pixel

Nordhavns 'Røde By' bygger kulturhus i tæt område

To seks-etagers byggerier er på vej op i Nordhavns tætteste og måske mest vindsikre område — med både kulturhus, vinbar og en enorm penthouse.

Nordhuset, Entasis, tegning

Alt i Nordhavn er ikke spritnyt. 

I kvarterets mest udviklede del, Århusgadekvarteret, gemmer sig mod vest små, bevaringsværdige lommer af gamle industri- og erhvervsbygninger fra starten af det 20. århundrede.

Dette minikvarter — også kendt som 'Den Røde By' grundet områdets overvejende røde facader — er som resten af Nordhavn ved at blive transformeret til et nyt bykvarter. Facader renoveres, træer plantes og små, gamle gårdrum, der før husede værksteder og opbevaring, gentænkes med nye lejemål, restauranter og kontorer.

To nye huse på vej

Midt i en gammel værksteds- og lagerkarré længst mod vest — i noget af det første man rammer, når man går fra Østerbro mod Nordhavn — er to nye bygninger under opførelse af bygherre Klaus Kastberg, der også står bag blandt andet The Silo kun godt 300 meter længere nede ad Århusgade. 

Nordhuset på seks etager får plads midt mellem de eksisterende byggerier, mens Mikkelshuset, også på seks etager, bliver opført langs randzonen mod Corkgade — en gade, der er så ny, at den i skrivende stund ikke findes på Google Maps.

Begge huse er tegnet af arkitekterne hos Entasis, der oprindeligt slog stregerne til hele planen for karréen kaldet Red Block tilbage i 2014 — hvoraf første bygning, Kanonhuset, stod klar i 2017.

Sammen med det eksisterende byggeri — som er i noget mindre skala end størstedelen af Nordhavns nyopførte lejligheder — vil de to nye huse ende med at indramme en grøn og kompakt "baggård" med små strædeforløb, der skalamæssigt kan minde om den lille smøge Pistolstræde eller andre intime byrum i Indre By.

Det er med andre ord noget ganske andet, end man er vant til at se i mange af de nyudviklede kvarterer i København.

Takket være det tæt opførte byggeri med mange vindfangere og tæt bevoksning, bliver der formentlig tale om et for området ganske vindsikkert område.

Nordhuset får plads til et privatdrevet kulturhus i en højloftet stueetage med både spisehus, værksteder og scene til at afholde events. Første sal vil bliver udgjort af to indskudte dæk der forbindes med en gangbro, som leder til fællesfaciliteter som arbejdsområder og mødelokaler tilknyttet kulturhuset.

Ovenpå får 15 ungdomsboliger og 18 små familieboliger plads fra husets 2. til 4. etage. Tanken er, at beboerne i ungdomsboligerne skal bruge og drive aktiviteterne i stueetagen. 

På 5. etage bliver der rigelig plads til en enkel, heldig ejer, der får ikke mindre end 370 m2 at boltre sig på i en "selvstændig villa" — inklusiv terrasse og altan. Allerøverst på bygningens 6. etage vil der blive etableret et grønt tag og to private tagterrasser.

Bliver del af et nyt minikvarter

Det andet byggeri, Mikkelhuset, når også op i seks tager og bliver bygget som rigtig mange andre i disse år: Et betonbygeri med en skalmuret facade med røde tegl og rød fuge, der minder om det øvrige byggeri af ældre dato i gården.

For at spille sammen med den karakteristiske, og meget sorte, Unionkul-bygning på Trelleborggade får den sydlige del af huset i stedet en facade i sort sandsten. Også døre, vinduer og altaner udføres i sort stål.

Stueetagen får både vinbar og yogastudie — og en spa i kælderen skal man heller ikke snydes for. Fra første sal får mindre boliger plads i højden, før det hele rundes af med yderligere én privatbolig på flere etager. 

Allerøverst bliver der plads til et orangeri, der — når hele herligheden om et par år åbner — vil byde på god udsigt over byen og havnen.

Red Block er ikke den eneste nye del af Den Røde By. Også i nabokarréen mod øst står pensionskassen PFA klar med deres bud på byomdannelse på de gamle værkstedsgrunde. 

Her får nogle af Nordhavns ældste byggerier, heriblandt det ældste, Bådhuset, nyt liv med kontorer, restaurant og småværksteder til håndværk.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordhavn
Kan et fiskemarked være med til at give Nordhavn lidt tiltrængt identitet og en stærkere kobling til det vand, der omgiver byens nye boligområde?

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling