Magasinet KBH deler med Urban
Din favoritkilde til nyt om Københavns udvikling er tilbage på papir. Sådan da.
Gratisavisen Urban er genopstået som et webunivers og en månedsavis, udelukkende med fokus på Hovedstaden. Og Magasinet KBH bidrager til den nye satsning med sit speciale: historier om byens rum, byens liv og bare alting København.
Derfor vil udvalgte artikler her fra MagasinetKBH.dk fremover også kunne læses på Urbans nye site, UrbanKBH.dk, og i den tilhørende, månedlige printavis, der ligger og venter på dig på byens caféer og stationer.
Selvom det reetablerede Urban har taget sig det velkendte efternavn KBH, er der ikke tale om en fusion med Magasinet KBH, men et indholdssamarbejde mellem de to københavnermedier om nyt om arkitektur og byliv.
Det nye Urban kredser også om natteliv, musik og mode i København, og har blandt andre også Gaffa, Streetheart.dk og et udvalg af bloggere som samarbejdspartnere.
Det er fortsat Berlingske Media, der står bag Urban, der lukkede som landsdækkende nyhedsavis i januar.
Magasinet KBH udkom for sidste gang på prisbelønnet papir i oktober 2010. Siden har ambitionen og ånden fra de i alt 57 printudgaver levet videre på nettet i en ny konstellation med samme mission.
Find månedsavisen ude i byen eller læs den elektronisk