pixel

Danmarks Akvarium bliver til restaurant- og kulturhus

Efter 74 år som inspiration til mange neonfisk-akvarier på sjællandske børne­værelser, har Danmarks Akvarium de seneste otte år henslæbt en kummerlig tilværelse. Men nu sker der noget i Charlottenlund.

Akvariet Kulturhus

Klovnefisk og cichlider gik enten på pension eller blev transporteret til Kastrups nye Den Blå Planet, da Danmarks Akvarium lukkede dørene for sidste gang i 2012.

I de otte år siden har bygningerne fået lov at falde hen, og som voksen københavner er det nok lidt svært at kigge på billederne af de faldefærdige rester, som de tager sig ud i dag. 

Mangt et københavnsk og sjællandsk barneansigt er blevet klemt op mod de få milimeter glas der skilte den grå, nordiske luft på den ene side fra det lune vand og de farvestrålende fisk på den anden.

Men hvor der før var papegøjefisk og slyngplanter svøbt ind i tropiske barnedrømme, er der i dag kun fugtig beton iklædt tarvelig graffiti. 

Ad flere omgange har der de seneste år været tilløb til at gøre noget ved de falmede illusioner i Charlottenlund, nord for København, men intet er sket — før nu.

Nu er der nemlig givet byggetilladelse til det nye kulturhus Akvariet, der skal være et samlingspunkt for lokalmiljøet omkring Hellerup.

Fra slutningen af 2021 vil funkis-bygningen fra 1939 byde på fitness- og wellnesscenter, to restauranter med skovudsigt, et område til kunstudstillinger og koncerter — og nye lydstudier til kreative unge.

Dermed bliver der ikke indrettet et nyt hotel i den gamle bygning, hvilket ellers oprindeligt var udviklingsfirmaet NPVs plan, da det købte huset tilbage i i 2014. Efter en længere proces, der også har inkluderet Gentofte Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen, behøver man nu ikke checke ind i en reception for at få adgang til bygningens indre.

Dét er der nok mange tidligere akvarie-gæster der er glade for. Den hvide bygning har gennem årene nået en næsten ikonisk status for mange fiskeelskere — og beliggenheden i kanten af den lille Charlottenlund Skov gør den til et oplagt indslag i et sommerbesøg med en picnic-kurv i hånden. S-toget stopper på Charlottenlund Station, der ligger lige ved siden af.

Dynamisk men respektfuldt

Bygningen skal dog, ikke overraskende, først igennem en større ombygning, og den kommer arkitekterne fra Vilhelm Lauritzen til at stå for.

Fra det københavnske firma lyder det, at ombygningen både vil skabe en ny, spændende dynamik i huset og være respektfuld over for det eksisterende. 

»Vi har taget afsæt i den oprindelige arkitektur og skabt en harmonisk sammenhæng og en åbenhed, der lukker naturen og lyset ind, men uden at bygningen larmer i de fredede omgivelser. Det bliver et levende hus, hvor historien tydeligt træder frem,« siger Torsten Stephensen fra Vilhlem Lauritzen.

Vilhelm Lauritzen står også bag bygninger som lufthavnens Terminal 3, RedmolenØsterbrogade 190 og det udskældte Bohrs Tårn — og blev oprindeligt kendt i 1940'erne for at tegne Radiohuset på Frederiksberg. 

Arkitekterne har af Gentofte Kommune fået tilladelse til at tegne op til 1.300 nye kvadratmeter som tilbygninger. De rent kulturelle formål i det nye hus kommer kun til at optage 20% af det samlede areal, men til gengæld bliver der direkte adgang til dem fra bygningens hovedindgang.

Om selve udviklingsarbejdet har Gentofte Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen altså truffet aftale med ejerne NPV A/S. 

Bag NPV, som selv hører til i Charlottenlund, står den lokale Jens Schauman og familie, der har været involveret i ejendomsudvikling i mange år.

En søgning i Det Centrale Virksomhedsregister afslører, at Jens Schauman har siddet i bestyrelsen eller direktionen for ikke mindre end 90 selskaber der er gået konkurs. Og NPV selv får i diverse online fora hårde ord med på vejen fra københavnere, der har købt projektboliger af udviklerfirmaet — blandt andet på Engholmene i Sydhavnen.

NPV er også tidligere blevet politianmeldt af forbrugerombudsmanden for vildledende markedsføring, men sagen viste sig senere forældet.

Danmarks gamle Akvarium i dag

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling