Amerika Plads er langt om længe færdig
To efternølere har afsluttet genudviklingen af Københavns gamle frihavn.
I relativ ubemærkethed blev den store, sammenhængende p-kælder, der ligger nede under det meste af Amerika Plads, solgt lige inden årsskiftet.
Hvem der ejer et givent parkeringsanlæg i København nyder måske normalt heller ikke den store bevågenhed, men her var en af sælgerne kommunens udviklingsselskab By & Havn, der dermed afhændede sin allersidste del af hovedstadens tidligere frihavn inde mellem Langelinje og Kastellet.
Med andre ord: Amerika Plads er officielt blevet helt færdig.
En fuldt udbygget genudvikling af et tidligere industriområde til et nyt bykvarter er i sig selv lidt af et særsyn i København anno 2020, hvor vokseværket til tider kan virke uendeligt knopskydende i alle ender af byen.
Men dertil er Amerika Plads i høj grad også et 00'er-projekt, som i de fleste københavneres bevidsthed for længst er et afsluttet kapitel, selvom det sidste punktum reelt først sættes nu.
De fleste nybyggerier i det tætte bolig- og kontorkvarter har da også nået teenagealderen, men langs Kalkbrænderihavnsgade i områdets nordvestlige hjørne ligger to efternølere i vuggestuealderen, der først næsten et årti senere end beregnet fik lukket hullet og skød op på den sidste byggetomt.
Buet hjørnedomicil
Selve hjørnet tættest færgeterminalen til Oslo-bådene har fået runde kanter med den lyse kontorbygning, der nu rummer det danske hovedkvarter for det franske olieselskab Total.
Inde bag facadens bånd af granit, stål og vinduer er domicilet et atrium-hus med plads til 800 medarbejdere. De 15.500 etagemeters åbne kontorlandskaber er således fordelt på seks etager omkring et stort indre torv, der er flankeres af trapper og balkoner hele vejen til glasloftet.
Det er tegnet af PLH Arkitekter, oprindeligt til Maersk Oil, der lige akkurat nåede at tage huset i brug inden olieaktiviteterne i Nordsøen blev opkøbt at Total i 2018.
Det tredje tårn
Mellem Total og den tidligere Nordisk Fjer-bygning langs Kalkbrænderihavnsgade er det boligejendommen Amerika Have, der er kommet til.
Den er udformet som sin egen karré i mørkbrændt tegl med markante og rummelige altaner hele vejen rundt. Basen er i fire til fem etager, som mod syd rejser sig op til et 13-etagers tårn – den tredje og sidste tårnbygnng på Amerika Plads efter 16 etager høje Kobbertårnet fra 2004 og 15 etager høje Fyrtårnet fra 2008.
Vilhelm Lauritzen Arkitekter har i indretningen af Amerika Haves 12.500 etagemeter fået plads til 115 gennemlyste boliger i varierende størrelser mellem 50-160 m2.
Lejlighederne ligger omkring et åbent gårdrum med port ud mod kvarterets samlende plads, der har Frihavnens restaurerede stationsbygning som fikspunkt, og som med boligkarréens ankomst endelig er kommet i læ for vind og støj.
Egen station og domkirke
De sidste havnefunktioner i området blev indstillet midt i 1980'erne, og genudviklingen og modernisering af de gamle pakhuse startede så småt i 1990'erne.
Omkring årtusindskiftet indgik By & Havn (det daværende Københavns Havn) et 50/50-ejet partnerskab med Agat Ejendomme (dengang TK Development) omkring udviklingen af Amerika Plads.
Helhedsplanen for kvarteret blev udtænkt af de hollandske arkitekter West 8 anført af Adriaan Geuze, og inden finanskrisen ramte fik en række danske tegnestuer op gennem 00'erne realiseret de fleste af visionens 150.000 etagemeter byggeri, hvoraf en trediedel består af de historiske bygninger.
Den lave stationsbygning i murbindingsværk er fra 1895 og tegnet af statsbanernes overarkitekt Heinrich Wenck, der også stod bag Hovedbanegården og nyrenoverede Østerport. I dag er der smørrebrødsrestaurant i huset, der, da nybyggeriet tog fat, blev adskilt sten for sten og siden genopført på en lidt anden placering.
Meget markant blandt fortidens genbrugte bygningskroppe er også "Domkirken", et højt silopakhus med skråtag og to tårne, der efter en gennemgribende ombygning, renovering og tilbygning i 1993 blev til Regionernes Hus, hvor Danske Regioner fortsat holder til.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!