Københavnere: Designdirektøren

Jeg er født og opvokset i Hellerup nord for København. Nu er jeg flyttet en smule længere nordpå til Klampenborg – det gør mig lidt usikker. Så jeg tror en dag jeg flytter tilbage til Hellerup, eller også flytter vi – som min kone helst vil – til København når vores børn er blevet lidt større. Så kan jeg godt se en idé i at flytte ind til byen.

Jeg tegner ikke, og jeg designer heller ikke, men jeg har altid en mening. Den er selvfølgelig meget subjektiv, men jeg tror jeg har et godt øje. Måske legede jeg med idéen om at være arkitekt da jeg syv-ti år. I hvert fald tegnede jeg meget – jeg elskede at tegne. Om det var design jeg var interesseret i allerede i barndommen, det tror jeg ikke. Det var mere firkanter, huse og sådan noget.

I mange år troede jeg at jeg skulle spille fodbold hele mit liv. Men så fik vi samfundsfag i 2. g og det interesserede mig helt vildt meget. Politik, samfundsvidenskab og økonomi blev ligesom nøgleordene for mig – så der var slet ingen tvivl om at jeg skulle læse polit. Men et eller andet sted inden i mig, uden jeg måske rigtig var klar over det, har jeg nok haft både en fornemmelse og interesse for arkitektur og design.

Da jeg flyttede hjemmefra og lige var startet på politstudiet, brugte jeg et helt studielån på at købe møbler. Men i stedet for at indrette min lillebitte lejlighed med møbler fra IKEA, så købte jeg bare to Poul Kjærholm PK22-stole og et Poul Kjærholm-bord. Så havde jeg ikke andet i lejligheden til at starte med. De to stole og bordet har jeg stadig, og de har fulgt mig i tykt og tyndt. Alle pletterne har hver sin historie og er ikke engang sådan skønt patinerede, men groft personligt patinerede. Det fortæller mig at jeg jo trods alt må have værdsat det gode eller sublime design i forhold til så meget andet.

Da jeg så kom til Fritz Hansen for nu 11 år siden, blev jeg klar over at jeg nok havde savnet at dele den her interesse, forståelse og indsigt i både design og arkitektur med ligesindede. Og det er derfor jeg har været her i så lang tid, og det er derfor jeg synes det her job er fantastisk.

Marc Newson er én af mine yndlings­designere. Han er australier og har lavet alt fra møbler og hele flyindretninger til restauranter og design af den danske Biomega-cykel. Jeg har indtil nu forgæves forsøgt at få ham til at designe for Fritz Hansen, men en eller anden dag bliver det forhåbentlig til noget.

Jeg synes godt København kunne bruge et designcentrum. Ikke et alternativ til Dansk Design Center, men et fyrtårn som både kunne have noget med fremadrettet design at gøre, men som også kunne være et designmuseum, et sted for arkitekturen og de lidt mere udøvende kunstarter. Vi er jo et af de lande som har en designmæssig forståelse der i hvert fald er i top 10, så vi burde være nogle af dem der viste verden hvordan et design-­kraftcenter kunne se ud i et meget større perspektiv. Christiania er i min verden oldschool. Det er vores forældres generation som har monopol på den leveform. Det er paradoksalt at unge mennesker ikke har en chance for at få en bolig derude fordi de gamle nu helt forstokkede christiania­nitter fra­sorterer folk fuldstændig som de har lyst til – den rene udrensning. Jeg synes man skal opfordre en ny generation – i pagt med tiden – til at finde deres ”Chri­stiania” hvor de kunne skabe deres eget fundament og egne livs­idealer på et stykke jord.