pixel

Sidste del af Enghave Brygge skal i gang

Enghave Brygge skal gøres færdig med nyt kvarter i den sydvestlige del. By & Havn vil finde én samlet køber, så der bliver heller ingen små bygge­felter i denne del af byen.

Metro, Enghave Brygge, fremtid

I godt to årtier har havneløbet fra Fisketorvet i nord til Sjællandsbroen i syd været præget af pletvise byggekraner og kanaludgravninger.

Først kom turen til Havneholmen, så Sluseholmen, Teglholmen og Islands Brygge Syd.

Til sidst blev også den store halvø Enghave Brygge ved Ørstedværket inddraget i Københavns nye udvikling mod vandnære etagebyggerier — i alt 11 udgravede og opfyldte øer, der ad veje og kanaler binder den samlede Sydhavns-masterplan sammen.

Nu er turen kommet til en af de sidste brikker i havnens puslespil: Et knapt 100.0000 m2 stort bolig- og erhvervsområde i den sydlige del af Enghave Brygge — fordelt på otte byggefelter.

Lokal metro

Erhvervsområdet er i planen udlagt som et bånd mod vest bånd, der skærmer den vandnære del af Enghave Brygge mod H.C. Ørstedværkets fortsatte drift.

Et stort politisk ønske om i fremtiden at bruge det gamle kraftvarmeværk til rekreative formål har endnu lange udsigter, da Ørsted foreløbigt ingen planer har om at indstille driften. Et nyt grønt areal mellem de nye kontorhuse og H.C. Ørstedværket bliver der dog plads til her i første omgang.

Øst for Enghave Kanal, der fra syd til nord binder hele kvarteret sammen, vil fire boligøer få plads til fire åbne boligkarreer med åbning mod havnen. 

Området får metrobetjening fra 2024, når metrostoppet ved Enghave Brygge — umiddelbart ved siden af Alfred Nobles Bro mod Teglholmen — tages i brug.

Den kommende metroplads er tegnet af Juul Frost Arkitekter og vil løbe langs Enghave Kanal. Med grønne bede og gode muligheder for ophold er det intentionen, at pladsen skal blive et lille centrum for den nye bydel.

En planlagt bro mod Islands Brygge på den anden side af havneløbet er også under forberedelse. Endnu mangler placering, udseénde, og — vigtigst — finansiering, så der går formentlig lige et par år, før man tørskoet og båd-løs kan tage turen over havnen her.

Lokalplanen for de otte byggefelter har ligget klar et stykke tid, men går altså snart ind i udbudsfasen, hvor det skal lægges fast, hvem der egentlig skal bygge på grunden. 

Er man som ejendomsudvikler interesseret, kan man byde på området i slutningen af året, hvorefter beslutningen om en køber træffes i starten af 2023. Når dét er på plads, vil der skulle arbejdes videre med de nærmere, arkitektoniske detaljer for det nye område.

Kun én bygherre

Og der bliver vel at mærke tale om køber i ental. Hele herligheden inklusiv de almene boliger ønskes nemlig solgt til samme udvikler, som er en model By & Havn jævnligt gør brug af i sine udviklingsområder.

Én køber gør salgsprocessen billigere og lettere at overskue, men skaber ifølge kritikere også mere monotone bymiljøer i forhold til hvis enkelte udviklere, med hver deres hyrede tegnestuer, havde udviklet de enkelte byggegrunde i etaper.

Selvom det forestående salg betyder, at nogle af de sidste byggegrunde i denne del af Københavns havn vil forsvinde, er der stadig lagt op til meget mere udvikling i lokalområdet.

På den anden side af indfaldsvejen Vasbygade er Københavns næste, store byudviklingseventyr, Jernbanebyen, på vej med 5.000 nye boliger og 200.000 m2 til erhverv i en helhedsplan tegnet af arkitekterne fra Cobe.

Bydelen bliver desuden et vigtigt bindeled mellem Sydhavnen og resten af byen. I fremtiden vil man således kunne gå direkte fra Ingerslevsgade på Vesterbro ad en ny stibro over baneterrænet, fortsætte gennnem Jernbanebyens grønne områder og slutteligt passerer endnu en ny stibro over Vasbygade, før man ender ved Belvedere-kanalen og den kommende park ved Ørstedsværket. Herfra vil der kun være en spytklat til den del af Enghave Brygge, der nu skal udvikles.

Også mod nord bliver Enghave Brygge og resten af Sydhavn fremover lidt sjovere og mindre støjende at nå til fods. Når området ved Dybbølsbro Station står færdigt, vil en planlagt, hævet gårute ovenpå en ny IKEA nemlig binde Jernbanebyen sammen hele vejen op til SEB Pensions grønne kontorbygning ved Bernstoffsgade.

Også her mangler dog at blive lagt en puslespilsbrik.

Da IKEA skrumpede størrelsen på sit nye 'IKEA City' varehus, blev der efterladt en byggegrund mellem møbelbutikken og hotellet Cabinn. Først når også dén grund er bebygget, kan man færdiggøre den hævede gårute.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling