... det er en del af planen
Den sælsomme tv-vært Anders Lund Madsen fandt efter en ørkesløs søgen ro i de store ansigtstab
Anders Lund Madsen
Journalist, tv-vært og professionel ansigtstaber.
Er født 15. oktober 1963 og bor sammen med skuespilleren Karin Prehst Utoft på Østerbro.
Har børnene Sofie My på 20, Björk på 13 og Storm på 9 fra sit tidligere ægteskab.
Er uddannet journalist og har været fast skribent på bl.a. Ekstra Bladet, Urban og Jyllands-Posten.
Har medvirket i flere forestillinger af Zirkus Nemo med Søren Østergaard.
Har skrevet bøgerne 'Madsens ÆØÅ', 'Hold Masken Eller Der Falder Brænde Ned' og 'Bank På!'.
Har medvirket i en lang stribe radio- og tv-programmer bl.a. 'Natmadsen', 'Taxa-Madsen' og 'De Sorte Spejdere', og har flere gange speaket til OL.
Er i Politiken kåret som årets suverænt bedste tv-vært i 2010 for sin værtsrolle i 'Det Nye Talkshow' på DR.
5 hurtige om København
Bedste bygning
Huset i Krokodillegade i Nyboder hvor der sidder en kanonkugle i muren fra Københavns bombardement.
Yndlingsspisested
Saint Jacques på Østerbro
Yndlingssted
Midt på Langebro
Det værste ved byen
Shared space: At cykelstierne skal være lige så brede som vejene. Det giver trafikpropper.
Det bedste ved byen
At de åbne kloaker er væk, og lorten derfor er væk fra gaderne. For det må have været verdenshistoriens mest stinkende storby før voldene brød ned og København var så befolkningstæt at den var ved at eksplodere af folk og bæ.
Anders Lund Madsen om...
Sin tøjsmag
Som barn syntes jeg det var enormt flot med tøj som var orange, lysegrønt og lilla. Det synes jeg stadig.
Det gav en lidt bizar tøjsmag som ikke var decideret æstetisk. Jeg gik meget i ét sæt der var helt orange. Jeg syntes virkelig det var flot. Det var der ingen andre der syntes.
Det var også skrapt at se på. Jeg kan også godt se at det ikke var rigtig pænt. I hvert fald ikke objektivt set.
At være anderledes
Som barn faldt jeg noget ved siden af. Det fungerede meget godt, og jeg kan anbefale andre børn at finde deres egen vej. Men i dag er der så meget konkurrence om at være aparte, specielt i København.
Så hvis du vokser op på Østerbro, skal du virkelig lægge dig i selen for at være anderledes. Så kan det være svært at falde ved siden af for alvor. Og så er der ikke meget ved det.
Ingen forberedelse
Noget af det værste ved at arbejde er at kede sig. Jeg prøver virkelig at undgå det. Derfor er det også min erfaring at jo mindre forberedelse jeg laver, desto mere spændende bliver det.
Det er bare ikke den samvittighedsfulde måde at gøre det på. Det fører jo nogle gange til at det bliver pinligt. Det har jeg prøvet mange gange. Også hvor
det ikke stoppede med at være pinligt bagefter. Men det er altså også sjovere. Meget.
Dystre tanker
Jeg havde næsten ingen succesoplevelser i skolen. Men jeg fik én da jeg lærte at være problemfikseret i mine stile. Jeg fandt ud af at skrive nogle meget, meget dystre stile. Det var meget sådan noget med at jorden gik under og om truslen fra den kolde krig.
Jeg lærte at det blev anset som intelligent og indsigtsfuldt at kunne se problemerne. Hvorimod der ikke var meget prestige i at være humoristisk. Det er faktisk helt galt.
Ørevoks
Jeg har en meget voldsom produktion af ørevoks. Det er et problem, jeg kæmper med.
Hos DR skal jeg have øresnegl på fordi vi skal afslutte programmet på det helt rigtige sekund, og som regel kan jeg høre hvad de siger under første indslag, men så går mine ører amok, og jeg mister hørelsen.
Så kan jeg bare høre sådan en konstant mumlen ind i øret. Under interviewet med Brian Laudrup var det helt galt.
Kaster man et blik på Anders Lund Madsens karriere, finder man en perlerække af pinagtige situationer. Dybt pinagtige. Ikke noget for sarte sjæle.
Allerede i 90’erne stod det klart at Madsen var på vej ud af sin helt egen alternative løbebane da han medbragte en enorm, oppustelig spækhugger til et pressemøde med Poul McCartney – og blev pågrebet og tilbageholdt af sikkerhedsvagter.
Senere fik han som den eneste danske journalist et interview med Madonna – men blev smidt ud fordi han ankom i sælskindsbukser og med dagens dødsannoncer under armen.
