pixel

Lev vel, kære KBH

kbh magasin

Under denne overskrift skrev Politikens debatredaktør Lars Hedebo Olsen en artikel på forsiden af Politiken Debat lørdag den 16. oktober.

Vi blev så glade for artiklen at vi herunder bringer den i sin fulde længde.

Husk dog at der nu er nyt håb for KBH.

Lev vel, kære KBH

Af Lars Hedebo Olsen, debatredaktør, Politiken

Hvor skal jeg nu følge med i debatten om broerne i Københavns Havn?

”Sådan er kapitalismen, utak er de armes løn”, løde det fra min sidekammerat her på redaktionen forleden. Anledningen var, at jeg var i gang med at hidse mig op for at kunne skrive denne klumme og kom til at lufte dens indhold for ham: lukning af gratisbladet KBH.

Og ja, sådan er kapitalismen – kan et magasin ikke overleve på markedets præmisser, og er der ikke nogen politikere, der vil støtte det, så må det lukke. For sådan er kapitalismen. Men hvor er det dog surt, at KBH forsvinder ved årets udgang.

Er man interesseret i hovedstadens udvikling, har der de seneste fem år været ét sted, man kunne finde det seneste nye: Magasinet KBH. Ikke Københavns Kommunes hjemmeside. Ikke en side under Kulturministeriet, Stadsarkitekten eller på Facebook. Nej, KBH.

Men nu har politikerne smækket kassen i. Magasinet, der er udkommet siden 2005, og som er taget af 30.000 københavnere hver måned på caféer, biblioteker og uddannelsessteder, er ikke længere lovet støtte af Københavns Kommune.

KBH har søgt Københavns Kommune om en treårig arbejdsbevilling, hvilket er lidt over en million kroner om året, men har intet hørt fra kommunen, for deres ansøgning er slet ikke blevet behandlet i de budgetforhandlinger, der fandt sted for nylig.

Tidligere var KBH næsten sikker på at modtage støtte, for den forhenværende teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam så det som en af sine mærkesager, at der blev sat fut i byen og især i debatten om København. Hans efterfølger, SF’eren Bo Asmus Kjeldgaard, har stort set ikke markeret nogen visioner for hovedstadens udvikling og har efter sigende heller ikke fundet det nødvendigt at tage KBH’s ansøgning med til budgetforhandlingerne.

Ergo kommer der ingen penge til redaktionen, der selv skaffer de øvrige 2 millioner kroner om året, som det koster at lave et magasin af så høj en kvalitet.

Som menig københavner ærgrer jeg mig. For hvor skal jeg nu følge med i debatten om broerne i Københavns Havn? Læse om Mikael Bertelsens gåture i byen? Finde ud af, at 6.085 personer i København hedder Anne, mens 6.764 hedder Peter. Indse, at jeg snart skal flytte fra Nørrebro, for det er det sted i hele landet, hvor folk lever kortest og er fattigst? Læse om en amerikaner, der undrer sig over, at byen slet ikke lugter?

Og hvor skal jeg læse om nye legepladser, skaterbaner, cafeer, cykelstier, restauranter, festivaler, lokalplaner og debatmøder.

HVIS KBH LUKKER, ved jeg seriøst ikke, hvor jeg kan hente den information, der fortæller mig om hovedstadens udvikling inden for arkitektur, design, kultur, musik og byliv.

Men okay. Hvis Bo Asmus Kjeldgaard og de andre politikere på Københavns Rådhus er ligeglade med, om borgerne kan finde ud af, hvad der foregår i byen, så er det den rigtige kurs, de er slået ind på.

Selvfølgelig kan man altid tjekke kommunens hjemmeside ud (tjek selv kbh.dk og få en depression), men det er nu ikke det samme som at sidde med et uafhængigt magasin i hænderne, skrevet af folk, der brænder for at gøre København til en bedre og sjovere by at leve i. Men sådan er kapitalismen. Desværre.

Mest læste

relaterede
artikler

En aprilsnar der bliver taget for gode varer — og hvorfor det er en dårlig idé at grave Åboulevarden ned under jorden. Dét er emnerne i første udgave af 'Poddenhavn'.

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling