Bliv forelsket i din by på ny
Du kommer om muligt til at holde endnu mere af København når du har set de fire videoer som filminstruktør Martin de Thurah lavede til den danske Expo-pavillon i Shanghai.
De fire videoer viser København som vandby, cykelby, familieby og nå ja, havfrueby, og videoerne er ren billedmagi: Blændende smukke og fyldt med anderledes stemningsbilleder fra den by, de fleste af os haster igennem til hverdag.
Se Københavns portræt som cykelby
Se Københavns portræt som familieby
Filmene, der varer mellem tre og seks minutter, var en del af den danske pavillon, der havde sidste gæst på besøg i søndags.
Og hvis de her film ikke har givet en god slat af de 5,6 millioner besøgende lyst til at lægge vejen forbi København, er det svært at se hvad der skulle kunne lokke. Udover at havfruen 20. november er tilbage på sin hjemlige plads ved Langelinie.
Instruktøren Martin de Thurah er især kendt for sin eminente evne til at lave musikvideoer der har sikret ham kunder som The Editors, Kanye West, Röyksopp og Malk de Kojin.