pixel

Co-working åbner i 60'er byggeri på Vesterbro

Anonym bygning kommer til at huse afdeling af verdens største 'coworking space'

WeWork Amsterdam

De fleste københavnere har formentlig ikke bygningen på Skelbækgade 2-4 i top-10 på deres liste over byens arkitektoniske juveler.

Den 6. etagers bygning fra 1964 er et skoleeksempel fra modernismens velmagtsdage: Et helt simpelt formsprog i tunge, røde mursten — med lange, snorlige bånd af uniforme vinduer og meget lidt pjat.

I stueetagen ligger en graffiti-bemalet Carl F-butik med søm og skruer, men ellers kender de fleste Vesterbro'ere nok bedst bygningen fra deres ture med Fisketorvet som destination. Skelbækgade løber nemlig ud i Dybbølsbro.

Men hvad Skelbækgade 2-4 ikke har af spræl i sit eksteriør, vil den formentlig få i sit interiør fra midten af næste år.

Til den tid kommer bygningen nemlig til at huse en afdeling af WeWork — verdens største udbyder af såkaldt coworking space.

På godt dansk er et coworking space en slags kontorfællesskab, blot tænkt i større skala og tilsat et godt stænk af det 21. århundredes hipster start-up kultur.

I et coworking space er der ofte ligeså mange kaffemaskiner, bløde sofaer og samtalebåse som der er skriveborde og laptops. Og beliggenheden er normalt central i byen — og ikke i et industribyggeri i forstaden. 

Intentionen er, at mennesker, der arbejder på deres egne projekter — enten alene eller i små grupper — kommer i kontakt med andre i samme situation.

På den måde kan der opstå energier og synergier på tværs af projekter og firmaer, og slutresultatet ender forhåbentlig med at være bedre, end hvis man henlagde arbejdspladsen til hjemmekontoret eller seks kvadratmeter med linoleumsgulv ved ringvejen.  

Modellen skaber også fleksibilitet for virksomheder i vækst, der nemt kan tilføje arbejdsstationer til nye ansatte — eller skære nogen væk, hvis tingene går mere stille og roligt i en periode.

Kødby eller ej

Men hvorfor Skelbækgade?

Jo, byggeriet selv leder måske ikke tankerne hen på den kreative klasse og ombyggede pakhuse med fritlagte murstensvægge og inventar i aluminum. 

Men beliggenheden lige ved siden af Kødbyen rimer rigtig godt på den primære målgruppe: Yngre, urbane, selvstændige mennesker der godt kender forskellen på en caffé macchiato og en café cortado.

Så godt, rent faktisk, at WeWork selv kalder lokaliteten for 'Kødbyen', selv om det gamle slagterdistrikt egentlig først starter ovre på den anden side af Skelbækgade.

Rent konceptuelt er der heller ikke langt fra Kødbyens småsnak over fadøl på bænkeborde til livet i et coworking space.

Én af WeWorks design-filosofier er, at lejerne skal have mange muligheder for at møde hinanden. Ikke blot i dertil indrettede café-områder, men også i det flow der er igennem bygningen. 

WeWork har tidligere f.eks. arbejdet med at rive store huller i etageadskillelserne for at kunne installere brede, markante trapper mellem etagerne. På trappernes repoer placerer man små siddeafdelinger.

Tanken er, at spontane møder ofte sker på trapper, og hvis man falder i snak, skal snakken have et naturligt sted at fortsætte med det samme — i stedet for at man blot smiler til hinanden og siger "vi tales ved".

Koncept i vækst

WeWorks afdeling i København kommer til at huse 7.500 m², men først ligger der altså et års indretningsarbejde forude. I alt har WeWork åbnet cirka 500 afdelinger fordelt i godt 100 byer verden over. Alene i London er 49 afdelinger enten allerede åbnet eller gør det snart.

Ganske imponerende for en virksomhed der åbnede sin første afdeling for blot ni år siden — i 2010 i New York — og et tydeligt tegn på en urban arbejdskultur i forandring.

Institutionelle investorer har i alt skudt cirka 85 milliarder kroner i WeWork der ikke er profitabel, men som bruger de exceptionelt mange investeringskroner på at udvide hurtigt, så de kan blive markedsledende. Storebæltsbroen kostede cirka 38 mia. kroner omregnet til 2018-priser.

I den løbende konkurrence med den svenske hovedstad om at være Skandinaviens førende storby, trak København i dette tilfælde det korteste strå. WeWork åbnede den 3. juni deres første skandinaviske afdeling i Stockholm. 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling