Bar med langt tilløb
Evig morgenmad og Berliner-stemning
Harbo Bar
Blågårdsgade 2
Kbh N
Kærligheden til lokalområdet fornægter sig ikke på nyåbnede Harbo Bar. De 41-årige tvillinger Gitte og Lene Harbo er trods deres vestjyske rødder nørrebroere af hjerte, så selvfølgelig skulle drømmen om et fælles sted realiseres dér.
Selv om navnet kalder på øl og fest, er intentionen at lave en café hvor man kan få morgenmad dagen lang. ”Man skal kunne få sin morgenbolle med ost kl. 18 hvis man er stået op kl. 17 og trænger til den,” lyder det fra tvillingerne.
Harbo Bar åbnede i november, men idéen om et fælles sted har 25 år på bagen. Et ophold hos en gakket og ivrigt genbrugende familie i 1980’ernes Brighton gav en klar fornemmelse af hvordan en kommende bar skulle være. Så Harbo Bar er indrettet ud fra devisen om at alt skal have en historie. Her er skamler lavet af aflagt gulv fra Dansk Design Center, togdøre ud til toiletterne, og et gammelt skolegulv fra Møn har fået nyt liv som kunstfærdig baggrund for et helvægs-menukort.
På menuen finder man seks slags lokal økologisk brændevin hvor valnødde-versionen er blevet en bestseller, og på fadølsanlægget skummer Hancock’en ud. ”Vi vil gerne have specielle ting med en historie bag. I stedet for at finde ’den lille skarpe’ et eller andet eksotisk sted, har vi fundet den i nabolaget.”
Indtil videre kan man stille den lille sult med lidt snacks eller en af de hjemmelavede cupcakes, men det nye køkken kommer snart i brug. Drømmen er også at lave blandt andet stumfilmsarrangementer og minikoncerter for hele tiden at udvikle baren i samspil med det elskede Nørrebro. ”Stedet er som vores forlængede dagligstue. Vi føler os hjemme når vi træder ind ad døren, og vi vil have at alle skal komme her. Ord som målgruppe og segment giver os grønne knopper.”