Nu begynder det maniske

Fakta

Bertelsen og KBHs vandring

Tirsdag den 21. september ­mødes Bertelsen og KBH klokken 10. Dagens mission er at genskabe Bertelsens vandring tværs over Spanien og gennemleve de følelser han oplevede dernede. Blandt andet den maniske tilstand han kommer ind i når han vandrer langt.

Ruten starter ud ved Valby Station og ender ved Trianglen klokken 17. Undervejs brænder Bertelsen fire møder af, men tager i stedet fire kaffe- og ­frokoststop med KBH.

På Valby Station dokumenterer Bertelsen rutens start med et pasfoto ... af den sjove slags.

Når årets julekalender toner frem på DR2, kommer seerne på en 500 kilometer lang pilgrimsfærd med Mikael Bertelsen. KBH varmer op med en syv timer lang gåtur i København hvor tv-manden fortæller om at gå i hundene, sy sine ­fødder sammen og at flygte fra sit eget filmhold. Og om den mani der kommer af at gå langt.

April 2010. Mikael Bertelsen står ved et kloster i León, en middelalderby i det nordlige Spanien hvor gamle slotte troner på klipperne. Det er tidlig morgen, luften er kølig endnu. Bertelsen er iført skjorte, hæklet slips, shorts fra fremmedlegionen og en taske fra en amerikansk elitesoldat pakket med 24 kilo udstyr.

Omkring ham gør filmholdet klar. Tuner de specialkonstruerede cykler som kameraerne kan monteres på. En fotograf har medbragt en paraglider så han kan filme fra luften med en motor monteret på ryggen og kameraet bundet fast om maven.

Bertelsen har godt 500 kilometer foran sig. De næste tre uger skal han vandre ad en af middelalderens pilgrimsruter, Jakobsvejen, der går tværs over Spanien og slutter ved den berømte katedral i byen Santiago de Compostela. Ruten er kendt som en færd der rører folk dybt. Psykisk. Og fysisk. Ruten kommer også til at ramme Bertelsen meget hårdere end han forestiller sig.

Jeg risikerer at blive manisk September 2010. Mikael Bertelsen ankommer til Valby Station iført solbriller, sort frakke, paraply og vandresko. Han er hjemvendt fra Spanien, klar til at fortælle om strabadserne. Siden turen er det med at gå blevet en vigtig ting for ham. Så derfor vil vi i dag krydse København til fods. Og for hvert skridt vil vi genleve turen i Spanien.

Vi går mod stationens udgang da Bertelsen opdager en pasfotoboks. Han tøver.

”Skal vi tage et pasfoto?” spørger han. ”For ligesom at dokumentere at vi starter her?”

Jeg når ikke at svare før han sætter sig ind og fumler med knapperne. Tre minutter senere kommer han ud med billedet; et trickfoto hvor hans storsmilende ansigt er sat sammen med en bodybuilder-krop der giver thumbs up. Det ser vanvittigt ud. Men det vækker glæde hos ophavsmanden.

”Det er godt, ik’?” Han smiler, ikke uden triumf i blikket. Man ved næsten ikke hvad man skal svare.

Så forlader vi Valby Station, og Bertelsen ridser dagens mission op: At gå til vi bliver maniske. Han fortæller om Ludvig Feilberg, en fodturspsykolog der studerede hvad der sker mentalt når man går langt.

”Efter 20 kilometer slipper tankerne deres faste greb om dagens emner og glider over i et sjæleligt friløb. Efter 25 kilometer strækker sjælen sig ud i landskabet og vender tilbage med fornyet friskhed. Det er meget smukt, og det passer virkelig. Det virkede meget kraftigt på mig. Ens tanker bliver som drømme. Og jeg blev næsten manisk af at gå langt, helt speedet, og … ”

Han skæver over til mig.

”Det kan også risikere at ske i dag. Nøglen er at vi ikke stopper undervejs. Efter 6-7 kilometer vil vi få en stærk trang til at stoppe og spise, men det forstyrrer det rolige nervesystem, siger Feiberg. Så det må vi ikke.” Vi ser på hinanden. Og nikker.

Eksperimentet Så begynder vi at gå: Op ad Valby Langgade med kurs mod Østerbro.

”Det startede ellers godt,” begynder Bertelsen. ”Men filmholdet var simpelthen bange for at det ville blive kedeligt. Jeg skulle bare gå og gå i tre uger, og måske ville der ikke ske en skid. Tilrettelæggeren var allerede begyndt at få kolde fødder før afrejse. Han ringede: ’Jeg har skrevet lidt manus bare for at sikre at der sker noget.’” Og det gik slet ikke, kunne Bertelsen mærke.

”Det er en syge der ligger i tv. I nyhederne i dag har man jo næsten konklusionen inden man laver nyheden, og så skal man bare ud at finde de folk der kan sige det man vil have. Man vil kende det færdige resultat fra start. Og jeg har altid selv været ekstremt kontrolleret når jeg laver noget. Jeg har siddet i timelange møder for at diskutere fonten på rulleteksterne. Men nu ville jeg prøve det modsatte. Droppe al manuskript, forholde mig åben, gå og se hvad der skete.” Det var missionen. Eksperimentet. Lidt af et sats på tv, kan man sige.

Den første dag gik Bertelsen helt vildt hurtigt. Da aftenen kom, havde han tilbagelagt 40 kilometer. Han fandt et kloster, sov der, og drog videre klokken halv syv næste morgen. Klar til 40 kilometer mere. Benene værkede. Fødderne var ømme. Han gik over sneklædte bjerge, gennem billedskønne landskaber, og da dagen gik på hæld, fandt han et nyt kloster. Han vaskede sig, skiftede til pyjamas. Men kunne ikke sove. Sovesalen var hed, der lå 60 snorkende mennesker, og da Bertelsen stod op klokken seks næste morgen, mærkede han det. Trætheden. Og de 80 kilometer i benene. Den var gal.

”Den dag begyndte jeg at falde fuldstændig fra hinanden,” siger han.

Vi går lidt, helt tavse. Gennem Carlsberg, forbi elefanterne.

”Nå!” udbryder han så. ”Jeg trænger til en kop kaffe.”

Vi ser på hinanden, overraskede.

”Ja, det går jo godt nok lidt mod Feibergs ord …” Han tøver. ”Men ... mon ikke det går med én kop? Jeg kender et godt sted.”

Helt i hundene Desværre er kaffebaren sporløst forsvundet, og vi ender på Riccos på Istedgade stedet. Da vi en halv time senere forlader stedet, er vi kun lige kommet ud da Bertelsen opdager et skilt på vejen.

”Hov! Der var kaffebaren!”

Vi står lidt og ser på skiltet. Tøvende, stumme. Han ser på mig.

”Skal vi tage en kop kaffe mere?”

”Vi går godt nok meget imod Feibergs ord nu …” mumler han.

Lidt efter sidder vi over kaffen. Skamfulde. Men også med umiskendelige smil på læberne. Spontaniteten hersker, ikke noget manus her.

”Men så gik jeg altså helt i hundene,” siger Bertelsen. ”Det var tredje dag, og pludselig steg temperaturen med 15 grader. Mine fødder kogte i støvlerne, og i løbet af få timer udviklede jeg vabler overalt. Og så havde jeg også begået den fejl ikke at træne med det samme vandrebælte og taske som jeg gik med. Så jeg udviklede også sådan nogle … altså … virkelig store sår på hofterne.”

Radbrækket slæbte Bertelsen sig langs stierne ned ad bjergene under Spaniens bagende sol.

”Og der oplevede jeg noget mærkeligt. Turen op ad et bjerg er som at erobre noget. Men turen nedad er sindssygt hård. Det er ligesom at gå ned i døden. Til sidst gik jeg helt i hundene. Det ville være et enormt statusfald på åbent tv, og jeg gik og tænkte på at jeg bare ikke kunne give op efter tre dage.”

Med nød og næppe klarede han sig frem til et ­refugium den aften. Han slæbte sig ind på stedet med sår på hofterne og vabler som bylder under fodsålerne.

”Hjemmefra havde jeg læst om vabler og købt moderne remedier og Compeed-plaster. Men det var helt håbløst. Det virkede slet ikke. Jeg var på randen til at give op.”

Redningen Der sad Bertelsen så og prøvede at reparere sine fødder da en fuld vagabond kom hen mod ham.

”Han havde sølvfarvet skæg og ingen tænder. Og pludselig begyndte han at hive plastrene af mine fødder og råbte: ’bad chemical!’ Han forklarede at jeg skulle putte fødderne i varmt vand med eddike og salt og dernæst gennemhulle vablerne med nål og tråd. Normalt trykker man et lille hul på vablen, så væsken kommer ud. Men derefter lukker huden sig, og hvis man så går igen, kommer vablen tilbage. Bare større. Men når tråden er der, vil hullet holde sig åbent og væsken løbe ud.”

Den forklaring lød meget rimelig, syntes Bertelsen. Og syede tråde overalt gennem sine fødder. Dagen efter slæbte han sig igen ud. Og hans fødder var kureret. Men han var stadig tæret, udkørt. Han smed halvdelen af oppakningen. Kæmpede videre skridt for skridt.

”På vejene mødte jeg så nogle andre vandrende,” siger han, mens vi forlader kaffebaren og sætter kurs mod Hovedbanen. Bertelsen bliver dog forstyrret i sin fortælling da vi passerer en hjemløs kvinde i et Michael Jackson-outfit og et tvillingepar som fascinerer tv-manden i en sådan grad at han løber tilbage for at få taget et billede med dem. Det lykkes ham at få tvillingerne overtalt til at stige ud af deres bil, og efter en lang fotosession og en lang snak, fortsætter vi.

”På vejene mødte jeg flere der snakkede om et bjerg hvor der bor nogle korsriddere på toppen. Men man skulle ikke sove der, for der var beskidt, og man fik lopper.”

Men Bertelsen skulle bare have et sted at sove, så han slæbte sig derop og fandt stedet der viste sig at være et hjemsted for tidligere junkier og hjemløse. Bertelsen var helt til rotterne, men faldt i snak med ejeren, Tomas.

”Det er meningen med vandringen,” sagde Tomas. ”Ens person skal falde fra hinanden, og så skal man samle sig igen.”

”Vi fik en lang snak,” siger Bertelsen. ”Og det hjalp. Den nat sov jeg på et høloft, og da jeg dagen efter kom ned, havde jeg fået mental styrke igen. Og lopper … Men det er interessant, for jeg oplevede at hvis man bare er åben, så møder man hjælpere på vejen.”

Flugten Efter sammenbruddet kom Bertelsen ind i en rytme. Dagene gik, og han gik og talte med andre vandrende der åbnede op for helt utrolige fortællinger. Det samme sker mens vi nu går i København hvor han undervejs er faldet i snak med en kirketjener, to af fyrene fra Den Gale Pose og en mand fra Mændenes Hjem som vi stødte på ved en bænk i Enghaveparken. Tilfældige møder på gaden. Det var også Bertelsens mission på turen. Åbenheden, det spontane.

Men presset fra filmholdet begyndte at tage til.

”Tilrettelæggeren havde hele tiden forventninger, specielt til at jeg ligesom skulle blive religiøs på vejen. Men der måtte jeg sige til ham at begge mine forældre døde for nogle år siden i meget smerte, og jeg tror at hvis jeg ville blive religiøs … så var det sket dengang.”

”Oven i var der planlagt en masse ting, og til sidst blev det for meget,” siger han, mens vi traver gennem Hovedbanegårdens støj. En dag havde tilrettelæggeren planlagt at Bertelsen skulle være gæstelærer på en skole, og om aftenen tog holdet på hotel og holdt fest. Men Bertelsen lod være at drikke.

”Da jeg kom tilbage til værelset, pakkede jeg mine ting, og næste morgen stod jeg op klokken fem. Og stak af. Men jeg efterlod nogle ting på værelset. Tegn på at jeg måske var gået fra forstanden.”

Pas, penge og mobil. Den slags småting.

Vi ser på hinanden.

”NÅ,” udbryder han så. ”Men, nu er det vel også ved at være frokosttid!”

Kort efter har vi indtaget øl og smørrebrød på restaurant Tivolihallen på Vester Voldgade. Ingen af os har opdaget det endnu, men manien er på vej.

