pixel

Nu kommer rådhustårnet tilbage — med nyt guld

Efter halvandet års renovering af rådhusets murværk er arbejdet nu færdigt — og tårnet vil få lov at stå frit igen.

rådhustårnet, ur, renovering

Efter at have gemt sig bag stilladsdug i næsten halvandet år er København gode, gamle rådhustårn nu igen ved at komme til syne over byen.

Siden rådhuset blev indviet i 1905, er det 105 meter høje symbol på København faktisk kun blevet renoveret én gang. 

Det skete tilbage i 1977, og sidste år var det igen blevet tid til en opfrisker til det gamle bygningsværk — en opfrisker som altså nu er afsluttet.

Stærkere murværk

Blandt andet er ødelagte mursten og fuger udskiftet i det 119 år gamle murværk. 

Den nye, og mere moderne, fuge vil hjælpe rådhustårnet med at komme af med mere fugt, hvilket både vil forbedre indeklimaet og forlænge konstruktionens holdbarhed.

Udsigtsbalkonerne har desuden fået renoveret sten og gulv — og så er der installeret helt nye glaspartier ud til balkonen, der skal forhindre vand i at sive ind fra balkonerne.

Altsammen er det forbedringer, der forhåbentlig betyder, at bygningen til at starte med kan klare et århundrede mere.

Som led i arbejdet man også erstattet det indvendige 'taghus' i beton med et nyt af træ. Det oprindelige taghus var også af træ, men blev i sin tid udskiftet netop af hensyn til fugtdannelsen.

Men da moderne træbehandling sikrer langt mere modstandsdygtig træ end i starten af 1900-tallet, har det altså igen været muligt at opføre en træ-version, der passer til arkitekten Martin Nyrops ønsker for bygningen.

Nyt guld på uret

Havde København sin egen lyd, ville det uden tvivl være melodien fra rådhustårnets klokker, som hele landet spændt venter på nytårsaften — og som er komponeret specifikt til Københavns Rådhus.

Den trofaste ringning og tidstagning til mere end hundrede nytårsaftener — og på alle årets andre dage — siden 1905 havde dog sat sine spor.

I hvert fald var den originale forgyldning på uret flere steder slidt helt væk, og det skulle naturligvis ordnes, når nu man alligevel var i gang.

Derfor er både den gamle urskive og viserne blevet håndforgyldt med nyt bladguld, så det igen stråler flot på afstand.

Uret på klokketårnet er i øvrigt ikke det eneste ur på rådhuset, der netop har gennemgået en renovering.

Også Jens Olsens Verdensur — der blev indviet i 1955 og kvit og frit kan beskues i rådhusets stueetage — er de senere år istandsat, så værket nu igen stråler og går som smurt.

Med hele 14.448 enkeltdele regnes værket som et af verdens mest komplekse, mekaniske ure, som udover klokken byder på en række astronomiske funktioner.

Rådhustårnets renovering har været forberedt i mange år med hjælp fra blandt andet radarscanninger, 3D-modelleringer og fugtanalyser.

Hele renoveringen har kostet 19 millioner kroner. Den sidste rest af stilladset ventes taget ned i oktober.

Læs mere om rådhusets og Rådhuspladsens historie her

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling