Illusionsnummeret på Tagensvej

Et lilla lyn fra en grågrumset himmel borer sig ned igennem en kollegiebygning på det ydre Nørrebro. Eller rettere er det striber af magenta og lys ultramarin, indrammet af mørkeblå.

Det nye gavlmaleri har smæk på farverne, og det er helt bevidst. Tæt på det tungt trafikerede kryds mellem Jagtvej og Tagensvej skal værket nemlig larme meget for at overdøve bilerne og ikke mindst Shell-tankens lysende logo ved siden af, fortæller kunstneren og københavneren bag, Jonas Hvid Søndergaard, der godt kan lide at lege med illusioner.

Værket blev kåret som vinder i en kunstkonkurrence i forbindelse med områdeløftet i Haraldsgadekvarteret. Jonas Hvid Søndergaard, der har boet i området i mange år, har selv udvalgt Kollegiegården på Tagensvej 52 som lærred, fordi han så en mulighed i bygningens facade.

Her kunne han brede sig over hele to gavle og udnytte det tredimensionelle rum til at lave en todimensional illusion.

UFO-landing der snyder dit øje

Han fandt frem til en udformning af maleriet, så det set lige for får hushjørnet til at fremstå fladt. Med intet andet end maling har han dermed ophævet hjørnet og samtidig noget af det tunge i arkitekturen, forklarer han.

Der er en lidt kedelig energi i krydset, mener Jonas Hvid Søndergaard, som derfor også har forsøgt at skabe noget, der kan få folk til at stoppe op og blive revet brat ud af deres daglige trummerum.

”Så kommer man ud fra Netto og ser noget, der ser ud, som om det kommer ned fra himlen som en UFO, så man tænker: Hvad er det, der er landet dér?” siger han.

Bureaukrati og frosttrussel

Opgaven har krævet en del af kunstneren, som er mest vant til at arbejde på lærred i sit atelier, og som nu skulle arbejde sammen med murere, ingeniører og bureaukrater om at få det hele til at falde på plads. Den største udfordring var måske, da der kom snestorm.

”Det er sjovt at kigge tilbage på nu, men det var også ret voldsomt” fortæller han.

”Øverst oppe begyndte det at fyge ind med sne. På et tidspunkt gav de andre op, og så sad jeg alene helt oppe på kanten i nogle-og-tyve meters højde og malede og kunne føle, at det hele gyngede.”

I de dage stod han op klokken 4 hver morgen for at tjekke vejrudsigten, for malingen kunne ikke tåle frostgrader. Mureren var desperat, fordi stilladset kostede mange penge at have stående, så det gjaldt om at blive færdig, inden der kom en længere frostperiode.

En permanent udstilling

En anden udfordring kom fra kommunen, som ikke var meget for, at den fredede bygning skulle pudses op. En pladeløsning blev foreslået men forkastet igen af en ingeniør, fordi det ville kræve, at man borede i muren.

I stedet blev løsningen et firma, der bruger en gammel teknik, som blandt andet også har været anvendt på Rundetårn: En puds uden cement men med naturlige materialer, der derfor kan renses af igen.

”Det har været noget af en proces,” ler Jonas Hvid Søndergaard, men han har alligevel mod på flere offentlige opgaver. For det er fantastisk at få respons fra folk, der ikke nødvendigvis er udsat for kunst i deres hverdag.

”Og så er det jo som at have en udstilling kørende permanent.”