pixel

Indadvendt shopping­center skal åbnes op

Det bilcentriske Tårnby Torv fra 1960'erne skal føres ind i det 21. århundrede med en nedrivning og genopbygning.

Tårnby Torv projekt

Selv den mest lokalpatriotiske amagerkaner vil nok indrømme, at tiden er løbet lidt fra Tårnby Torv — et butikscenter der for nogen nok rangerer højt på listen over Københavns mest trøstesløse oplevelser.

I 1960'erne, da butikscentret blev opført, var det et typisk udtryk for datidens arkitektoniske tendenser: 

Et lavt, gråt betonbyggeri er omkranset af parkeringspladser, og aktiviteterne vender indad — og ikke ud mod gadens rum.

Det er et grundprincip, der har overlevet helt ind i det 21. århundrede, blandt andet med Fisketorvet fra år 2000 og Ørestads Field's fra 2004 der ligger kun godt en kilometer væk. 

Netop opførelsen af Field's endte med at betyde, at daværende planer om en udvidelse af Tårnby Torv til et regulært shoppingcenter henover den nærliggende motorvej blev skrinlagt.

I dag ser projekterne dog noget anderledes ud, når man foreslår nye rammer til lokalt butiksliv i København.

I Nordhavn har By & Havn blandt andet forsøgt at sone for Field's ved at gøre Århusgade til en regulær butiksgade med udadvendte aktiviteter.

Også Tårnby vil nu gøre noget ved konsevenserne af fortidens syn på byplanlægning.  

Firmaet AP Ejendomme ønsker fuldstændigt at ombygge det gamle bycenter, og Tårnby Kommune er på vej til at sende en lokalplan for projektet i høring.

Hensigten er at give Tårnby Torvs naboer en noget anden udsigt end i dag. Det nuværende betoncenter skal rives ned, og der skal i stedet bygges helt nyt på torvet.

Det kommende bycenter vil ifølge planerne indeholde butikker, hotel, caféer og boliger — i en løsning der også vender sig ud mod gaden og en ny plads uden parkering.

Åbne facader skal skabe liv

På visualiseringen af det nye byggeri — som foreløbigt kun er en skitse — er byggeriets mest iøjnefaldende detalje nok de let vinklede facader.

Hensigten er, at karnapper og åbne altaner skal give bycentret et lettere udtryk end dets størrelse måske ellers lægger op til.

Nederst kommer byggeriet til at indeholde et butikscenter med åbne facader ud mod et renoveret torv — for at skabe liv på pladsen og gøre den til et mødested for lokale.

Der vil også blive plads til beplantning i form af træer, noget der i dag er helt fraværende på torvet.

Indenfor bliver butikscentret indrettet med butikker fordelt på hver side af et klassisk hovedstrøg gennem hele bygningen.

Håbet er også at integrere et hotel i bygningen, ligesom fitness- og sundhedscentre — og ikke mindst boliger — skal medvirke til at skabe liv i og omkring bygningen.

Øverst vil der ifølge planen blive anlagt en offentlig tilgængelig taghave, hvor centerets gæster skal kunne nyde noget dansk sommer i grønne omgivelser der ligger i læ af det omkringliggende byggeri.

De nye boliger vil blive fordelt mellem et-værelses lejligheder og familieboliger, og en del af dem placeres i et nyt, separat byggeri overfor Tårnby Torv.

Her vil AP Ejendomme opføre et boligbyggeri i tre etager med samme åbne baser i stueetagen som i 'hovedbyggeriet', på en plet hvor der i dag er en lille græsplæne og en parkeringsplads.  

Vil have kunderne tilbage

Selvom Field´s har snuppet en god portion af handelstrafikken, er Tårnby Torv fortsat et populært sted at handle ind for lokalbeboerne.

Med den nye lokalplan og byggeplanerne satser Tårnby Kommune dog på, at torvet kan skabe et helt nyt bymiljø omkring Tårnby Station — og at området kan genskabes som byens butikscentrum.

Man vil med andre ord have ’sine’ kunder tilbage.

Og da der ifølge den nye lokalplan kan etableres helt op til 19.000 m2 butikker til detailhandel, bør der være god plads til nye erhvervsdrivende.

Men først skal projektet igennem høringsfasen, der i erkendelse af projektets omfang og betydning for områdets fremtid er udvidet fra fire til otte uger.

Her kan alle dele deres reaktioner på forslaget, hvis endelige form er til debat — også f.eks. om facaden skal være af træ, beton eller tegl som på den aktuelle visualisering.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling