pixel

173 nye boliger med geometriske former rejser sig på Amager

Ungdomsboliger med skrånende tage og detaljeret murværk skal forbinde to helt forskellige typer by.

englandsparken, holscher, boliger

Midt mellem villakvarterer, lejligheder og en stor idrætspark er 173 nye ungdomsboliger på vej midt på Amager.

Nærmere bestemt er vi ved Englandsparkens nordlige hjørne, hvor man for få år siden kunne købe sig en BMW.

Nu er bilforhandleren revet ned, og arbejdet med fundamentet til det nye boligprojekt er fremskredent.

Binder villa og storby sammen

Bilforhandlere og tung trafik er to ting, Englandsvej er kendt for. Men arkitektonisk set byder den lange vej på stor skala-diversitet, som på dette hjørnet nyfortolkes af det kommende boligprojekt.

Det kommende hus er designet af tegnestuen Holscher Nordberg og skal flugte med flere af de ældre, håndværksmæssige kvaliteter, man støder på i områdets murermester- og patriciervillaer.

Den store karrébebyggelse rejser sig i fire-fem etager mod trafiktunge Englandsvej og karrérne på den anden side af vejen, mens den mod øst trapper ned mod villakvarteret med to-tre etagers huse med forhaver.

Det hele omkranser et fælles, grønt gårdrum med hævede terrasser og højbede. En offentlig sti gennem gårdrummet skal sikre, at alle kan få glæde af en ny smutvej fremover.

Alle lejligheder bliver lejeboliger på mellem 32 og 50 kvadratmeter og får fællesadgang til køkken, bibliotek, loungeområde samt cykel- og P-kælder.

Hele projektet byder på et etageareal på 10.500 m2, hvoraf 2.500 af dem bliver til almene boliger. Dermed er byggeriet opført under de regler, der kan tvinge en bygherre til at lade 25% af et nybyggeri være alment.

Detaljer og geometri-tag

Facaden på det nye byggeri vil blive beklædt med rødlige teglsten, og dermed lægger byggeriet sig ind i slipstrømmen på hundreder af andre, nyere facader i København.

Øverst oppe er der dog lidt mere på spil. Taget bliver nemlig en moderne fortolkning af de klassiske saddeltage, som fylder en del i landskabet her på kanten mellem Amagers centrale villakvarterer og lejligheder.

Med mange hældninger og fald bliver taget lidt af et geometrisk studie, mens murværket bygges op i hvad arkitekterne kalder 'dobbelt halvstensforbandt'.

'Forbandt' er blot et andet ord for det mønster, som murstene lægges i. Det mest klassiske er nok et 'halvstensforbandt', hvor én række af mursten ligger forskudt en halv sten i forhold til rækken over og under. 

Et 'dobbelt halvstensforbandt' er ikke et udbredt forbandt, men Skou Gruppen — der skal opføre byggeriet — forklarer, at man her vil stable to sten ovenpå hinanden, inden man forskyder de næste to rækker med en halv sten.

Det kan måske lyde som lidt murermester-nørderi, men facadedetaljer kan være afgørende for, hvordan et byggeri — og den by de tilsammen skaber — bliver oplevet.

Enkelte steder vil forbandtet blive udført med en relief, der skal medvirke til at bløde skalaforholdet mod villakvarteret op. Ved at lave yderligere detaljering mod villaerne — som er mere heterogene end de ret uniforme karréer på den anden side af Englandsvej — forsøger man ned i detaljen at lave en mere glidende overgang mellem de to typer byggeri. 

Man forstår måske bedst tanken ved at vende den om. Havde byggeriet fine detaljer mod den tunge trafik og de ensartede facader på Englandsvej, men mere enkle og bastante facader mod de lave villaer, kunne der hurtigt opstå et mismatch

Skæve taghældninger er det nye sort

Byggerier med anderledes taghældninger er en tendens, vi er begyndt at se flere eksempler på i København.

Særligt Papirøens stejle, skrå tagflader skiller sig ud langs havnefronten, men også nyt byggeri på Kong Georgs Vej på Frederiksberg, på Åboulevarden og på Lygten i Nordvest — for blot at nævne et par stykker — har de senere år givet de flade tage lidt tiltrængt konkurrence.

Tilbage på Englandsvej kommer det nye byggeri ikke til at stå helt alene på grunden.

Tre eksisterende bygninger på arealet er nemlig udpeget som bevaringsværdige og har overlevet transformationen fra bilhandler-spot til lejligheder. Det drejer sig om en villa fra 1921, en værktøjsfabrik fra 1916 og gammel gård helt tilbage fra 1853.

Om man med byggeriet lykkes med at udviske grænsen mellem seks etager høje karréerr mod vest — og lave villakvarterer mod øst— kan man bedømme ved selvsyn, når de mange nye beboere flytter ind på adressen i 2024.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Gerda Bredvig
Jeg ser ikke karréer mod vest, men punkthuse!

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
København
Byens parkeringspladser udnyttet til midlertidige studieboliger – uden at fjerne bilerne.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling