Cykelslangen er tilbage i al sin orange pragt
Efter lidt over en måneds reparation er cykelbroen ved Fisketorvet genåbnet med ny og — forhåbentlig — mere slidstærk belægning.
Rent praktisk er det selvfølgelig dejligt nyt, at cyklister mellem Islands Brygge og Vesterbro nu ikke længere skal ud på en omvej.
Men tager man de æstetiske briller på, er den største nyhed ved denne uges genåbning af Cykelslangen ved Fisketorvet, at den svungne cykelrampe nu har fået sin karakteristiske, knaldorange kulør tilbage.
Københavns Kommune har i lidt over en måned arbejdet på at give Cykelslangen en ny og forhåbentlig mere slidstærk belægning, og nu kan cyklisterne så endelig indtage den orange kørebane igen.
Da man lukkede broen ned i slutningen af juli, lød meldingen, at man håbede at kunne åbne den igen ved udgangen af august. Dog med det forbehold, at arbejdet kunne blive forsinket, hvis vejret lagde hindringer i vejen.
Udfordret af vejr og forsinkelser
Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser til Magasinet KBH, at man undervejs i forløbet både har været udfordret af forsinkelser i leveringen af specialfremstillede materialer, og af at udlægningen af det nye slidlag kun kan ske under optimale vejrforhold.
Ikke desto mindre er Cykelslangen altsa nu igen åben — kun få dage inde i september.
Da Cykelslangen åbnede tilbage i 2014 blev den hurtigt en darling blandt både Københavns cyklister og design- og arkitekturafficionadoer.
Med sin legende og farverige løsning på et i bund og grund praktisk problem, blev den 230 meter lange cykelrampe — der forbinder Fisketorvets forplads med Bryggebroen — lidt af et symbol på den københavnske cykelkultur.
Glansen gik dog relativt hurtigt af Cykelslangen — bogstavelig talt.
Fra orange til grå
I løbet af cykelrampens først seks-syv leveår fik den iøjnefaldende orange belægning et mere og mere mat skær.
I november 2022 kunne vi her på Magasinet KBH konstatere, at 'striking orange' i løbet af kun otte år var blevet til 'basaltgrå’.
Farveskiftet var desværre et symptom på et større problem, nemlig at kørebanens kunststofbelægning var ved at være slidt ned. Man havde oprindelig valgt en relativt skrøbelig belægning for at opnå den helt rigtige farve, og nu var sliddet fra 25.000 daglige cyklister ved at have gjort kål på den.
Derfor er det en ny type belægning med et grovere slidlag og et beskyttende toplag, som nu er blevet lagt ud på Cykelslangen.
Hvis alt går, som man håber, vil det gøre Cykelslange mere slidstærk — og mere farvestærk — i de kommende år.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer