Dét forklarer tre herboende, udenlandske arkitekter, der har taget et grundigt kig på, hvad covid-19 har gjort ved byen.

De tre bor i hver deres del af hovedstaden — i meget forskellige byområder, eller typologier, som det hedder: Helt forskellige typer by, kort sagt.

Danila Lampis fra Italien bor i forstaden Rødovre. Saloni Parekh fra Indien lige midt i den tætte by. Og Samaneh Sadri fra Iran har sin lejlighed i et af de nybyggede havnekvarterer: Havneholmen.

Med udgangspunkt i deres eget nabolag, diskuterer de tre her, hvordan beboerne har brugt og oplevet de offentlige rum i løbet af foråret og sommeren 2020.

Erfaringerne bør give os lejlighed til at omtænke visse dele af byen og sørge for, at alle dele af byen bliver næret, mener de tre.

Den tætte by: Sankt Annæ Vester Kvarter

Mennesketomt centrum designet til fodgængere

Under nedlukningen var Sankt Annæ Vester Kvarters tætte, urbane design en fordel for områdets beboere. Essentielle ydelser som supermarkeder, apoteker, restauranter og rekreative områder ligger her alle inden for fem minutters gang.

Der var mulighed for at opretholde et godt byliv i centrum, da man kunne gå overalt og dermed ikke var afhængig af andre transportmuligheder, hvor man ellers kunne være blevet udsat for smitteeksponering.

Nedsat mobilitet gjorde, at der ikke kom udefrakommende til centrum, og alle dets store offentlige rum var kun tilgængelige for beboere.

Her mærkede man ikke pandemiens begrænsninger, da man kunne få opfyldt personlige behov og undgå store menneskemængder.

Men efter et par uger med konsekvent mennesketomme gader, begyndte også en anden virkelighed at vise sig:

For de tomme gader skyldtes ikke kun manglende bytrafik, men også manglende beboere.

Pandemien viste paradokset om det meget beboelige centrum — hvor kun få mennesker rent faktisk bor.

Omdefinering af bylivet

I centrum findes et miljø med uanede muligheder for at slentre ned ad charmerende gader, tage en pause og nyde handelsmulighederne.

København er symptomatisk for mange europæiske bycentre, der er blevet omdannet til historie- og kulturreservoirer, som primært henvender sig til shopping og turisme.

Fokus på økonomisk output pr. kvadratmeter har gjort, at der stort set ikke længere er boliger til rådighed, og fraværet af de kortvarige brugere — de besøgende — efterlod under nedlukningen den centrale by med sine store kapitalinvesteringer stort set ubrugt.

En diversificering af funktioner hvor man i centrum også skaber mere rolige, attraktive fællesmiljøer med f.eks legeområder, vil gøre det mere attraktivt som boligområde.

Sådan en spredning vil ikke undertrykke områdets rolle som et knudepunkt for aktivitet og handel, men blot gøre det mere anvendeligt i forskellige kontektster.

Havneholmen

Overfyldte knudepunkter

Havneholmen er et klinisk, urbant område bestående af 5-6 etage boligblokke-, erhvervs- og kontorbygninger.

Områdets åbne rum med grønne områder dækket af siv er ikke indbydende til brug, da de ikke er mulige at lege i eller sidde på. Og de mange bænke langs stierne skaber et rodet byrum.

Som en konsekvens brugte de fleste beboere enten deres balkoner eller Islands Brygges promenade i løbet af nedlukningen.

Promenadens mange opholdssteder og livlighed tiltrak dog mange københavnere fra alle dele af byen, hvilket førte til overfyldte byrum med større risiko for smittespredning.

I en søgen efter et alternativ genopdagede nogen af de lokale i stedet den nærliggende og rolige Amager Fælled — en urban skov som ellers kun sjældent blev brugt af dem.

Mens selv med muligheden for at tage ud i det uprogrammerede — i rum uden designet funktion — foretrak de fleste altså selv under en pandemi at opholde sig i designede byrum med andre mennesker.

Mere meningsfulde offentlige rum

Havneholmen består af åbne gårdrum mellem bygningerne forbundet af stier — uden et samlet forløb langs havnen. Imens er Islands Brygge og Nordhavns popularitet rodfæstet i deres adgang til vandet.

På trods af at Havneholmens beboere skal krydse havnen for at komme til Islands Brygge, var det her de tog til i stedet for at blive i deres eget område ved vandet.

At Islands Brygge er sådan en succes er et bevis på, at brugervenlige byrum langs vandet med katalysatorer til offentligt liv er mere meningsfulde end golde pladser lagt ind imellem boliger.

I genudviklede områder har ejendomsselskaber opført veldesignede boligblokke, men ignoreret sociale behov til fordel for økonomiske gevinster.

De mellemliggende pladser er blevet betragtet som byplanlægningskrav i stedet for reelle brugsområder for byen.

Havneholmens mere hengemte pladser mellem husene indbyder ikke beboere til at "komme" og "blive". De modvirker tilfældige møder og tilskynder til et isoleret byliv.

Som en typologi affødt af en kapitalistisk produktion af byrum er de nødt til at blive gentænkt for at omfavne sociale bånd. 

Forstaden — Rødovre

24-timers forstadsmodel og urbane tomrum

I forstadskommunen Rødovre er et indkøbscenter det fysiske og metaforiske centrum.

Under nedlukningen blev forstadslivet en 24/7-virkelighed, og manglen på kontrast fik de private villaer i rolige kvarterer til at føles mere sikre, men også både isolerede og ensomme.

Indkøbscentret Rødovre Centrum blev hårdt ramt, da de fleste butikker lukkede. De få der stadig var åbne blev kompromitteret af en indadvendt arkitektur.

For usikkert til både social og rekreativ brug blev indkøbscentret efterladt som et stort tomrum.

Lokale butikker, der fortsat måtte holde åbent, formåede ikke at overtage salget, og dermed forsvandt livet fra både indkøbscenter og gader.

I stedet opstod der nyt liv ved Damhussøen der sammen med den omkringliggende park blev det nye samlingssted.

Men det velbevarede naturområde manglede offentlige faciliteter til at understøtte den øgede brug. Og derfor blev de to offentlige rum svækket af pandemien.

Omform handlen

Arkitektur for handel og rekreation i forstæder er defineret af indkøbscentre og støttet af svage, lokale butikker. 

Indkøbscentertypologien blev yderligere forældet af pandemien.

Dekonstruktion af centrene og nedskalering til udadvendte rum med udendørs forbindelser er muligvis den sandsynlige fremtid.

Forstadshandlen har brug for at imødekomme den nye efterspørgsel og flytte handlen ud på gadeplan.

Gadenettet kan styrkes med nye, fodgængervenlige muligheder for at sprede og lokalisere detailhandlen — og dermed skabe mere synligt liv.

Idéen om gågader i forstæder er ikke revolutionerende, men den har i dag både nye udfordringer og muligheder. 

De roller som byens kerne og periferi skal spille er ikke længere så forskellige. I den post-pandemiske by med ny teknologi og arbejde på hjemmekontorer og i co-working spaces bør vi gentænke designet af byrum — og hvordan udbuddet af tjenester og styring af kapitalen kan forme modstandsdygtige byrum.