Dårlig arkitektur har ødelagt beboernes tro på "den nye by"
KOMMENTAR: Vi beskæftiger os ikke med arkitekturen, siger central politiker. Men hvem gør så? Anders Ojgaard kigger på, hvordan byen får mere "sjæl".
Hvorfor er så meget gået galt med Københavns udvikling de seneste 30 år? Og hvordan kan det blive (meget) bedre?
Det er komplekse spørgsmål, som kan virke uoverskuelige at give et nogenlunde fornuftigt svar på i et par (relativt) korte tekster.
Men det er ikke desto mindre, hvad jeg forsøger at gøre i en lille serie kommentarer om 'byens sjæl'.
For et par uger siden kiggede vi på, hvordan de københavnske politikere nu har forsøgt at helliggøre "Byens Sjæl" ved at holde hånden over 50 byggerier udpeget af en såkaldt "ekspertgruppe".
På trods af at ingen af disse byggerier er fredede, skal de nu have en særlig status, så de ikke vil blive revet ned.
Men kommunale øvelser som "Byens Sjæl" fjerner blot fokus fra det virkelige problem: At der reelt ikke er nogen, der har styr på byens udvikling.
Tror ikke på "ny" sjæl
At udpege 50 byggerier der udgør "Byens Sjæl" ligner udefra mest af alt en kommunal PR-øvelse — særligt promoveret af overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.
Med en "Top 50" over hvad beboerne på overfladen ønsker at bevare, kunne man sende et kommunalt signal om, at man skam er på beboernes side og ikke bare tromler det hele ned.
Intentionerne er der for så vidt ikke noget i vejen med, men de er misforståede.
Dét så vi et eksempel på allerede få dage efter offentliggørelsen af listen, da et byggeri på Wilders Plads pludselig ikke måtte rives ned — på trods af at en stort set færdig lokalplan for en fin og meget hensynsfuld afløser lå klar.
Men sagen er meget større end et enkeltstående, sørgeligt byggeri på Christianshavn, som nu ikke må fjernes, fordi det kom med på den dubiøse liste over "Byens Sjæl".
Man forstår rigtig godt, at både byens beboere og borgmestre nu ønsker at få lidt bedre kontrol med udviklingen. For der er lavet rigtig mange fejltagelser i den københavnske byudvikling, siden Ørestad sparkede gang i byens boom for 30 år siden.
Så hvis protektionismen nu begynder at sprede sig i øvelser som "Byens Sjæl", så hænger det i høj grad sammen med, at byen er blevet budt så meget arg arkitektur, at mange almindelige beboere ikke længere tror på, at man kan skabe "sjæl" i ny by.
Kort sagt handler trangen til at beskytte ofte ikke om en kærlighed til det bestående, men mere om en (berettiget) frygt for, at det nye bare vil være værre.
Det ser man et meget godt eksempel på lige ved Vesterport Station.
En 'ny lort ved Rådhuspladsen'?
Den måske mest omtalte nedrivnings-sag de sidste fem år er den, der handler om Palads-biografen. Nordisk Films Biografer vil rive ned og bygge nyt, og dét har — i hvert fald på overfladen — resulteret i folkelig forargelse, blandt andet i form af Facebook-gruppen 'Bevar Palads', der har 14.000 følgere.
Hvor mange der reelt er imod nedrivningen af Palads er dog mere end tvivlsomt. Men det er en anden historie.
Det mest interessante i sagen er de begrundelser, som ofte høres i forsvaret af Palads. Da jeg i en kommentar i november 2o22 støttede en nedrivning af biografen og opfordrede til en arkitektkonkurrence, lød et udpluk af de negative kommentarer til artiklen sådan her:
"Tag til Ørestaden og nyd stemningen der, Anders Ojgaard"
"Vi har ikke brug for mere ny arkitektur de næste tre decenier. Der er bygget rigeligt af kønsløst lineal arkitektur i de senere år."
"Skal vi have et ny lort i stil med Bohrs Tårn lige ved siden af Rådhuspladsen?"
Essensen af mange af de øvrige kommentarer var den samme: Der blev ikke erklæret meget egentlig kærlighed til Palads — mere en afsky ved tanken om, hvad der sikkert ville komme i stedet.
Da jeg et par måneder senere også støttede nedrivningen af bygningen på Wilders Plads i den første kommentar i denne lille serie, kom jeg ud i en lille, skriftlig debat med billedkunsteren Simon Bang.
Han ville bevare bygningen og skrev blandt andet:
"Hver eneste gang der ændres på noget med 'en ide om at skabe noget særligt', så dør det. Som en slags naturlov. Vi har set mange nye byprojekter i hele København — bydele som er bygget op fra bunden og med al den viden, som der findes om nærmiljø, er der stort set ingen der er lykkedes med at skabe det. Desværre."
Protektionisme født af frygt
Man forstår både Bang, "Palads-elskerne" og alle andre rigtig godt. Der er lyspunkter imellem, men der er skabt rigtig meget skidt i København igennem en menneskealder.
Og af alt det skidt er nu født en protektionisme, der altså i virkeligheden ofte slet ikke udspringer af et ønske om at bevare det gamle — men en kamp for at undgå nye.
Men hvorfor går det så galt?
Den måske mest sigende udtalelse vi nogensinde har modtaget her på Magasinet KBH, kom i 2019 fra Lars Weiss, der dengang var medlem af Teknik- og Miljøudvalget, men som senere blev konstitueret overborgmester. Han sagde:
»Vi er jo rene lægmænd. Tilgangen hos [politikerne] er, at vi kan få råd fra stadsarkitekten, men at der ellers sidder nogle professionelle arkitekter på projektet, og så skal det ikke være lægmændene, politikerne, der er overdommere på det. Som hovedregel beskæftiger vi os ikke så meget med det arkitektoniske udtryk på bygningerne, med mindre det ligger i en speciel kontekst.«
Det er et citat vi bringer fra tid til anden, fordi det så godt opsummerer sagens kerne.
En nøglepolitiker sparker her ansvaret over til arkitekterne — ligesom også f.eks. den jævnligt omtalte Facebook-gruppe 'Arkitekturoprøret' gør det.
Men reelt har byens arkitekter kun yderst behersket indflydelse på byens formgivning. For arkitekternes boliglån og aftensmad betales af bygherren — altså af de ejendomsfirmaer der ejer grundene og bygger på dem med profit for øje. Og som hyrer arkitekterne til at tegne stregerne for dem.
Det er i Københavns tilfælde meget tit de store pensionsselskaber der sidder med tegnebogen, og det er ofte kommunens eget udviklingsselskab — By & Havn — der faciliterer.
Både bygherre og By & Havn skal pr. definition maksimere deres profit. I By & Havns tilfælde er det oven i købet en del af landets lovgivning.
Og derfor er arkitektens fornemste opgave for så vidt hverken at skabe god arkitektur eller god by — for opgaven formuleres af bygherren, hvis motivation overvejende er en anden.
Man hører med mellemrum både bygherrer og By & Havn forklare, at de skam tager samfundsansvar, og at de kæmper for de "danske byggetraditioner" og skabelsen af den gode by — og det er formentlig ganske rigtigt. Men de gode intentioner stopper naturligvis, når den gode by og samfundsansvaret begynder at koste nævneværdigt på bundlinjen.
Af dén simple grund, kan Weiss og de øvrige politikere ikke blot overlade ansvaret til arkitekterne, for dermed overlader de reelt byen til bygherrernes profitincitamenter. Og dermed reelt til ingen og ingenting.
Det er på den måde, vi ender med byggerier som Østerport II. Hvor politikerne først afviste et byggeri, fordi det var for stort, men siden godkendte en mindre udgave. For skalaen forholder man sig oftere til end æstetikken.
Om byggeriet sagde Stadsarkitekten senere: "I starten tænkte jeg, at det var en midlertidig konstruktion. Men det er det ikke."
Ny måde at godkende på
Weiss har naturligvis fuldstændig ret i, at politikerne er lægmænd — men det er også de hundredetusinder af københavnere, der oplever byen i det daglige. Og blandt dem er der langt fra bred begejstring for kvaliteten af Københavns udvikling — undtaget nogle isolerede successer som f.eks. dele af Århusgade-kvarteret i Nordhavn.
Men hvad gør man så? Hvordan få man rettet op på de store linjer i stedet for at fortabe sig i en arkaisk liste med 50 byggerier af dubiøs kvalitet, som nogle få københavnere har et særligt forhold til?
Svaret kunne blive langt, og denne tekst er allerede lang.
Men nøglen til forbedringer er, at det offentlige fællesskab — repræsenteret af Københavns og Frederiksberg Kommune — tager ansvaret og ikke sender det videre til nogle lidt diffuse, private grupper styret af profitincitamenter og dermed reelt ud i ingenting.
Problemet er kort sagt, at ansvaret i dag kører i ring: Politikerne sender det videre til arkitekterne, der helt naturligt sender det videre til bygherrerne, der sender det tilbage til politikerne, fordi det jo formelt er dem der bestemmer, da de skal godkende de lokalplaner, der ligger til grund for nyt byggeri.
Dermed får den københavnske byudvikling i høj grad lov at leve sit helt eget klondyke-liv i et univers, hvor ingen reelt har fast i seletøjet, men blot sidder på vognen og håber på, at hesten med mellemrum tager dem til et knæk i floden, hvor der kan findes lidt guld.
Men politikerne i København sidder i Borgerrepræsentationen. Dermed repræsenterer de altså borgerne, der er ligeså meget lægmænd, som Weiss er det. Og lægmænd ved godt, om de har det godt i et byrum eller ej — det behøver man ikke være arkitekt for at vide.
Det eneste sted der kan være meningsfuld kontrol med, at vi skaber en god by, er på byens rådhuse. Og dét ansvar må politikerne simpelthen ikke fraskrive sig og sende videre.
Hvis Weiss og kolleger ikke vil dømme selv, så bør de lade Stadsarkitekten gøre det i stedet. Så må de skabe en ny struktur, hvor politikerne udstikker de overordnede rammer for byens arkitektur og udvikling, men så f.eks. lader et nyt kontor under Stadsarkitekten stå for at godkende, eller afvise, konkrete planer for nybyggerier — også ud fra æstetiske kriterier.
En fundamental ændring af beslutningsprocesserne af dén type kan skubbe fokus over på kvaliteten af de store linjer i byens udvikling — i stedet for at man bruger offentlige ressourcer på at lave en populistisk top-50 liste over "Byens Sjæl".
—
Dette er den 2. kommentar i en lille serie med fokus på "Byens Sjæl" — og hvordan den skabes.
1. kommentar: Byens Sjæl fines ikke på en liste over 'Byens Sjæl'
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
MODTAG KBH’S UGENTLIGE NYHEDSBREV
kommentarer
Enig i at meget er gået galt i de sidste mange år. Og i at arkitekterne (på tegnestuerne) desværre langt hen ad vejen er i lommen på entreprenører eller bygherrer, med profit for øje. Det samme gælder desværre i nogen grad politikerne i kommunen, da man jo ofte gerne vil have investorer, der kan skabe flere boliger, eller liv i byen, og derfor ofte er med på at lave om på lokalplaner, så de passer til investorens ønsker. Money rules the world.
Hvis Københavnerne mener det alvorligt, kan de jo bede om, at der bliver udarbejdet en ambitiøs arkitekturpolitik. En der både er visionær, bevaringsorienteret og som indeholder præcise retningslinjer for beslutningstagerne. Så ville såvel forvaltning og stadsarkitekt som politikere have lidt bedre vejledning til at måle godt og skidt fra hinanden.Kære Anders,
Først et stort tak for endelig at tage skeen i den anden hånd og begynde at skrive kritisk om Københavns (Danmarks) byudvikling. Jeg har tidligere efterlyst mere kritisk holdning til udviklingen fra jeres side, da jeg som bekymret/vred/træt borger i København oplever, at byens sjæl forsvinder med stor hast. Og det er ikke ensbetydende med at jeg ikke kan lide moderne arkitektur. Som uddannet grafisk designer har jeg altid sværmet for arkitektur og er dybt fascineret af det - langt hen af vejen.
MEN, og det er dér din artikel her kommer ind i billedet. For byudviklingen handler jo netop om MANGLENDE arkitektur!
Nu ved jeg godt at arkitekter i mange år har sværmet om Modernisme og bevares det har også sine fordele, men da jeg en kort overgang meldte mig under fanerne i "Arkitekturoprøret", så kan jeg da love for at jeg fik på puklen, hvis jeg ikke synes al Modernisme er vejen frem.
Lad mig komme med et eksempel: Hvorfor valfarter folk til steder som Venedig, Firenze, Rom eller Paris? Det er jo fordi de byer er bygget med en klassisk skønhed, der - uanset forfald - aldrig bliver ligegyldigt.
Jeg søger bevidst mod ældre byggeri, fordi det emmer af levet liv og derfor ressonerer bedre med min sjæl. Jeg elsker klondyke steder, som Christiania eller Sydhavns tippen. Jeg elskede Nordhavn når man kunne finde små hemmelige strande og gå på opdagelse i Skudehavnen (den gamle). Og ja, jeg synes også Århusgadekvarteret er det mest vellykkede af alt det nye, MEN liiiiige ved siden af i Kronløbskvarteret og længere ud, går det igen helt helt galt og det er rystende at se, hvordan folk bor tættere og tættere.
Dernæst vil jeg sige dig tak for endelig at gøre det helt klart at Stadsarkitekten ikke har en skid at sige. Det er jo netop dét vi bekymrede borgere har kunne regne ud. Jeg kender sågar en arkitekt på teknisk forvaltning, som jeg har spurgt om hvor Stadsarkitekten er i al denne udvikling og hun bekræfter også at han er sat ud på et sidespor af bla. By og Havn.
MEN, når det så er sagt, så jeg jeg (desværre) ikke enig i, at vi der er kede af nedrivning af Palads eller Wilders plads bare ikke vil have nyt. Nej, det handler om at udviklingen går for hurtig.
Jeg ved (gudskelov) ikke hvor du bor, men efter snart 40 år i byen og nu over 30 på Østerbro, så kan jeg snart ikke genkende mig selv i byen. For med nedrivning af alt det gamle, så forsvinder MINDERNE også...og minderne er vel det byens sjæl handler om? Så kan det være at du som arkitekt ikke kan se værdien i nogle af de 50 bygninger som nu har fået prædikatet, men jeg bliver nød til at sige, at det er vi så en hel hel masse "gamle" københavnere der godt kan og vores sjæl lider skibsnød nu. Det er præcis det der også sker med IRMA nu. Det handler jo knap så meget om, at en gruppe elitære speltborgere kæmper for retten til at købe dyrt ind. Nej, det handler om at når IRMA logoet bliver fjernet fra byens facade, så dør et meget meget dyrebart stykke kulturhistorie. Pejlemærker som vi københavner har nydt i en levetid, særligt nu hvor butiksfacader er i frit fald. (oh, don¨'t get me started!).
Så kære Anders, tak for artiklen og de nye toner fra et godt og nødvendigt medie, men husk at vi borgere er lægfolk og blot "mærker" byens sjæl forsvinde.
Med venlig hilsen
Dorthe (som på ingen måde er rig eller elitær!)Det har jeg ikke glemt, men opgaven kan løses godt eller dårligt — og den bliver meget ofte ikke løst godt. Med århundreders erfaring med bydannelse i bagagen, behøver det ikke gå så galt, som det er gået mange steder. Vi burde være ude over trial-and-error i det 21. århundrede, men er det desværre ikke.
Ingen — i hvert fald ikke jeg — forlanger byliv fra dag ét i en udbygning. Men f.eks. ved at holde Ørestad op mod Århusgadekvarteret kan man se, hvordan arkitekturen og indretningen af byrummene kan facilitere, at bylivet vokser op — eller ikke. Vi skal ikke bare acceptere, at tingene er som de er, og håbe på at livet opstår, men vedholdende arbejde aktivt for at det sker.
Tak for kommentarten, Bh Anders OjgaardBegge dele, vil jeg sige. Men også stueetagernes anvendelse falder ind under lokalplanerne, og lav husleje til butikker genererer ikke ligeså meget afkast som stuelejligheder.
Og så handler byliv også om at have variation i byrummene og de bygninger, der indrammer rummene.: Små kroge. Lidt skæve vinkler. Overraskelser undervejs. Farveforskelle. Steder at opholde sig.Det vil være godt med noget data til at understøtte påstandene, Anders. Tilfredshedsundersøgelser viser, at folk er meget tilfredse med at bo og leve i Ørestad. Selvom skabelsen af bylivet går langsomt, så går den jo fremad. En af Holger Dahls gode pointer er, at æstetikken ikke kan være eneste mål for, om arkitektur er “god” eller “dårlig”. Pas på ikke at falde i den fælde. Den “grimme” by kan godt løse en vigtig opgave og funktion på en god måde. Som fx Blox eller indre Guldbergsgade. .
Desuden må vi væk fra begrebet om en “nu bydel”. Det findes ikke. Bydele bliver til over meget længere tid. Det kræver selvfølgelig strategi, mod og en stærk organisering. Udviklingensmodellen har langt mere at sige for områdets succes, end dens æstetik.
Men i øvrigt, god pointe om ansvarets rundkørsel.