Pop-up-marked på Carlsberg
Fakta
Boxland Bazar
Hver weekend klokken 10-17 indtil 29. september.
Ny Carlsberg Vej 101, Kbh V, lige ved Elefantporten.
Trænger du til at dyrke nyt loppemarkedsterritorium, så kig forbi Carlsberg, hvor en stor p-plads er indtaget af blå containere og omdøbt til Boxland Bazar hver weekend hele sommeren.
Grupper af otte-fods containere er opstillet i kors, så de danner små gader imellem sig og indeholder i alt 40 små pop-up-shops. Ud over de faste mini-butikker har Boxland Bazar plads til op mod 100 stande i weekenden.
Melder sulten og tørsten sig under loppeshoppingen, så ligger Boxland lige op og ned af strandbaren Stranden og Carlsbergs spritnye langborde-i-et-cykelskur-restauration med det lige så præcise navn Øl&Kød.