Han toppede dog kransekagen da han til et pressemøde ved OL i Atlanta spurgte The Dream Team hvorfor man får to point for at score i basketball. Den samlede verdenspresse tabte underkæben, CNN bragte et indslag om den ’grønne danske reporter’, og Anders Lund Madsen må have grinet hele vejen hjem.
Den kærlige joker havde slået til igen, frygtløs som altid. Eller … Ikke altid. For Anders Lund Madsen har langt fra altid været frygtløs. Hans historie starter et helt andet sted.
Den fortæller han, da vi sidder på en lille fransk restaurant på Skt. Jakobs Plads. Efter en lille omvej og to timers forvirring har vi fundet hinanden her.
I første omgang mødte Anders ikke op på stedet vi havde aftalt. Og stedet var lukket. Noget var galt. Pludselig kom så en mail fra Anders: ”UNDSKYLD! Jeg havde taget fejl af ugerne!”.
Så kom han drønende, fuld af bondeanger og helt befippet fordi han havde styrtet rundt efter en gave til mig som undskyldning for at han kom for sent. Til sidst havde han fundet nogle chilibolsjer, dem havde han taget med, men så havde han alligevel fortrudt fordi han ikke selv kan lide de bolsjer. Og så syntes han altså ikke at han kunne give dem til andre som gave.
Sådan er han, Anders Lund Madsen. Bringer altid et smil frem. Og som han sidder der i solen iført et par lilla shorts, kan man ikke lade være med at elske ham.
Vi har talt nogle timer; sammen er vi gået tilbage i historien om hvordan han blev den frygtløse joker han er kendt som i dag. Historien kan fortælles i seks scener.
1. Begyndelsen: Skolegården
Det er 1970, og Anders er lige startet i 1.B på Hummeltofteskolen i Virum. Han står i skolegården. Og han er bange.
En lang streg løber ned gennem gården og deler den i to. Til højre leger de små klasser, til venstre de store. De store må ikke komme over til de små, og gårdvagten, Hr. Buhr, holder øje.
Men Anders er nervøs. Han ved, de store er snu.
Anders er den mindste på hele skolen. Hans arme er tynde som blyanter, hans hoved er stort, og hans hår tjavset. Han vejer 18 kg, og de store synes, han er sjov at drille.
Anders ved at de lige nu venter på deres chance, og da gårdvagten bliver optaget af noget andet, krydser Per fra niende hurtigt over stregen, griber Anders og løfter ham op.
Anders spræller. Flere kommer til og bærer Anders hen til drikkefontænen. De sætter ham ned på karret. Så tænder de vandet og griner. Anders mærker bukserne blive våde. Han lukker øjnene. Nu skal han gå rundt med våde bukser hele dagen. Det er ikke første gang han får buksevand.
”Med tiden gjorde det mig bange for at få tæv. Så jeg begyndte at gemme mig rundt omkring på skolen og gå meget lange omveje hjem. Men jeg fik aldrig deciderede tæv, så måske var jeg ikke så uden for som jeg troede. Men jeg følte mig godt nok ikke indenfor.”
Anders er mere sådan ved siden af. Det er problemet. Livet er en konkurrence, og Anders står helt uden for den. Han er ikke stærk, ikke lederen, ikke den populære. Han er bare lille og bange, og han aner ikke hvad hans plads er.
2. Fortvivlelsen: Gymnastiksalen
Anders’ klasse står på fodboldbanen, og gymnastiklæreren udpeger Thomas og Thomas som vælgere. Det gør han altid, de er de bedste, og de begynder at råbe navne op.
Anders står stille. Bare han ikke blev valgt som den sidste i dag. Han er bange for bolden, og han bruger tit kampen på at løbe rundt og undgå at blive ramt. Derfor vælger de ham tit til sidst.
Det er enten ham eller Ole, Ole der spiser sine bussemænd.
Og i dag ender de også som de sidste. De står begge og håber. Så siger Thomas det: ”Ole.” Anders ser ned og går stille over til det andet hold. Det hold der ikke har valgt ham.
Det er ikke rart at blive valgt sidst. Anders tænker det er fordi der ikke er nogen der vil have ham på holdet. Og fordi han ikke er god til det fysiske. Han kan ikke hoppe over hest. Eller kravle i reb. Læreren kører altid de otte reb ud, klonk! Så hænger de der, og eleverne skal løbe frem og kravle op til loftet. Men Anders kan ikke, så hænger han der og kæmper. Han er for lille.
Med tiden bliver det værre. Fra Anders er otte til han er 12 vokser han ikke. Da han bliver 14, er han stadig 10 udenpå.
”Det var værre end alt det andet. De andre begyndte at få mandekroppe og muskler, men jeg var sen med at komme i puberteten. Og jeg fik ikke hår på tissemanden. Det tjekkede drengene efter gymnastik.”
Klassen har gymnastik to gange om ugen, og Anders gør alt for at slippe. Han finder på undskyldninger og forklaringer, men der er mange uger i et år.
Heldigvis er Ole også sent ude. Og tilmed lyshåret.
”Det var godt, for så var det sværere at se hans kropsbehåring. Men gymnastik var bare ét langt nederlag. Der fandt jeg ud af at jeg skulle satse på noget helt andet end det fysiske.”
Anders aner bare ikke hvad.
3. Opdagelsen: Selvironien
Anders er 13, han sidder og læser Politiken da han ser en stor annonce på bagsiden. Der skal optages en ny film, og man søger ’en usædvanlig smuk dreng’ til hovedrollen.
Anders ser på annoncen. Usædvanlig smuk? Kunne det være ham? Han tager til prøve på Dansk Filmstudie i Lyngby.
Der mødes han af et rum fyldt med drenge så smukke som engle. Anders bliver overvældet. Han føler at han ligner en dreng med vand i hovedet. Men han bliver, og da hans tur kommer, går han ind og fremfører sine replikker. Og får rollen som den smukke drengs grimme ven, Tonny.
Det gør ondt, men Anders er også glad. Han skal på optagelse, og dybt nede vidste han godt at han ikke var helt oppe på ’usædvanlig smuk’.
”Jeg var ved at udvikle en vis selvironi og en mere afslappet indstilling til min fremtoning. Jeg kunne ikke have gennemført den dag hvis jeg ikke havde en vis distance til mig selv.”
Selvironien hjælper ham. Anders har nemlig indset at der er tre måder at klare sig på i skolen. Man kan enten være fysisk dygtig, intellektuel eller sjov.
Fysikken er ikke hans styrke, og han er klog, men ikke lysende intelligent. Til gengæld er han sjov, og det er gået op for ham at han er god til at skabe en god stemning. Det bliver hans måde at måde at passe ind på, og det går godt.
Han har opdaget at alle elsker at grine. Men han har endnu ikke fundet sin plads i livet.
4. Håbet: Miraklet på Møn
Anders er færdig med gymnasiet og er taget på højskole på Møn. En dag sidder holdet i klitterne og skal læse historier op for hinanden.
Anders er glad for mummitroldene, og han har valgt 'Mumifar og Havet'. Han læser historien op, fortæller sine tanker om den, og de andre er vilde med det. Den handler om at der er visse ting som man ikke behøver at ændre.
”Det skal du næsten skrive om til højskolebladet,” siger deres lærer. Det gør Anders, og han tænker at han også vil give artiklen til Ekstra Bladet. De har en side til læsernes indlæg, og han går ind på avisen og afleverer historien og en flot tegning af Mummifar. Det hele bliver trykt, og Anders får 600 kroner for det.
”Det var fantastisk! Fra den dag bombarderede jeg redaktøren med meget tvivlsomme artikler. Jeg anmeldte plader der var udkommet for tre år siden, og skrev ting der var helt vildt lange.”
Redaktøren ender med at trykke tre fra hele arsenalet. Men Anders mærker en følelse han aldrig har haft før: Han kan lave noget som folk gider have.
5. Kampen: Mødet med frygten
Anders aner ikke hvad han skal i livet, så han afprøver alt muligt. Læser et semesters jura, to års naturvidenskab, søger ind som jordemoder og forsøger Journalisthøjskolen.
I tredje forsøg kommer han ind og får en praktikplads på Ekstra Bladet. Men barndommens frygt sidder stadig i ham. Han er dødsensangst for at ringe til interviewpersoner. Og så er det svært at være journalist.
Så han bliver sat sammen med den garvede journalist Poul Høst Madsen der er kendt for at ringe til folk og stille pinlige spørgsmål og skrive noget hylende sjovt over det.
Som det første tager Poul Anders med ind for at undersøge nogle tyverier på Christiansborg. Men det er sommerferie, borgen er næsten tom, og de to står uden historie. Det er lige efter den daværende statsminister Poul Schlüters berømte ord, ’Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet' faldt.
”Vi går over i Statsministeriet,” siger Poul pludselig og marcherer over og banker hårdt på Statsministeriets dør. Anders bliver nervøs. Hvad skal der ske?
”Ja…?” lyder en nasal stemme inde bag døren, en ferieafløser.
”Ja. Vi skal ind og se statsministerens kontor,” siger Poul.
”Har I en aftale?”
”Nej, vi kan sgu da ikke have en aftale med et kontor.”
Der går lidt. Så lukker manden op. Poul træder ind som ejede han stedet. Anders følger forsigtigt efter.
”Hvad skal I egentlig?” siger ferieafløseren.
”Vi skal ikke noget,” stammer Anders.
”Vi vil gerne se om der er fejet noget ind under gulvtæppet,” afbryder Poul. Så løfter han Schlüters tæppe. Der er intet under det. Fotografen tager straks et billede.
”Tak,” siger Poul, og så går de tilbage til bladet og skriver en artikel: 'Schlüter er renset,' lyder overskriften ledsaget af et billede med Schlüters løftede tæppe.
Schlüter bliver rasende og fyrer ferieafløseren. Men historien bliver modtaget med latter. Og Anders ser for første gang at tingene måske ikke er så svære, og at humor kan bruges professionelt.
6. Forløsningen: Ilddåben
Efter fire år på Ekstra Bladet er Anders hærdet, og han begynder at holde foredrag.
En dag tager han sin storebror, Peter, med til Ridehuset i Århus. Det er Peters første foredrag, og de to skal underholde en hel sal af spillestedsarrangører. De vil lave et show med lysbilleder, og de er anspændte.
De står i kulissen og venter, mens showet før dem slutter. Det er mandestrip, og taget er ved at lette. Der bliver klappet og råbt. Anders og Peter venter til salen falder lidt ned. Så går de på scenen, tænder lysbilledapparatet og begynde at fortælle.
Efter fem minutter råber én i salen: ”Hvornår kommer det sjove?”. Anders bliver provokeret, og tiden på Ekstra Bladet har givet ham selvtillid.
”Hvis du kan, må du gerne komme op og lave det bedre selv,” siger han.
”Det vil jeg gerne,” råber manden og går op på scenen og opfører et fremragende show. Publikum elsker ham. Da han går ned igen, er Peter næsten gået i chok. Anders står målløs tilbage. Hvad skal han gøre?
Han prøver at fortsætte med lysbillederne, men en i salen kyler en sko efter ham. Anders dukker sig. Så samler han skoen op. Og konfiskerer den. Manden rejser sig og vil have sin sko. Anders nægter.
Mandens øjne gløder, han pruster. Så tromler han op mod scenen som en tyr. Peter vågner og ser på Anders. Panikken står i begges øjne. Så spæner de, flygter ud bag scenen og finder et bord som de kravler ind og gemmer sig under.
Der bliver de siddende hele aftenen, rystende bange. De kommer først ud da festen er lukket og slukket.
”Det var vigtigt at prøve,” siger Anders.
”Det kunne næsten ikke blive værre, og jeg overlevede alligevel. Man skal sørge for at tabe ansigt og gøre det så massivt som muligt over for så mange mennesker som muligt. For så kan man slappe af bagefter. Det er fantastisk. Da jeg havde gjort det nok gange, var der ingen der tog mig alvorligt, og så var jeg endelig fri.”
Og sådan skete det. Anders var på vej til at blive den frygtløse joker.
Fade Out
Og nu sidder han så her på en restaurant på Østerbro og hæver armene i vejret.
”På det tidspunkt var jeg faldet igennem så mange gange at jeg siden har gjort institutionaliseret ansigtstab til mit levebrød,” udbryder han. Og endnu bedre: Han havde opdaget at han også havde en plads i livet.
”Og det var sådan en stor lykke!” næsten råber han. Hans øjne funkler som blå krystaller. Og i hans uldne hår stritter en enkelt lok frit op i vejret – som vil den også allerhelst sine egne veje. Eller også triumferer den også bare over historiens heldige udgang.
”For otte år siden var jeg ude på mit gamle gymnasium,” siger Anders og smiler hemmeligt:
”De holdt fest, og jeg skulle sige velkommen, og pludselig oplevede jeg sådan en hellig ild og følte at jeg nu ville frelse alle disse unge mennesker. I hele min barndom og ungdom havde jeg jo troet at når gymnasiet var slut, så var ens chance for at klare sig i livet ovre. Men det er den ikke! Så jeg stod og råbte til dem: ’Hvis I tror det hele er ovre for jer, så skal I vide at der kommer en dag hvor I kan komme tilbage i spillet igen!’ Jeg råbte det til alle dem der ikke var lederne eller de smukke. De skulle vide at dem der vinder i gymnasiet også topper i gymnasiet. Om 10 år er de glemt. Og så blev folk helt vildt glade. Og hvis man sidder og tænker: Hvad skal jeg være i livet?”
Anders ser alvorligt frem for sig:
”Så vil jeg gerne anbefale at gøre en karriere ud af ikke at tage tingene alt for seriøst. Det giver meget ro. For når tingene går galt, så kan man sige: Det er en del af planen.”