Ny bydel stadig ikke solgt efter mere end et år
En bro til det nye Enghave Brygge Syd kommer tættere og tættere på — men grunden der skal huse det nye kvarter er ikke til at få solgt.
"Hos By & Havn har man store forventninger til det kommende salg, og interessen fra investorer har længe været stor for at få lov til at udvikle området."
Sådan lød det i en pressemeddelelse fra By & Havn i marts 2022. Men så stor kan interessen reelt ikke have været, for her 15 måneder senere er jorden, der skal huse den sidste del af Enghave Brygge, fortsat ikke solgt.
Direktør Anne Skovbro tilføjede dengang: "Vi mærker allerede stor interesse for Enghave Brygge og forventer derfor, at vi vil få mange interesserede købere til området."
Men sådan er det altså ikke gået, og den nye metrostation Enghave Brygge kan derfor til næste år ende med at åbne midt på et åbent område uden nogen konkret udsigt til at blive omgivet af nyt byggeri.
Det kan være godt at have infrastrukturen på plads, inden nye kvarterer skal springe om omkring den. Men det er naturligvis ikke dén situation, som By & Havn havde håbet at stå i her i sommeren 2023.
Højere pris efter sommer?
Som sædvanlig vil By & Havn udvikle den sidste del af Enghave Brygge i grossist-størrelse. Dét vil sige, at man ikke ønsker at udstykke området i mindre byggegrunde og sælge til f.eks. byggefællesskaber eller andre små, private udviklere.
By & Havns typiske forretningsmodel er at finde én køber til ét, stort område, og det er også intentionen her i den sydlige del af Enghave Brygge — lige ved Alfred Nobels Bro.
Ofte er det landets pensionsselskaber der køber de store områder og ad én omgang opfører byggeri over hele arealet.
Det er en model, der har fået kritik for at føre til monoton og ensartet arkitektur, men for det kommunale udviklingsselskab By & Havn giver den økonomisk mening, da den er mindre ressourcekrævende end at skulle arbejde med mange, mindre købere.
Men denne gang meldte ingen sig altså i 2022 på salgskontoret hos By & Havn for at købe de 110.000 etagemeter, som planerne for området giver mulighed for — svarende til i omegnen af 1.000 nye lejligheder omkring 90 m2.
Og derfor ligger salgsprocessen p.t. helt stille.
Til Børsen sagde By & Havns salgsdirektør, Ingvar Sejr Hansen, tidligere på måneden, at det er inflationen — og den ustabilitet, som den har medført på ejendomsmarkedet — der er årsagen til problemerne:
"Er der noget investorerne hader, er det uro og usikkerhed, så derfor har vi valgt at udskyde udbuddet til efter sommerferien," sagde han og fortsatte:
"Det er ikke, fordi vi tror, at renten er i bund efter sommer, men det kan hjælpe, hvis man kan se, at inflationen er på vej ned. Så tror vi på, vi kan få en højere pris."
By & Havn har ikke selv offentliggjort en udbudspris, men på basis af tidligere salg har Børsen regnet sig frem til, at den vil ligge i omegnen af 2 milliarder kroner.
Salg vil udgøre 15%
Mens salget altså står stille, forløber arbejdet med metroens M4 efter planen, og derfor vil Enghave Brygge Syd til næste år have sin egen metrostation — midt på en stor grusplads.
Og året efter er det ikke usandsynligt, at byggeriet af 'Enghavebroen' går i gang. Den skal binde netop Enghave Brygge Syd sammen med den sydlige del af Islands Brygge, men den kan altså ende med at gå i land i et ufærdigt kvarter — eller i værste fald i et kvarter der slet ikke er på vej op endnu.
På grund af samme inflation som holder salget af området tilbage er By & Havns renteudgifter vokset betragteligt det seneste år, og selskabet omsætter nu for mindre, end det skal betale i renter på sin gæld.
Uden udsigt til at renterne falder tilbage på pre-Covid niveau, har By & Havn ekstra incitament til at få gennemført salget af Enghave Brygge relativt hurtigt, så den rentebærende gæld kan reduceres.
En salgspris på to milliarder vil svare til cirka 15% af By & Havns samlede gæld.
Når arbejdet med at opføre kvarteret Enghave Brygge Syd endelig går i gang, vil der opstå både boliger og erhverv i et blandet kvarter.
Som det efterhånden er velkendt i det nye Sydhavnen, vil området ud til Inderhavnen bliver "skåret op" i fire boligøer omgivet af kanaler. Bagtil vil et lidt mindre erhvervskvarter vokse frem.
Når og hvis området bliver solgt til en udvikler, altså.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
Mere forkert, by- og miljø-ødelæggende planlægning fra By&Havns side.
Det bliver skatteborgerne i København, der i sidste ende kommer til at betale.
Både økonomisk, arkitektonisk og demokratisk skandale.
Må betonflertallet i Borgerrepræsentationen hurtigt smuldre.Tak fordi I nu endelig forholder jeg kritisk til den byudvikling der foregår! Jeg har tidligere "brokket" mig over jeres mikrofonholderi og det er derfor dejligt at I kan bringe gode indlæg som kan bruges i debatten omkring By & Havns hærgen.
Håber at der kan blive åbnet op for mindre byggerier, så havnen kan blive interessant igen.