Muren må gerne betrædes

Dine kolleger kigger godt nok lidt mærkeligt da du begynder at gå balancegang på gelænderet i kantinen, og de undrende blikke bliver ikke færre da du i metroen hjem tager trappen op og ned tre gange i rask løb. Bare lige for at prikke til pulsen. Men ta’ det roligt – i fremtiden vil du sandsynligvis være helt normal.

Lige nu er der nemlig ved at komme ryk i en bevægelse der vender brugen af klassisk byinventar som bænke, p-skilte, gelændere, cykelstativer og betonkummer på hovedet. Vi skal bruge tingene på helt andre måder end de oprindelig var tiltænkt.

”I vores verden kan et gelænder både være noget man holder i for ikke at falde, og det kan være noget man går på for at udfordre sin balance. På samme måde kan en bænk både være noget man sidder på, men også noget man har lyst til at lande på når man har hoppet tre meter,” siger Jeppe Skovgaard. Han er projektleder i kraftcentret Streetmovement der er bannerfører for den danske version af bevægelseskunsten parkour som blev født i de parisiske yderdistrikter i 80’erne da forstadsramte unge begyndte at bruge byens rå inventar som en gigantisk legeplads.

Arkitektur-diktatur?

I medierne er parkour indtil videre bedst kendt som et undergrundsfænomen med adrenalinjagende udøvere der svæver mellem byens tagtoppe. Men ifølge Jeppe Skovgaard har den kreative bysport potentiale til at få hverdagskøbenhavneren til at bruge byens rum på helt nye måder – og få planlæggerne til at tænke byudvikling fra en helt anden vinkel. ”Vi skal ikke til at lave en masse pædagogiske bevægelsescentre i København, men det handler om at få folk til at se nye muligheder i byrummene. Problemet er dog at en stor del af arkitekturen i dag har udstillingspræg, og at mange byrum er domineret af forbud og stringente normer for hvordan man skal bevæge sig,” siger Jeppe Skovgaard.

Det er et billede som Shelley Smith, der er arkitekt og ph.d. ved Aalborg Universitet, også har bidt mærke i. ”De danske byrum har traditionelt været meget statiske med klart optegnede grænser for hvilke funktioner der er velkomne. Tag for eksempel Højbro Plads hvor brostenene er med til at bestemme området: Her skal du parkere din cykel, her må du sidde, her skal du drikke din kaffe. Der er en tendens til at diktere folk.”

Men parkourfolkets måde at bruge byen på giver ifølge Shelley Smith den tankegang et solidt sidespark. ”De tager byens rum tilbage ved at bevæge sig lige præcis som de har lyst til. De lader sig ikke programmere.”

Emsige metrovagter

Men hvorfor er det nu lige at vi skal til at balancere på gelændere, og hoppe ned fra p-skilte? Banalt set for at ha’ det sjovt, lyder det fra Streetmovement. Men større tanker ulmer, og derfor er bevægelsesfilosofien også ved at finde vej til de lag i byudviklingens verden hvor beslutningerne bliver truffet.

Man har nemlig fået øjnene op for noget: Hvis planlæggere begynder at tænke bevægelse ind i byrummet, kan det være en måde at snige noget mere motion ind i københavnernes hverdag. Efterhånden som det er blevet mere uoverskueligt for folk at binde sig til foreningsdanmark og en fast badmintontid hver onsdag klokken 18, gælder det om at give folk mulighed for at bevæge sig når de alligevel er på vej i Netto, hænger ud på byens pladser eller skal hjem fra arbejde.

”I dag vil folk dyrke motion når de har lyst og hvor de har lyst. Så der er et stort potentiale i at få folk til at bevæge sig steder hvor de kommer i forvejen,” siger Jeppe Skovgaard. Hos arkitektfirmaet DashMark, der har specialiseret sig i at integrere bevægelse og byplanlægning, fortæller Rasmus Andersen at eksemplerne på bydesign der indtænker bevægelse bliver flere og flere. ”Arkitekturen har de seneste år fokuseret meget på ikon- og symbolbyggeri. Men det er en udvikling som vi langsomt bevæger os væk fra. Nu er ord som ’sundhedsarkitektur’ begyndt at poppe op i planlæggernes vocabulaire, og især hos landets kommuner er man blevet opmærksomme på potentialerne ved at integrere bevægelse i byplanlægningen.”

Ifølge Rasmus Andersen vokser træerne dog ikke ind i himlen. Bevægelsesdelen fungerer stadig mest som en ekstra ting planlæggerne forsøger at klemme ind i deres projekter, og ikke som den præmis man skal tage udgangspunkt i.

Hypnotiseret cykelmand

Streetmovements arkitekt Mikkel Rugaard håber at de kan sætte gang i en ’godartet bevægelsesepidemi’ som gør det legitimt at bevæge sig kreativt i byens rum: ”I dag foregår bevægelse og træning gemt af vejen i fitnesscentre, og er oftest drevet af frygt eller jagten på at tabe 5 kilo. Vi skal have bevægelse og træning ud i det offentlige rum hvor det bliver synligt. Det handler om at inspirere folk uden at trække noget ned over hovedet på dem.”

Men at det stadig langt fra er normalen at lave benspjæt tværs over bænken og træne eksplosive spring på byens betonelementer, bliver tydeligt da KBH mødes med Jeppe Skovgaard, Mikkel Rugaard samt Streetmovement-kollegaen Mikkel Kromann Thiesen på Solbjerg Plads for at tage billeder til nærværende artikel. Det er ellers en af den slags dage hvor solen stråler fra en hypnotiserende blå himmel og københavnere af især den kaffedrikkende, gående, løbende og cyklende slags flokkes om den lille bilfri byoase bag Frederiksberg Centret.

