Prøv bæredygtigt gadeliv
Nørrebro-festival har skæve gadeevents, usædvanlige oplevelser og lokalhygge.
Forår i gaden
4.–12. maj 2011 over hele Nørrebro.
Husk også gadefest i Blågårdsgade lørdag 7. maj, se programmet her.
Nørrebro er nok det kvarter i København, hvor bilerne føler sig mindst velkomne. De seneste år har bydelen nemlig eksperimenteret med alverdens former for bilbegrænsninger og gadeafspærringer, som har gjort livet surt for bilisterne.
Men det har ikke været uden bagtanke, for når bilisterne kører i en bue om bydelen, blomstrer bylivet. Men hvordan skal de bilfrie gader indrettes, hvis folk skal lokkes til? Og hvordan gør man en tidligere tungt trafikeret gade til et rekreativt rum?
Netop de spørgsmål er temaet for Nørrebro-festivalen Forår i Gaden, som løber af stablen fra 2. – 14. maj.
Siden efteråret har Nørrebro Lokaludvalg sammen med en række bylivsentusiastiske borgere arbejdet på en bæredygtig visionsplan, som skal gøre Nørrebros nyinddæmmede byrum mere levende. Og frugten af det arbejde får du nu mulighed for at se nærmere på under gadefestivalen.
Safari på Assistens og Blågårds taghave I løbet af forårsfestivalen vil syv vidt forskellige aktiviteter folde sig ud på udvalgte gader og hjørner i den populære bydel. De inddrager både nuværende og kommende byrum, og viser helt alternative måder at bruge de udendørs, urbane kvadratmeter på.
For eksempel kan du ved Nørrebro Station tage en gyngetur i byrumsmøblet Den Gyngende Have, mens du spiser æblekage, drikker myntete og sludrer med Teknik- og Miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard.
På taget af Blågård Skole kan du se den hjemmedyrkede urte-taghave og lave dit eget transportable blomsterbed – lige til at tage med hjem. Du kan også bytte stiklinger, blomsterfrø og udveksle gode gartnerråd med dine fellow-nørrebro’ere.
Zoologen Lars Thomas inviterer på storby-safari på Assistens Kirkegård, og i Guldbergsgade vil de omkringliggende fritidsklubber kæmpe om den lokale ære i en storslået gadefodboldturnering.
Og det er kun et udpluk af de mange aktiviteter, der også tæller en gadefest på Vævergade 8. maj, hvor den nyåbnede Griffenfeldsgade-restaurant Spiseriet vil byde på hjemmelavede sandwichs og masser af hygge.
Arrangementerne foregår kun et par enkelte gange hver, så skynd dig at tjekke festivalens program ud på linket ovre til højre.