Breaking news & andre ting fra Rantzausgade

Der er lokale nyheder, og så er der Rabarberbladet. Forsidebaskerne på den nye lokalavis for Rantzausgade og omegn spænder fra et barns personlige rekord i hudafskrabninger, over en pestramt baby begravet under basketbanen i Hans Tavsens Park, til en pensioneret blomsterhandler, der vil begraves ved siden af sin ven, men det haster ikke.

Bare det har en ultralokal vinkel, er vitterligt ingen nyhed for lille til den smukt opsatte avis, der blot består af forside og bagside. Rabarberbladet udkommer i et oplag på 700 gratis eksemplarer hver fjortende dag, med journalisterne Anders Haahr Rasmussen og Martin Selsøe Sørensen som tovholdere.

Formen er den klassiske nyhedsjournalistik, men med den prisme, der kommer af reel undren og lydhørhed overfor alt, hvad der rører sig i Rantzausgade og omegn. Men hvorfor netop her?

»Fordi vi bor her,« svarer begge redaktører med én mund. Såre simpelt. Et udlevet eksempel på det klassiske råd til spinatfugle og andre skribenter: Skriv om det, du kender.

Det store i det små

»Vi ville gerne vise, at det lokale er vigtigt,« siger Martin Selsøe Sørensen om Rabarberbladet, der udkom første gang i september. Hver anden fredag siden har avisen under "Breaking News & Andre Ting" på titelbladet blandt andet dækket potrygende minigolfspillere, vildfarne fugle og hvorfor den lokale Irma pt ikke har tørrede abrikoser på hylderne. Her kommer udlandet utroligt tæt på, men igen med det lokale i fokus.

Det hyperlokale, vel at mærke. Der var en vildt god historie, som måtte skrottes, da den foregik i Korsgade. Blot en langspytklat fra Rantzausgade, men i Rabarberblads-sammenhæng en helt anden verden.

Alt i Rabarberbladet er skrevet af lokale unge med skrivelyst. De skiftende, frivillige skribenter er mellem 17 og 25, og arbejdet med Rabarberbladet får åbnet det journalistiske i dem. De får selv ideerne, men de to garvede journalister klæder dem på, så enhver historie bliver læsbar og interessant, også sprogligt. Det store i det små må gerne være selvhøjtideligt, så længe det er inddragende.

»Det er faktisk ikke så svært. Det er for eksempel at skrive om det tidspunkt, hvor solen rammer discokuglen i Brorsons Kirke, som andre ville dække måneformørkelsen,« siger Anders Haahr Rasmussen.

Rørende opbakning

Opbakningen fra de lokale er mærkbar og positiv. Folk vil gerne være med, både skribenter, grafikere og andre har meldt sig, siden bladet blev en realitet. Og Rabarberbladet bliver revet væk, når det distribueres fra håndplukkede erhvervsdrivende i gaden.

»Jeg har boet her længe, men har aldrig hilst på så mange i gaden som nu. Bladet er en god krog til at begynde en samtale,« fortæller Anders Haahr Rasmussen.

Redaktørerne har en hel række rørende anekdoter om det fællesskab, bladet har skabt, fordi der pludselig er en indgang til at snakke med hinanden og en fælles referenceramme. Sværhedsgraden i projektet har dog været en overraskelse:

»Vi troede, det hele ville være sværere, faktisk,« siger Martin Selsøe Sørensen.

Frygter ikke bladdød

Der er givet støtte og fundet penge til at udkomme indtil midten af november, men det ser ikke ud til at få de to til at frygte, at Rabarberbladet snart bliver en lokal-saga blot, som de lignende men nu hedengangne ultralokalsprøjter Kongevejen og Skt. Hans Gade og Omegn. Arbejdet med at søge fonde og mæcener foregår for fuld skrue. Faktisk er det netop problemet.

»De penge, vi skal finde, skal købe os mere tid til det her,« forklarer Anders Haahr Rasmussen.

De to journalister arbejder freelance ved siden af for etablerede medier, men måske har de fået iværksætterblod nok på tanden til at så flere rabarber-frø og eksportere konceptet til gader i andre bydele. De arbejder på det. Hvis det kan fungere her, så kan hyper-lokaljournalistikken måske spire og gro andre steder. Også gader uden pest-babyer.