”Hvad er det de laver, mor?” spørger en lille pige med opspilede øjne og undrende stemme da hun ser Mikkel Kromann Thiesen springe ned fra en fem meter høj betonrepos og lande i en græsbelagt kumme. ”Jamen, hvad er det de laver?” gentager pigen insisterende, mens moderen determineret vandrer videre med sin tungt læssede cykel. Den lille pige er langt fra den eneste der stopper op for at se hvad Streetmovementdrengene har gang i. En ældre herre står som hypnotiseret med sin cykel i hånden og kigger fra 10 meters afstand, mens trapper bliver forceret bagfra på alle fire, gelændere bliver brugt som balancebomme og betonreposer bliver brugt til at træne eksplosiv hoppetræning, kravleteknikker og cirkelhop.

”Jeg kunne faktisk godt have lyst til at være med,” siger 40-årige Anne Mette Müller der har stået og betragtet drengene fra afstand noget tid. ”Men det er lidt grænseoverskridende fordi det er ude i det offentlige rum. Man tænker jo at man ikke bør gøre sådan noget. Men det skal man nok bare skide på. Det er jo ligesom at være barn igen. Det er så sjældent man får lov til det.”

Svenske tangenter

Selv om Jeppe, Mikkel og Mikkel får mange positive tilkendegivelser, er der også stadig mange der opfatter dem som vandaler. De bliver tit bedt om at lade være med at hoppe ned fra højderne, eller stoppe med at løbe på trappen i metroen. ”Men metrovagterne bliver altid lidt forlegne når jeg spørger hvorfor jeg ikke må løbe op og ned ad trapperne. Jeg gør i princippet det samme som alle andre – bare lidt flere gange. Men man kan mærke refleksen, så snart noget er unormalt. Så kommer der en løftet pegefinger,” lyder det fra Jeppe Skovgaard.

Udfordringen ligger nu ikke kun i modstanden over for at bruge byens rum på alternative måder. ”Det er altså op ad bakke hvis man fortæller folk at det er sjovt at bevæge sig når de samtidig kan gå ned i metroen og finde dobbelt så mange rulletrapper som almindelige trapper. Hvis man bygger passiv arkitektur, påvirker det altså de folk som går rundt i den. Vi kan selvfølgelig ikke have at der sidder en hel bunke kørestolsbrugere og er stuck nede i metroen, men det er et spørgsmål om hvad der er overvægt af og hvordan man gør det sjovere at gå på trappen,” siger Jeppe Skovgaard.

KBH mindes sjældent at have gået grinende op ad en trappe, men Jeppe Skovgaard fortæller at initiativgruppen Rolighetsteorin for eksempel lavede et eksperiment i Stockholm hvor man omdannede trappetrinene til en form for tangenter som afspillede forskellige toner alt afhængigt af hvor folk trådte. Det triggede folks nysgerrighed og fik andelen af trappister til at stige med 66 procent. ”Vi skal bygge byrum som signalerer at man gerne må bevæge sig og hvor folk nærmest har svært ved at lade være fordi omgivelserne inviterer til det,” siger Mikkel Rugaard.

Slalom fra tog til bus?

Ifølge Shelley Smith handler det om at gøre op med den effektivitetstankegang som har gennemsyret meget byudvikling. ”I forhold til offentlig transport har vi været vant til at tænke meget effektivt fordi det handler om at spare tid: Hvordan kommer jeg hurtigst muligt fra A til B uden slinger i valsen. Det har gjort os enormt dovne – alt skal ligge inden for rækkevidde,” siger Shelley Smith og fortsætter: ”Folk ville aldrig acceptere at vi lagde slalomløb ind imellem busholdepladsen og togstationen, men jeg tror at vi kan bryde tankegangen ved at tænke oplevelser ind i byrummet. Vi skal simpelthen trigge folks nysgerrighed og på den måde få dem til at bevæge sig.”

Hun tror at en bevægelsesfilosofi som Streetmovement kan være med til at åbne for helt andre måder at tænke by på: ”Det handler om at lave en mere åben programmering af byrummene så alt ikke er predetermineret. Et byrum kan for eksempel have flere funktioner afhængigt af tidspunktet. Måske kan et område være p-plads fra 8-16 og så have basketbaneoptegninger som man kan bruge bagefter, så områderne ikke bare ligger øde hen.”

To klodser og en rafte

Og ifølge Jeppe Skovgaard er det ofte ikke meget der skal til for at byens rum kan bruges til flere funktioner på en gang. ”Det væsentligste er at tage udgangspunkt i de ting der allerede eksisterer. Ofte skal der ikke så meget ekstra til. Tit handler det om at sætte to klodser på en væg så man kan hoppe over på den. Eller banke et par rafter i jorden, så man får lyst til at hoppe imellem dem. Det kan være helt små ting der trigger bevægelseslysten,” siger Jeppe Skovgaard.

Og selv om det nok kan virke svært tilgængeligt pludselig at skulle se byen som en kreativ legeplads, vil byens potentialer ifølge Jeppe Skovgaard hurtigt åbenbare sig: ”Når man først er kommet i gang, kan man ikke gå forbi en trappe uden at se hvordan man kan bruge den, eller gå forbi to gelændere uden at vurdere om man kan hoppe mellem dem. Det er ligesom hvis man synes farven gul er skide flot – så ser man den overalt. Og hvis man synes det er sjovt at bevæge sig, så begynder man lige pludselig at se muligheder over det hele.”

Læs mere om byen som træningscenter i KBH 53, som du finder i arkivet.