Friheden Bertelsen flygtede alene langs alternative ruter for at skjule sig. Om aftenen sov han i et brændeskur hos et ældre ægtepar, og næste morgen stod han op i morgenkulden og måtte gå i sin pyjamas for at holde varmen. Han havde dumpet sit tøj på værelset. Der gik han så, mutters alene i spanske skove, uden penge, pas og telefon.

”Og jeg havde det fantastisk!”

Han havde fundet den totale åbenhed, intet script. Bare tilfældet.

”Det var fedt.”

Vi går begge og smiler ved tanken; gennem Pisse­renden og op mod Sankt Petri kirke, som Bertelsen i sine unge år boede lige ved siden af. Nu går vi ind på pladsen uden for kirken, lyset falder i striber ned gennem trækronerne, og vi sætter os og kigger. Der er længe ro mellem os. Jeg ser på ham. Det er tid til ros.

– Mikael. Jeg er imponeret over din ro. Vi har gået seks timer nu. Folk har altid et præcist antal timer, så skal de videre.

”Jeg har også brændt fire møder af, mens vi har gået. Four and counting! Jeg får påmindelser på telefonen når der er møder jeg skulle have været til, og jeg kan se der er en del … Men. Det er jo ikke noget, man på den måde skal skilte med.”

Vi smiler og rejser os, fortsætter mod Botanisk Have med vinden i håret og friheden under fodsålerne. Det samme oplevede han på turen. I to dage var han løs, før tv-holdet fangede ham. Men hans protest havde virket, og holdet stoppede med at presse på.

Derfra kom Bertelsen endelig ind i flowet, ind i friheden. Han gik næsten 40 kilometer om dagen den sidste uge, gennem skove om natten hvor ulve løb løbsk, og hvor vilde hunde levede. Og så begyndte det.

Manien Til sidst var det som om der opstod noget magisk på ruten,” siger han. ”Om det er naturen, eller fordi man er så fysisk og psykisk følsom. Jeg ved det ikke. Men at gå gør noget utroligt ved psyken. Kierkegaard var jo depressiv, og han gik tur i København mange timer dagligt. Det hjalp ham, og den effekt er der virkelig. De dage hvor jeg havde gået meget, var jeg opmuntret og frisk. Næsten manisk opløftet.”

Han ser på mig. I det samme opdager han Rosenborg Slot og skifter resolut retning og hiver mig ned til gitteret ved slottet for at fortælle om de slag der blev udkæmpet dér under besættelsen og vise skudhullerne. Derfra glider han over i en historie om 9/11, mens vi går ind i Botanisk Have. Han taler hurtigere og hurtigere, og pludselig, midt i en historie om journalisten Claes Kastholm der sked på Gammel Madsens bord og tørrede røv i gardinerne, stopper han op.

”Nu begynder det maniske, kan jeg mærke.” Han står helt stille. ”Kan du mærke det? Vi er ved at få en fært af det ikke?”

Vi skridter fremad. Helt høje ved tanken. Han ser højtideligt på mig.

”Vi er på vej ned i en tilstand hvor det ikke giver mening at tale længere.” I det samme opdager han den lille café i Botanisk Have.

”Hov. Der er en café … Så kunne vi lige snuppe en kop kaffe.”

Vi sætter os. Sidder lidt i stilhed. Nyder kaffen.

”Men den største oplevelse,” siger han så,” ... var at komme fri af e-mail og telefon. De ting der hiver en ud af den situation man er i. Og så var det som om tiden gik uendelig langsomt. De tre uger virkede som et halvt år.”

Han tager en tår af sin kaffe. Ser frem for sig.

”Jeg synes at eksperimentet lykkedes. Da jeg havde gået længe nok, stoppede jeg ligesom med at jagte noget bestemt og prøvede at stole på at tingene nok skal komme, uden at man behøver jage dem.”

Han ser lige på mig.

”Og det virkede virkelig. Hvis man bare forholder sig åben, så kommer de vitterlig.”

Efter syv timer gennem København og Spanien giver vi hånd på Trianglen og siger farvel – stadig lidt manisk.