År 2095: København efter oversvømmelsen
Ny dansk science fiction-film giver et vådt bud på Fremtidskøbenhavn.
Om 80 år står hovedstaden i havvand til halsen, som en fordømt blanding af Venedig og Hong Kong, hvor vandstanden kan aflæses direkte på Frihedsstøtten foran byens gamle hovedbanegård.
I hvert fald i de første glimt af København anno 2095 i traileren for spillefilmen 'QEDA'. Den er noget så usædvanligt som en dansk sci-fi-thriller og ser ud til at ville give det hidtil mest ambitiøse visuelle bud på et Fremtidskøbenhavn fra filmens verden.
I dystopiske 'QEDA' er kloden hærget af en miljøkatastrofe, hvor havene er steget, og alt naturligt ferskvand er væk. Og Carsten Bjørnlund har hovedrollen som den tidsrejsende agent, der tager fra 2095's oversvømmede København tilbage til 2017's velkendte udgave på jagt efter forskeren, der kunne havde reddet verden.
Eller faktisk er det gennem en molekylær deling agentens anden halvdel, der er på opgaven, men forsvinder. Og så må vor helt efter bedste science fiction-logik jo nødvendigvis ud i et kapløb med tiden gennem tiden for at finde både sig selv og redningen et sted mellem fortidens og fremtidens København.
’QEDA’ er første spillefilm fra dokumentar-instruktøren Max Kestner og får biografpremiere 16. november 2017.
Se traileren for 'QEDA' herunder: