pixel

Nu får Cykelslangen sin orange farve tilbage

Efter ti års intens brug får den verdensberømte cykelbro ved Fisketorvet nu ny belægning.

Cykelslangen 2014

Hvis du i disse dage tager cyklen mellem Vesterbro og Islands Brygge via Bryggebroen, må du forberede dig på at skulle ud på lidt af en omvej. 

Den ikoniske cykelbro Cykelslangen, der normalt fungerer som direkte genvej mellem Bryggebroen og Dybbølsbro, skal nemlig have ny belægning og er derfor lukket for trafik.

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune forventer, at arbejdet på broen vil stå på det meste af august — og måske ind i september, hvis vejret ikke arter sig.

Fra orange til grå

Udskiftningen af Cykelslangens belægning kommer ikke som en stor overraskelse. Tilbage i november 2022 kunne vi her på Magasinet KBH fortælle, at cykelbroens gradvise farveskifte fra pang-orange til grå netop var et varsel om, at der snart skulle ny belægning til.

Kort fortalt var man i sin tid nødt til at vælge en relativt skrøbelig kunsttoftbelægning på cykelbroen, fremfor mere langtidsholdbar — og billigere — indfarvet asfalt. Årsagen er den simple, at asfalt er tungt, og at en stålbro som Cykelslangen helst ikke skal bære for meget vægt.

Kunststofbelægningen kan optimalt have en levetid på op til 15 år, men sliddet fra op mod 25.000 daglige cyklister har altså betydet, at broen nu skal renoveres efter lige godt ti år.

Samtidig valgte man dengang ikke at give belægningen et beskyttende toplag, fordi det gjorde det sværere at ramme den rigtige orange kulør, og fordi det potentielt kunne føre til ulykker, da toplaget gør belægningen lidt mere glat.

Det manglende toplag har dog både ført til hurtigere slid, og til at belægningen har været mere modtagelig for bittesmå, grå gummipartikler fra dækkene på de mange tusind cykler, der hver dag har passeret cykelbroen.

Mere slidstærk løsning

Tilbage i 2022 lød det fra kommunen, at man arbejdede på at finde en belægningsløsning, der var mere slidstærk end den hidtidige — og meldingen er i dag, at det tilsyneladende er lykkedes.

Teknik- og Miljøforvaltningen skriver til Magasinet KBH, at man denne gang lægger et mere grovkornet slidlag, som derefter forstærkes med et beskyttende toplag. Idéen er, at det grovere slidlag og det glatte toplag udligner hinanden, så cyklisterne ikke ender med at komme på glatis.

Oplevelsen af at cykle på belægningen bør dermed ikke blive meget anderledes, end den hidtil har været — men toplaget betyder, at belægningen vil være mere smudsafvisende og langt mere holdbar.

Ifølge forvaltningen vil Cykelslangen dermed ikke bare få sin orange farve tilbage — i en nuance, der ligger meget tæt på den oprindelige. Den vil også forblive orange i meget længere tid.

Dermed tyder meget på, at der vil gå væsentligt mere end ti år, før brugerne af Cykelslangen igen bliver sendt ud på en omvej.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

Heidi Denning
Nu har Cykelslangen været lukket i august måned, vejret har været perfekt, men for mit ‘utrænet øje’, bliver der ikke rigtigt arbejdet på broen. Er det ikke muligt at genåbne den, indtil alle entreprenører er klar til at arbejde på sagen? Så bliver de 25.000 cykellister ikke generet unødigt.
Heidi Denning

Lækkert at cykelslangen bliver renoveret, og skønt at den får sin røde farve tilbage. Men hvorfor hjælper kommunen dog ikke de mange cykellister med at finde en alternativ vej. Nu skal 25.000 cykellister dele den ca. 15m brede passage under slangen med fodgængere. Der er rigeligt plads til at dele forskellige trafikanter op. Cykelister er ikke længere to hjul på en rugbrødsmotor, men en mangfoldig samling køretøjer i højest forskellig fart.

Endvidere er det ikke teknisk muligt for 25.000 cykellister at bærere deres cykler op og ned af trappen, og det er slet ikke muligt for de mange med cykelvogne. Den manglende hjælp giver anledning til mange farlige situationer og unødige konflikter. Dom billist bliver man ofte ansvist alternative ruter.
Michael Søby Heidi Denning
Helt enig! Hvorfor er det ikke styret lidt mere?
Lars Barfred 1
Håber det går bedre end udskiftning af belægning på bryggebroen, der nu er KBH´s første pukkelpiste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling