pixel

Københavnere: Aktivisten

"Jeg tænker nogle gange på hvorfor jeg ikke i højere grad er ude på barrikaderne og ’slås’ i den grønne sags tjeneste. Jeg er sgu nok lidt af en vatpik når det kommer til den slags"

kbh magasin

Fakta

Christian Gade Bjerrum
28 år. Skuespiller, musiker in spe og bagmand bag den kunstneriske miljøforening Viva la Renovation og den grønne aktivistgruppe Mr. Green.

Jeg er adopteret fra Colombia og opvokset i Holstebro. Jeg gik på Holstebro Friskole, og der fik jeg tidligt øjnene op for teater og musik. Jeg er af natur dedikeret til musik, og spillede som 12-årig klassiske ikoner som Chopin og Mozart. Jeg holdt det desværre ikke ved lige, og spiller nu kun en gang imellem i forbindelse med teater. For nylig skrev jeg dog en klima-opsang til politikerne i forbindelse med Co2penhagen.

Drømmen om at balancere på de skrå brædder kom tidligt i mit liv. Jeg underholdt under alt fra familiefester til musicals i Holstebro Festspil. Inden jeg blev optaget på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater, boede jeg to år i København. Det gav mig mulighed for at eksperimentere med undergrundsteater og kortfilmsprojekter.

De fire år på Skuespillerskolen var herlige, hårde og lærerige. Jeg føler mig vildt privilegeret over at have fået plads til at udvikle mit talent med professionelle lærere og de dygtigste holdkammerater. Ved siden af skuespillet brugte jeg meget tid på at lave projekter for unge studerende. Jeg var blandt andet med til at lave netværksforeningen ’Ska’ Vi Lege?’ og bodegafestkonceptet ’Aarhus By Knights’. Noget som jeg håber har bidraget til et livligere Århus.

I 2006 startede min kæreste, jeg og en flok af mine bedste venner Viva la Renovation som blandt andet har lavet affaldskampagner til Danmarks Smukkeste Festival, Århus Festuge og Roskilde Festival. I 2008 indtog vi Roskilde Festival iklædt farverige kostumer, og bevæbnet med trommer og dans ville vi skabe større bevidsthed om genbrug, affald og ansvar. Men vi gider ikke gå rundt med løftet pegefinger. Vores motto er trods alt ’We are gonna save the planet – and we will have fun doing it’.

Viva La Renovations nyeste projekt er den grønne aktivistgruppe Mr. Green hvor vi prøver at inspirere folk til at tænke grønt på en ny måde. Og når vi møder 40 mennesker op udklædt i grønt jakkesæt, grønne solbriller og klovnenæser, så stopper folk automatisk op. Og tænker sig måske om en ekstra gang. Vi har også besat shoppingcentre som jo er forbrugskulturens højborg og lavet installationskunst af genbrugeligt affald. I øjeblikket turnerer Mr. Green Cirkus rundt med en klovneforestilling for børnene i shoppingcentrene. Det er fedt og udfordrende at skulle ramme Hr. og Fru Jensen i forhold til folk på for eksempel Roskilde Festival der generelt er mere modtagelige.

Jeg har en klar vision om at Viva La Renovation skal fortsætte sit arbejde, og at Mr. Green skal træde yderligere i karakter efter klimatopmødet. Der er så meget potentiale i det her projekt, og vi får mange henvendelser fra folk der gerne vil samarbejde med os. Det er jo også svært at se sig sur på en person i grøn mundering der står og smiler med klovnenæse på.

Jeg tænker nogle gange på hvorfor jeg ikke i højere grad er ude på barrikaderne og ’slås’ i den grønne sags tjeneste. Jeg er sgu nok lidt af en vatpik når det kommer til dén slags. Men jeg tror altså også at man kan gøre en forskel på en mere dialogbaseret måde. Jeg leger da med tanken om at gå ind i politik, for der kan man især skabe forandring – som jeg i høj grad mener vi har brug for.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling