pixel

Idræt og kultur er allerede på skinner i Jernbane­byen

Mens vi venter på de endelige planer for Jernbanebyen, er idrætten allerede rykket ind i en gammel industrihal med navnet SPOR10.

Spor10 Jernbanebyen

Selvom planerne for udviklingen af Jernbanebyen endnu ikke har fået helt konkret form, summer det allerede af aktivitet i den kommende bydel.

På længere sigt skal omkring 5.000 københavnere bo i Jernbanebyen, og før de flytter ind, skal fundamentet for både boliger, erhverv, kultur og idræt være på plads.

Og dét fundament er godt i gang med at blive lagt. Blandt andet med SPOR10, der er en 6.500 kvadratmeter stor industrihal, som i disse måneder giver genlyd af en lang række forskellige aktiviteter.

SPOR10 ligger i den sydøstlige ende af området — lige der hvor Vasbygade slår et knæk over for H.C. Ørstedsværket. Bygningskomplekset er i helhedsplanen for Jernbanebyen udpeget som et centralt mødested med plads til sociale fællesskaber og idræt.

»Du finder ikke et mere centralt sted i København end Jernbanebyen. Der er et kæmpe potentiale for området, så det kan ikke være federe,« siger SPOR10s communitymanager, Daniel Mlka, om perspektiverne:

»Vi sagde fra starten, at der skal ligge et byrum med fokus på fælles aktiviteter og communities, som vi har indtænkt tidligt i processen. Det giver grobund for gode, lokale initiativer og fællesskaber.«

Midlertidigt ophold

De klubber og foreninger, der lige nu benytter SPOR10 til aktiviter, er underlagt en midlertidig tidshorisont. Fra udgangen af året skal bygningerne nemlig delvist omdannes, og kun en del af de nuværende lokaler bliver permanente.

SPOR10 består af en indre, bevaringsværdig industrihal med klassisk takket fabrikstag, som er omgivet af nyere kontorbygninger. Planen er, at kontorbygningerne skal rives ned, og at industrihallen ombygges.

Hos byudviklingsinvestoren Nrep, der står i spidsen for at udvikle stedet, er man nu i gang med at undersøge mulighederne for finde midlertidigt husly til husets aktører andre steder i Jernbanebyen.

Anne Rask Vendelbjerg, som er projektleder hos Nrep, fortæller, at man arbejder med tre faser: Den nuværende med midlertidige aktiviteter, en periode med omorganisering og det permanente mødested og samlingspunkt, når bydelen er udviklet.

»Derfor tænker vi på de mange aktiviteter, som allerede foregår i SPOR10, som indledende og noget, vi starter op. Vi prioriterer at opbygge fællesskaber allerede nu, og derfor tager vi aktører ind, som vi kan se en pointe i at samarbejde med i fremtiden.«

Et trygt fællesskab for unge

Visionen er, at der på længere sigt skal oprettes en ny, lokal idrætsforening for flere forskellige idrætsgrene, som har til huse i SPOR10 og kan sikre, at stedet bliver det fælles mødested for bydelens kommende beboere, man drømmer om.

Ét af de spirende foreningsfrø i Jernbanebyen er den nystiftede bokseklub Stjernehuset, ledet af Ali Najei:

»Stjernehuset skal som bokseklub være et sted, hvor vi samles til motions- og boksetræning under samme tag, og hvor vi skaber et trygt fællesskab, som er attraktivt for børn og unge på Vesterbro og i det øvrige København,« siger han.

Hvis man vil have smagsprøve på, hvad der ellers foregår i huset, kan man kigge ind til en af de såkaldte "SPOR10 Onsdage”, hvor mange af de tilknyttede foreninger laver gratis aktiviteter for både børn og voksne.

Én af dem er Mills Skate Club, der har etableret et indendørs skateranlæg inderst inde i den gamle industrihal.

Klubbens formand, Bonny O. Madsen, er ikke nervøs for udsigten til, at man måske skal lukke ned i forbindelse med den kommende ombygning:

»Vi er vant til midlertidighed som et vilkår, så faciliteterne kan pakkes ned igen,« fortæller hun.

Normalt mister skaterklubben omkring halvdelen af sine medlemmer gennem vinterhalvåret på grund af manglende indendørs faciliteter, så hun er bare glad for, at man i hvert fald resten af året har et sted at være.

»Vi vil rigtig gerne vise kommunen, at vi kan løfte meget med sådan et sted som SPOR10, og vi får i gennemsnit et nyt medlem om dagen i øjeblikket,« fortæller hun.

Byudvikling med idrætsbriller på

Meget af det arbejde, der i disse måneder lægges i SPOR10, handler om at gøde jorden for, at udvikling af foreninger og faciliteter til dem bliver en central del af den kommende byudviklingsproces.

DGI Storkøbenhavns erfaringer fra byudviklingen i blandt andet Ørestad og Nordhavn viser, at det er vigtigt at sætte ind hurtigst muligt: At være til stede tidligt og arbejde med midlertidige foreningsfaciliterer er afgørende for, at de kommende beboere får et frivilligt foreningsliv at mødes om.

»Det kan ikke understregeges nok, hvor vigtigt det er at have en lokal, idrætspolitisk aktør, som er til stede, og som både mestrer kunsten at samarbejde med og udfordre myndigheder og kommune, når der dukker muligheder og anledninger op,« siger Peder Nedergaard, som er formand for DGI Storkøbenhavn og Nordhavn IF:

»Det er en stor fordel, at man er lokalt forankret og har legitimitet, hvis man skal blande sig i en lokal byudviklingsproces.«

Socialdemokratiets gruppefordmand i Borgerrepræsentationen, Lars Weiss, er helt enig:

»Jernbanebyen er allerede på rette spor mod at etablere et solidt fundament for en socialt bæredygtighed byudvikling. Der er allerede en række lokale aktører i bydelen, der fremmer fællesskab og idræt, og hvor der etableres nogle stabile organisationer, som de kommende lokale beboere også på sigt kan engagere sig i,« siger han.

Konkret arbejde i gang

Mens foreningslivet i Jernbanebyen altså er begyndt at spire, arbejdes der i Københavns Kommune på højtryk med at give planerne for den nye bydel mere konkret form.

Den mere overordnede vision har vi kendt, siden arkitektfirmaet Cobes vindende helhedsplan for Jernbanebyen blev præsenteret for lidt over tre år siden.

I Cobes vision er Jernbanebyen en grøn og bilfri bydel, hvor nybyggeri blander sig med eksisterende bygninger, der transformeres til nye formål. Forskelligartet arkitektur, mange forskellige boligformer og plads til små erhvervsdrivende er bare nogle af overskrifterne for bydelen, der desuden skal bindes sammen af et grønt "væv” og omgives af en "perlekæde” af støjdæmpende tiltag.

Nogle af visionerne er dog siden blevet hevet lidt ned på jorden i mødet med den politiske virkelighed på rådhuset. Blandt andet har Cobes foreslåede højhuse fået kappet nogle meter af maksimalhøjden, ligesom bilerne alligevel har fået adgang til bydelen.

Embedsværket i Københavns Kommune arbejder lige nu på at udarbejde den lokalplan for området, der er nødvendig for at den egentlige udvikling af Jernbanebyen kan gå i gang. Det forventes, at den kan blive fremlagt for politikerne senere i år.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Valby
Klubber og foreninger i Valby Idrætspark har en ambitiøs vision om at lave området til en hel idrætsby.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling