Arkitekter elsker troldekuglehus
Et lille gråt kontorhus i Toldbodgade har med hullet gavl og bevægelig messingbeklædning forvandlet sig til et af byens smukkeste – nu er det også Årets Arne 2013.
Titlen er forbundet med en særlig prestige, fordi det er arkitekternes egen hædersbevisning. Og årets hovedpris Store Arne går til BBP Arkitekters ombygning af smykkefirmaet Trollbeads domicil tæt ved Nyhavn, fordi det på samme tid er elegant tilpasset omgivelserne og helt sit eget.
Du kan se meget mere om troldekuglehuset i Toldbodgade her på magKBH.
Årets Arne er naturligvis opkaldt efter Arne Jacobsen, og er blevet uddelt af Akademisk Arkitektforening siden 2007. I 2010 var Magasinet KBH nomineret til sideprisen Lille Arne, for bladets brede formidling af byudviklingen i København.