"Her smiler folk bare, når jeg glor"

På et torv i Gl. Valby står en ældre, lidt foroverbøjet kone i bronze og gemmer noget i sine hænder. Hænderne er foldet på maven. Foran konens fødder sidder to små hunde med snuderne helt fremme og kigger afventende op på konen. Den ene af hundene har lagt sin pote tiggende op på konens ben. Den anden sidder pænt og venter med halespidsen strittende uden for soklen.

At snige sig uden for soklen er noget, der kendetegner billedhuggeren Hanne Varmings skulpturer. Måske genkender du ikke hendes navn, men du kender hendes kunst fra Københavns gadebillede.

Hyldemor, det gamle ægtepar på Kultorvet, som sidder tæt sammen på en bænk, med plads til, at du kan sætte dig ved siden af. Og Pigerne fra Paris, som læner sig ud over balkonen i lufthavnens ankomsthal. Nu er Konen med hundene kommet til på Tingstedet i Valby. For der er noget med Hanne Varming og Valby.

Valbys mange modeller

Hanne Varming kommer gående ned ad Valby Langgade, imens hun betragter de forbipasserende. To mørklødede mænd går forbi og hilser. Mændene ejer en slagterforretning i nærheden.

”Jeg har haft et godt øje til den ene i lang tid,” fortæller Hanne.

”Det kunne være sjovt at modellere hans ansigt. Han ser altid så forbavset ud.”

Lidt efter vinker hun til en dame med en barnevogn på den anden side af gaden.

”Dét er Emma. Hendes skulptur sidder på en bænk i Allerød – Emma På Bænk.”

Ved Valby Tingsted fanger Hannes blik en spinkel dame med bøllehat i færd med at handle i en af Tingstedets små boder. Hun ser skrøbelig ud; en smule krumbøjet og med armene fastlåst et stykke ud fra kroppen, mens benene synker svageligt under hende.

”Se, hende damen med hatten dérovre – hun har nogle rigtig gode trekanter”, udbryder Hanne, mens damen, uvidende om at hun er blevet model, betaler for sine varer.

En gammel vane

”Jeg glor på folk. Jeg kan ikke lade være. Her smiler folk heldigvis bare til mig, når jeg glor på dem. Eller falder i snak. Det er noget andet, end dengang jeg boede på Frederiksberg. Det bekræfter det bare – der er altså noget med Valby og mig,” siger Hanne Varming og udpeger sit gamle værksted på Mosedalsvej. En sidegade til Valby Langgade, hvor værkstedet engang lå i et nedlagt trykkeri lige rundt om hjørnet fra Tingstedet og et par etager oppe. Ideelt til at Hanne kunne følge med i livet på gaden fra køkkenvinduet.

Hanne Varming er ikke opvokset i Valby, men i Hellerup, cirka 10 kilometer nord på. Her begyndte hun som seks-årig at modellere små mennesker i modellervoks med tilhørende bittesmå kjoler af stanniol. Dengang elskede hun matematik og geometri – trekanter, cirkler, cylindere – og de geometriske former kan spores på næsten alle hendes figurer i dag.

Fra familien i Hellerup rejste hun til den Kgl. Porcelænsfabrik på Frederiksberg. Her fortsatte hun med at modellere. Blandt andet små figurer af fabrikkens arbejdere. De små arbejdere gemte hun i sin skuffe, som en dag blev åbnet af en gammel billedhugger. Han opfordrede hende til at søge ind på Kunstakademiet.

Det perfekte sted

Konen med hundene er ligesom Hanne Varmings andre figurer inspireret af mødet med en person. Efter hukommelsen gik Hanne i gang med at forme konens kropsholdning med øje for skelettets særlige bevægelighed. Hun formede et langt ovalt hoved, en lidt stor næse og en endnu større trekantet bagdel. Udtrykket er forenklet, næsten overdrevet, så det bliver karikeret, men med Hanne Varmings særlige evne til at iagttage mennesker, så de fremstår levende og ikke abstrakte:

”Jeg har aldrig været fristet af at lave noget abstrakt. Til gengæld overdriver jeg! Lige nu er jeg ved at lave en skulptur af en pige med tørklæde og lange, smukke gevandter. Hun har fire børn som sådan kommer kravlende ud af gevandterne. Jeg har så bare sat dem lidt længere ind under pigens gevandter, end de muligvis ville være i virkeligheden. Ligesom når jeg laver bagdelen lidt bredere og brysterne lidt fladere. Det er min form for abstraktion.”

Det tog lidt tid, før Hanne Varming vænnede sig til at løbe ind i Konen med hundene i det Valby, hvor hun selv har sin gang:

”I starten blev jeg genert. Jeg tænkte: Åh nej – hvorfor skal hun stå lige dér. Ude i det offentlige rum, hvor jeg selv færdes hele tiden. Men nu, hvor hun har stået der lidt tid, så har jeg ikke noget imod at gå hen til bænken ved siden af hende og sætte mig. Når jeg kommer gående ned ad Valby Langgade og ser hende, sker det oftere og oftere, at jeg tænker: Den står jo faktisk rigtig godt. Her har jeg holdt til i næsten 30 år. Jeg går selv rundt i området omkring Tingstedet, når jeg køber ind og sådan – og så står hun der bare! Det er altså lidt mere genialt, end jeg først troede. Hun står det perfekte sted.”