Lyskunst på glatis
Skøjtesæsonen er tilbage – under Valbys vinterhimmel tilsat lyskunst og oplyste huler.
Skøjtebanen på Toftegårds Plads
Åben alle dage i december (med undtagelse af den 24. og den 31.) fra 11-19 (sidste udlejning af skøjter klokken 18).
I januar vil banen kun være åben fra fredag til søndag, og i februar vil større grupper kunne få åbnet banen ved at henvende sig på telefon 2610 3404.
6 andre is-tilbud i København (og omegn)
Frederiksberg 1: Frederiksberg Runddel (mulighed for skøjteudlejning)
Frederiksberg 2: Lindevangsparken, Dalgas Boulevard 1 (ikke skøjteudlejning)
Nordvest: Genforeningspladsen 54 (mulighed for skøjteudlejning)
Nørrebro: Blågårds Plads (åbner d. 15 december – skøjteudlejning i Korsgadehallen)
Vesterbro: Enghave Plads (gratis skøjteudlån)
Ishøj: Vejledalen 17 (åbner medio december - mulighed for skøjteudlejning)
Det lysende øje blinker i mørket – først grønt og rødt, siden blåt og lilla. Vi befinder os på Toftegårds Plads i Valby, hvor det store åbne byrum for andet år i træk lægger asfalt til en af Københavns mange populære udendørs skøjtebaner.
Til forskel fra sidste år er der i midten af den ellipseformede bane placeret en række blinkende lamper, der tilsammen udgør installationen 'Vinterlys', som kunstneren Jacob Sikker Remin er ophavsmand til. På begge sider af banen er der desuden rejst to træhuler med lys i, hvor man kan sætte sig og tage en slapper.
Liv i byens grimmeste
Der er netop slået hul på julemåneden, og åbningen af skøjtebanen i Valby har trukket folk til fra nær – og om ikke fjern, så i hvert fald fra andre bydele. En af dem, der tilhører første kategori, er Johan, der har sat sig på kanten af banen for at hvile klingerne og bentøjet.
”Jeg er vild med det her. Jeg bor kun 100 meter væk, og i stedet for en løbetur, kan man lige gå herned og skøjte rundt i 20 minutters tid”, siger han og erkender, at det er initiativer som dette, der skal til for at puste mere liv i Toftegårds Plads - et byrum, han kalder et af de grimmeste i København.
”Det er godt med en cirkelformet bane i stedet for en firkant som på Frederiksberg. Det her er mere en skøjtebane”, siger han med henvisning til banen ved Frederiksberg Runddel, hvor det er nødvendigt at have øjnene på stilke, når folk glider over isen på kryds og tværs.
Krinsen, Valby-style
På isen foran os er der smil og kåde hvin over hele linjen. En mand drøner rundt med røde og grønne lyskæder på sine mørke bukser og akkompagnerer blinkene fra kunstinstallationen i midten. Et andet sted på banen udviser et lille myr i flyverdragt en imponerende skøjterutine, der får mKBH’s udsendte til at spærre øjnene op.
Nulle fra Nørrebro er én af de andre, der sidder og puster ud på skøjtebanens bænk. Hun er blevet inviteret ud at skøjte af sin kæreste og indrømmer at være blevet en smule rundtosset af at fare rundt i ring på banen.
”Jeg er her bare i dag og regner ikke med at komme tilbage i løbet af december”, siger hun og bliver en smule overrasket, da hun får at vide, at det rent faktisk er en kunstinstallation dér på midten af banen.
Nulle ærgrer sig – som sikkert mange andre – over, at man ikke længere kan stå på skøjter på Kongens Nytorv. På grund af metro-byggeriet vil det først være muligt at kredse rundt på Krinsen med skøjter på fødderne fra 2018.
Indtil videre er banen så flyttet her til Valby, og skal man dømme ud fra fremmødet denne våde decemberaften, har den forsømte Toftegårds Plads fået sig lidt af et tilløbsstykke.