pixel

Tre retters kanalrundfart

Specialist i mad-med-københavnerudsigt søsætter dinner cruise i byens kanaler – vi tog med på jomfruturen.

bojesen dinner cruise

Fakta

Bojesen Dinner Cruise

Første og sidste fredag i sommermånerne: 5. juni, 26. juni, 2. juli, 21. juli, 7. august, 28. august, 4. september, 25. september.

Turen varer cirka 2 timer med afgang fra Gammel Strand med Canal Tours Copenhagen

Prisen er 499 kroner for tre retter, to glas vin, samt vand og kaffe/te.

Læs mere og book dit dinner cruise via Bojesen.dk

Kunne det friste at lade lokale delikatesser forkæle dine smagsløg, mens øjnene spiser København fra den smukke vandside? Så er det denne sommer, du kan få afstemt de ydre fornøjelser med de indre, når Bojesen, der allerede serverer udsigtsmenuer i Operaen og tårnet på Christiansborg, søætter et fast dinner cruise i Københavns kanaler.

De danske sommeraftener er som bekendt dejligst udenfor i solen lige inden mørket falder på. Og allerskønnest ved vandet, på vandet – og i vandet, vil nogen måske også synes. Derfor er der også livlig aktivitet i hovedstadens havn og vandstræder på denne tid af døgnet, og nu skal det bedste af den danske sommerkultur altså også smage af den bedste nordiske kvalitet.

»København har nogle af verdens hyggeligste og mest historiske kanaler. Omgivelserne kan selv den dyreste Michelin-restaurant aldrig matche. Men den smukke udsigt mangler et gastro-cruise, der frem for alt er stemningsfuldt og hyggeligt,« siger kok og restauratør Rasmus Bo Bojesen om sin nye flydende sommermiddag til de blå timer på vandet.

Hvid dug overbords

Kold og smådryppende er Gammel Strand dog endnu på forårsdagen, hvor Magasinet KBH stiger ombord til forpremieren på Bojesens Dinner Cruise. Heldigvis er der på den klassiske kanalrundfartsbåd varme og glastag, der kan åbnes efter behag, så det hverken ødelægger hygge eller humør, at det danske vejr kan skifte fra time til time. Eller sabotere borddækningen, der straks signalerer stilrenhed.

De hvide duge er smidt overbord, sammen med de sure industriservietter og plastudsmykningen. Tanteriet og mormors fine fornemmelser er erstattet af en moderne og mere rå stil, der passer til de lokale nordiske råvarer, som menuen glimrer med. Det vil sige, serveringen sker i sylteglas til forretten, i lerskål til hovedretten og i luksuspap til desserten.

Gourmet i vandhøjde

Menuen er fast og leveres direkte fra Restauranten i Tårnet, få hundrede meter fra kajpladsen. De tre retter ligner unægtelig personlige favoritter allerede ved første blik på menuskiltet, men som altid hos Bojesen er der overraskelser af gourmet-højder mikset ind i de danske traditioner.

Rimmet laks får nyt spræl af spidskål vendt i yoghurt og spæde skud af ramsløg. Bagte bioløg og revet høost lyder lidt mere interessant end det er; men Lammefjords-kartoflerne er en himmerigsmundfuld, ikke mindst grundet den estragonmayo, der også pepper den klassiske kartoffelmad op på tårnrestaurantens frokostkort. Og det lækre økologiske brød – lyst og mørkt – fra egen bager, naturligvis.

Hovedretten er helt perfekt rosastegt kalvetyksteg og sprødt sæsongrønt med en fin klat rygeostcreme. Og så endnu en yndlingskombination til kaffen eller teen: Bærkompot, knust vaniljekage og sprøde kakao-nibs som topping på moussen af Oialla-chokolade – den lyse på 46 procent, men stadig en vidundersmag af den anden verden.

Folkelige blå timer

Imens den sidste aftensol bølger stille over vandet og restaurantbåden, flyver de to timer hurtigt afsted – om man er til romantik med kæresten, stads med udenlandske gæster, hygge med den jyske familie, fest med gastro-vennen eller flirt med ukendte turister. For man er selv med til at skabe den sidste del af stemningen, de ydre attraktioner og de indre smagsnuancer er allerede i top.

Det uformelle og afslappede giver sig selv i dette flydende rum, og Bojesen & co. håber at folkeligheden vil flyde lige så livsaligt som det byliv, der bobler langs kajer og på broer undervejs. Broer, hvis mursten og metal indimellem kommer ret tæt på, når båden skal passere. Så er det godt med en erfaren styrmand – husk at hilse pænt på ham ved ankomst og afgang!

Bojesen Dinner Cruise lægger fra kaj den første og sidste fredag i sommermånerne juni til september, book dine pladser her.

Mest læste

relaterede
artikler

Christiansborg har åbnet byens højeste tårn for alle med lyst til sublim københavnerudsigt og nyklassisk dansk mad.

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling