Der er lagt et æg på 17 tons i byens nye have
Tag en pause fra storbyens flimmer i Den Frie Udstillingsbygnings fornyede grønning tæt ved Østerport.
Det gamle bøgetræ på hjørnet af Oslo Plads og Øster Voldgade har fået selskab. Af forbipasserende københavnere, som tager imod invitationen til at sætte sig lidt på den nye bænk, der i en 20 meters bue omkranser træet. Og af en kæmpe matsort monolit ved sin side.
Den tre meter lange, to meter høje og 17 tons tunge skulptur er en ellipsoide – eller æggeformet, om man vil. 'Det Ægyptiske Æg' har kunstneren Sophia Kalkau da også navngivet sit værk, med hilsen til de gamle egypteres templer, som maleren og multitalentet J.F Willumsen var inspireret af, da han formgav Den Frie Udstillingsbygning omkring år 1900.
Det store sorte stenæg er lagt som blikfang og naturligt centrum i det fornyede lille haveanlæg ved Den Frie, hvor for eksempel museumsgæster og de travle togpendlere ovre fra Østerport nu har fået et grønt mødested og fredeligt åndehul. Før var der kun trafik og et trist buskads på hjørnet som fremover danner ramme om tiltrængte pauser med æggeformet kunstoplevelse og udeservering.
Serveringen står caféen under udstillingsbygningen for, når det igen bliver lidt varmere i vejret. Længere nede i haven er anlagt små bakker med nye træer samt to større siddeplinte, der også kan bruges som scenepodier.
Sophia Kalkau er selv en af kunstnerne i sammenslutningen Den Frie Udstilling, som ejer bygningen – og som J.F Willumsen var med til at stifte i sin tid. Kalkau er kendt for sit arbejde med de runde geometriske former, som hun tidligere har udsmykket blandt andet hospitalsbygninger i Aarhus og universitetsbygninger i Odense med. Københavns matslebne æg har hun fræset ud af en blok svensk diabas, også kendt som sort granit.
Haven omkring Den Frie Udstillingsbygning er ejet af Københavns Kommune, som derfor har stået for fornyelsen til 2,8 mio. kroner, tegnet af landskabsarkitekten Torben Schønherr.
'Det Ægyptiske Æg' er blevet til med en donation på 1,8 mio. kr. fra Statens Kunstfond.