Kbh N
Reperation-Rebuild er et samarbejdede mellem kunstnergrupperne YNKA og K-O-N-T-O og bliver gentaget hvert kvartal i 2015, næste gang i starten af april.
YNKB
Ydre Nørrebro Kultur Bureau (YNKB) er en kunstnergruppe grundlagt i 2002.
Gruppen interesserer sig for genbrug, reparation, selvforsyning, autonomi og for kulturelle aktiviteter i de lokale miljøer.
YNKBs mål er at inddrage folk i deres kunst, for at få kunst til at blive en del af deltagernes hverdag.
Hvis dit hjerte stadig banker for den gamle smadrede tekande eller de hullede yndlingsbukser, hvorfor så ikke reparere i stedet for at smide ud?
Det handler om at skabe nyt liv for sine gamle ting, når Ydre Nørrebro Kultur Bureau (YNKB) byder indenfor til reparations-workshop i deres lokaler på Baldersgade sammen med vennerne fra kunstnergruppen K-O-N-T-O. En gang i kvartalet er alle velkommen til komme forbi med sager, der skal fikses, og sammen med de fingernemme kunstnere finde ud af, hvordan det gøres flottest og sjovest.
Resultatet af dagens kreativitet kommer på tur foran blitzen til brug for den efterfølgende udstilling i de samme lokaler, og derfor hænger der nu et A4-ark med foto og oplysninger om Magasinet KBHs gamle uldcardigan til fri beundring hos reparations-aktivisterne på Ydre Nørrebro.
Hjælp til selvhjælp
Selvom stemningen på workshoppen i allerhøjeste grad er imødekommende og hjælpsom, så skal initiativet Reperation-Rebuild dog ikke forveksles med en tur til cykelsmeden. Her er værktøj og vedledning, men deltagerne skal selv yde, og hvis man ikke ved hvordan, så skal man nok få det lært.
Så cardiganen fik lappet huller og syet en knap i med tålmodig hjælp af Kirsten Dufour fra YNKB. Symaskinen var på arbejde og der blev trampet løs på pedalen. En lysestage blev hel igen, og en cykel fik forlænget sine leveår. Også de omkringfarende børn var aktivt deltagende, når tøjbamsen fik syet sine ben på igen og der blev flettet flotte nye snørebånd.
»Hele processen er også en vigtig del af værket. Du oplevede selv, at du bliver sat i gang, og du ved ikke, hvordan du skal gøre det, men vi finder ud af det sammen. Det er en kollektiv proces, der er et fællesskab i at finde frem til, hvordan vi ordner tingene,« siger Morten Bencke, der er medlem af både YNKB og K-O-N-T-O.
Hvad er værdi?
Meningen med det hele er, at sætte fokus på københavnernes stigende brug-og-smid-væk-kultur, forklarer Kirsten Dufour:
»Alle de ting, vi omgiver os med, er masseproduceret, men i det øjeblik du kommer og laver et eller andet på det, så bliver det pludselig et andet værk. Det bliver et kunstværk, og det er værdifuldt. Samfundets smid-væk kultur er meget brutal, for vi knytter os til de ting, vi har. De bliver en del af os.«
»Vi skal være opmærksomme på ikke at smide ting ud, som faktisk ikke fejler noget, men hvor et sting med en sytråd, en klat lim, eller en skrue kan gøre forskellen for, om tingene kan bruges igen. Vi prøver at skabe opmærksomhed på de ting, vi omgiver os med, og den måde vi forholder os til dem på. Leddet derefter er at tale om værdi. Hvad er værdi? Er værdien, at man går ned i en butik og køber en genstand til rigtig mange penge, eller ligger værdien i at give en ting opmærksomhed, nænsomhed og kærlighed?« supplerer Morten Bencke.
Det er planen, at alle de udstillede københavnerreparationer i sidste ende bliver til en bog som inspiration til andre glade genbrugsentusiaster. Næste workshop finder sted i starten af april, hold øje med YNKB.dk og K-O-N-T-O.dk.