Charlottenborg muret til med redningsveste
I Nyhavn har stjernekunstneren Ai Weiwei barrikaderet facaden med 3.500 flygtninges brugte redningsveste.
Lige ved ankeret i Nyhavn er selfie-stængerne begyndt at pege den anden vej. For alle de høje vinduesåbninger på Kunsthal Charlottenborg er blevet fyldt helt ud med stablede redningsveste i skrigorange og andre opmærksomhedssøgende nuancer.
Den farvestrålende barrikadering af facaden bliver siddende hele sommeren som et besk bidrag til omgivelsernes turisttiltrækkende maritime stemning.
Installationen består nemlig af over 3.500 redningsveste opsamlet på Lesbos, efterladt af flygtninge reddet i land på den græske ø.
Bag det omfattende facadeværk på Charlottenborg står kinesiske Ai Weiwei, en af tidens mest verdensberømte samfundskritiske kunstnere.
Han kalder tilmuringen 'Soleil Levant', opgående sol, med reference til et maritimt maleri af Monet, og redningsvestene vil frem til 1. oktober sætte fokus på den humanitære krise, der fortsat rammer Europas kyster hver dag.
Det er anden gang inden for et år, at Kunsthal Charlottenborg iklæder sig en flere måneder lang installation. Fra sidste september og frem til januar var hele facaden mod Nyhavn pakket ind i en kæmpe mosaik af afrikanske lærredssække, skabt af den ghanesiske kunstner Ibrahim Mahama.