Nyt Nordhavn atter i modvind
Der er de naboer, som byder velkommen med nybagt kage og frisklavet kaffe. Og så er der de naboer, der sender sin glubske hund i hælene på dig, i håb om at du aldrig flytter ind.
Gentofte Kommune må siges at tilhøre sidstnævnte kategori. I hvert fald når det kommer til københavnernaboen, Nordhavn, der efter planen skal omdannes til en kæmpe kanalbydel med havnebad, vindmøllepark og supercykelstier
For udsigten til Nordhavns kommende vindmøllepark med i alt 150 kystvindmøller, har fået Gentoftes viceborgmester, Ejvind Vesselbo – der ikke uvæsentligt også indtager pladsen som Venstres miljøordfører i Folketinget – til at klage til transportminister (og partifælle) Hans Christian Schmidt.
Spørger man Vesselbo, vil vindmøllerne nemlig både skæmme gentofteborgernes udsigt, ødelægge naturen og larme. Og noget tyder på, at klagerne har virket, for i næste uge vil transportministeren efter sigende fremlægge et lovforslag, som spænder ben for opførslen af de omstridte vindmøller.
Men lovforslaget stopper som tidligere fortalt ikke der. Det nye Nordhavns størrelse, der efter planen skulle rumme 40.000 beboere og ditto arbejdspladser, har nemlig også fået Gentofte til at protestere, og lovforslaget vil derfor lægge op til, at projekt Ny Nordhavn skal skrumpe ind til blot 5-10 procent af de oprindelige planer.
I parentes bemærket kunne syv ud af 10 københavnere ifølge en dugfrisk undersøgelse fra Københavns Energi godt leve med udsigt til vindmøller. Men det forholder sig åbenbart anderledes, når man bor i Gentofte.
Læs mere om det obstruerende lovforslag hos DR P4 København
Læs mere om københavnernes følelser for vindmøller hos Politiken